Henrik Day Poulsen, som kan smykke sig med den fine dobbelttitel psykiater og ph.d., mener ikke at danskerne skal være så smålige.
Der skal da være plads til at politikerne kan feste privat på skatteydernes regning!
Day tager udgangspunkt i den konkrete sag omkring den radikale integrationsborgmester Anna Mee Allerslev som med sin bryllupsfest lagde beslag på Københavns Rådhus uden at betale det, som lejen koster.
Her på Folkets Avis har vi skrevet om masser af fødselsdagsreceptioner, "studieture", restaurantsbesøg og bar-regninger hvor politikere og bureaukrater har tørret regningen af på skatteyderne.
Så vidt jeg ved betalte Anna Mee Allerslev selv for mad og drikke, så hun er faktisk ikke i den slemme ende. Problemet er her snarere den måde Day "forstår" tingene på:
Anna Mee er trods alt folkevalgt og en markant figur i københavnsk politik. Hendes politik er efter min mening helt forfejlet, men i et demokrati bør vi acceptere, at folkevalgte er noget særligt og derfor også i visse tilfælde kan have krav på noget særligt. Hvis vi konstant leder efter småbeløb her og der for at opnå tør orgasme i forargelsens beruselse, mister vi ganske enkelt format. Jeg mener, at Danmark har råd til en velklædt statsminister og at give en markant politiker en god bryllupsfest.
Læg mærke til min fremhævning.
Henrik Day Poulsen mener simpelthen at politikere er noget helt særligt som ikke skal overholde de samme regler som os andre og skal feteres og ikke selv behøver betale deres private fester.
Det er jo ren vanvid.
I en retsstat lever vi efter rule of law princippet som tilsiger at alle er lige for loven.
Og så det med "småbeløb".
Det kan godt være at de 50.000-100.000 som embedsmænd og polikere bruger af skatteydernes penge på fødselsdage og bryllupper er småpenge i Days øjne.
Det tyder det på, for her er hvad han skriver om det:
Derfor falder mange medier over en bryllupsfest til, undskyld mig, sølle 65.000 kr.
Men det er jo ikke småbeløb for de 30.000 små selvstændige i Danmark som pukler dag ud og dag ind, betaler AM-bidrag, moms og skat – og har mindre til rådighed en en kontanthjælpsmodtager!
For mange mennesker tager det ganske lang tid at spare 65.000 op til en fest. Efter skatter og afgifter er betalt. Vi er verdens mest skatteplagede folkefærd, og så kommer Day og siger at vi bare skal suck it up når politikerne bruger vores penge på private fester. Ellers er vi smålige.
Det er da for pokker systemet som er småligt, der ikke engang lader borgerne beholde halvdelen af egne penge!
Eller Day kan måske betale selv for politikerne - han har jo travlt med at mene, at vi andre skal.
Og selv hvis Day har ret og de her typiske beløb mellem 50.000 og 100.000, som politikerne bruger på sig selv af skatteydernes penge, rent faktisk er småbeløb - så må spørgsmålet jo lyde:
Hvorfor hulen betaler de vellønnede politikere og bureaukrater så ikke bare selv deres egne fester?
Hva', Day?
Sagen er dog at der ikke samlet set er tale om småbeløb. Mange bække små gør en stor å.
I skrivende stund har Folkets Avis her dokumenteret misbrug af skatteydermidler for næsten 27.000.000 kroner med bilag og det hele. Hovedparten af dette beløb er decideret unødvendigt frås af den type som, vi taler om her.
Og naturligvis er det kun toppen af isbjerget. Reelt er der gået milliardbeløb til frås og fryns i det offentlige.
Så nej, Day.
Det går ikke at skatteborgerne i verdens mest skatteplagede land forventes at betale for politkernes private fester.
Den slags tendenser skal bydes modstand. Ikke tilskyndes, som du gør Day.
Danskere og danske medier må stoppe med den provinsielle jagt på fejl og ligegyldige småbeløb. Vi er så privilegeret, at vi stadig kan vise format. Så fri mig for middelmådighedens misundelse.
Men Day, det er jo slet ikke misundelse det handler om.
Det handler om at du mener, vi skal have en ny lavadel i Danmark af politikere og bureaukrater - og at denne skal fredes i pressen og leve i pomp og pragt betalt af de skatteydende grødbønder, som du arrogant taler ned til.
Har man selv en lille aktie i den herskende klasse, Day?
Hvorfor er det så vigtigt for dig at pudse glorien og fedte for overklassen?