Til efteråret skal vi til stemmeurnerne, når der skal findes nye medlemmer af by- og regionsrådene. Går det som det plejer medfører det en lang række festligheder, som bliver en dyr oplevelse for skatteyderne.
Frederiksberg Kommune er en klassisk konservative kommune, hvor borgmesteren næsten per definition kommer fra De Konservative. Et parti der traditionelt slår sig op på, at det vil arbejde for en god solid økonomi, hvor der ikke er plads til udskejelser.
Derfor har Frederiksberg borgmester, Jørgen Glenthøj, også gjort det til en af sine mærkesager, at han ved nedskæringer fokuserer på de områder, som rammer borgerne mindst muligt. Det var eksempelvis tilfældet i forbindelse med budgetforliget tilbage i 2013, hvor hans stil mødte stor modstand fra først og fremmest venstrefløjens medlemmer af Frederiksberg Byråd.
Men der er dog undtagelser til den regel, for Folkets Avis kan nemlig afsløre, at Frederiksbergs kommunalbestyrelse gerne holder store fester for at hylde sig selv.
Vel at mærke fester som langt fra giver et indtryk af en kommune, hvor politikerne ønsker at gå foran med et godt eksempel, når der skal skæres ind til benet. Det skete eksempelvis i forbindelse med, at byrådet efter seneste valg fejrede afslutningen af valgperioden, ligesom der også blev sagt farvel til afgående byrådsmedlemmer og velkommen til nye.
Dermed meldte Frederiksberg Kommune sig ind i klubben af byråd, som fejrer udløbet af deres valgperiode med store skatteyderbetalte fester.
Kongelige tenorer hyret ind til ære for byrådsmedlemmer
Via opnåede aktindsigter hos Frederiksberg Kommune kan Folkets.dk afsløre, at den konservative højborgs festligheder dog alligevel skiller sig afgørende ud. Dette skyldes blandt andet, at man havde hyret intet mindre end tre tenorer, hvilket langt fra blev en billig oplevelse.
Ifølge de fremsendte bilag til Folkets.dk, stod deres optræden i 32.812,50 kroner. Samtidig var det nødvendigt at flytte et flygel, hvilket i sig selv kostede 3.600 kroner. Hertil kom så den pianist, som skulle gøre brug af det, hvilket kostede yderligere 5.000 kroner.
Oven i underholdningen var der også sørget for, at byrådsmedlemmerne både kunne få stillet sulten og tørsten. Maden blev ikke leveret af Frederiksberg Rådhus' kantine, men i stedet som ud af huset fra en lokal leverandør, som tog sig betalt 47.687 kroner for opgaven. Oven i de mange leverancer af øl, vin, alkohol og sodavand betød det, at skatteyderne i alt måtte af med lige omkring 100.000 kroner, for at byrådet sammen med ledende embedsmænd kunne fejre sig selv.
De fremsendte oversigter over deltagere viser også, at der var tale om et særdeles populært indslag. Således mødte langt de fleste byrådsmedlemmer samt direktionsmedlemmerne op med bedre halvdele, ligesom der eksempelvis også var blevet plads til en tidligere kommunaldirektør og dennes kone.