Nu kan 337 danskere se ideen i et frit og uafhængigt medie. Kan du?

Bak op om systemkritisk journalistik og et alternativ til de statsstøttede medier

Se mulighederne – eller gå direkte til betaling og vælg pakke der: Til betaling (Allerede abonnent? Log på her)

Anmeldelse: En frygtelig kvinde – tåkrummende pinlig og hylende morsom

Primære faneblade

Nordisk Film

En frygtelig kvinde sætter det klassiske tema om magtkampen i parforholdet i postmoderne og dansk perspektiv – og det fungerer.

5.04

 EN FRYGTELIG KVINDE, CHRISTIAN TAFDRUP (DK, 2017)

Der er rigeligt at grine ad og græde over når det kommer til (par)forholdet mellem kønnene.

Således også i den danske film En frygtelig kvinde instrueret af Christian Tafdrup, hvor en umoden og ret naiv hovedperson Rasmus, spillet udmærket af Anders Juul, skal lære at tackle den på overfladen noget mere sofistikerede Marie, spillet djævelsk godt af Amanda Collin.

På mange måder er den lettere enfoldige øl- og fodbold-elskende Rasmus "frygteligt" overmatchet af den i sammenhængen esoteriske og tilsyneladende mere kultiverede Marie.

Og ulykkeligvis er Rasmus heller ikke specielt god til at afkode de mange gentagelser som ellers er nærmest karikeret tydelige i Maries halv-patologiske adfærdmønster.

Skønt begge figurer er skarpt tegnet op - og filmen ikke levner meget plads til dagligdags-samlivet uden konstante konflikter, som man må formode at forholdet også rummer - kan mange nok genkende træk ved hovedpersonerne. Om ikke fra sig selv så fra "nogen de kender".

Marie "shittester" Rasmus som forudsigeligt nok som regel ender med en kæmp-eller-flygt respons. Til tider virker det som om hun selv er fanget i sit eget spil.

Derfor ender de i den ene blindgyde efter den anden, hvor det er Rasmus som står med ryggen mod muren. Det er både pinligt og morsomt.

Pinlig er også den typisk danske måde hvorpå filmen går helt tæt på skuespillerne, så enhver pore i huden kan ses og enhver lille røre- eller smaskelyd høres. Men ok, det lever man med.

Især fordi Marie spilles så overbevisende og replikkerne fungerer stor set fejlfrit.

Det er noget godt teater over filmen, og den klassiske musik, som toner frem med mellemrum, understreger det drama der udspiller sig under overfladen og trækker spor tilbage gennem en årtusinder lang fælles udviklingshistorie for de to køn.

Rasmus er nok mere typisk for mænd i dag end Marie er for den moderne kvinde. Og dog:

For i dag er vi vante til fortællingen om manden som ond og kvinden som offer. Og det gør paradoksalt nok også Marie til et lettere offer for de uerkendte mørke sider som bestemt også findes i hendes egen og bredere set i kvindens natur. De mørke sider hos mænd kommer ikke rigtigt bag på nogen.

Mange mænd har i dag en disneyficeret forståelse af kvinder som engleagtige væsner. Det er noget ganske tidstypisk.

Og det er vel egentligt den pointe som ligger i filmen: Hans venner kan ikke hjælpe ham – for de interesserer sig også mest for fodbold og tidstypisk pjatværk.

Mange af de interesser, mænd i dag bruger deres tid på at dyrke, ruster dem slet ikke til et forhold med en kvinde som Marie. Spørgsmålet er så om noget kan ruste en til den slags. Om trolden kan tæmmes.

Et liv uden betydelig modstand hjælper temmelig sikkert ikke. En manglende interesse for de klassiske værker inden for litteraturen hjælper heller ikke just.

Ikke forstået på den måde at Marie er specielt belæst. Hun er mere teoretikeren som kan aflire de fraser, hun ukritisk har taget til sig fra akademia. Og lyde klog over for den uindviede. I virkeligheden er hun en dilettant med et oppustet selvbillede.

Og det mønster ser vi jo ofte, hvor kvinder har ganske lidt respekt for mændene omkring sig i dagligdagen, men helt ukritisk labber akademisk nonsens i sig fra såkaldte faglige autoriteter.

Her ser vi i filmen en flig af systemkritik - og det er noget jeg personligt sætter stor pris på.

Men tilbage til hovedtemaet: Man kan spørge, hvad det siger om Marie, at hun vælger en mand som ikke kan give hende det fornødne modspil. En mand som ikke kan hjælpe hende.

For hun har også et problem.

Tag ikke fejl - der er noget problematisk i hendes opførsel i sig selv. Men den egentlige tragedie består i den manglende evne til at gøre noget ved problemet.

Man får ikke ret meget at vide om Maries baggrund. Andet end at hun er en halvstuderet røver (en bachelor fra universitetet så vidt jeg husker) af den type, vi har så rigeligt af her i landet.

En solid komedie. Og jeg kunne tydeligt høre på publikum undervejs og efterfølgende at det store flertal følte sig godt underholdt.

Og gik hjem med noget at tænke over.

MediaCreeper