Kun medlemmer

FOLKETS er en dansk medieplatform der huser udgivelser som avisen Folkets Avis, Magasinet Identitet, Rævekagen, Mediemøllen og mange, mange flere.

I modsætning til de etablerede medier modtager FOLKETS intet tilskud fra staten. Hvis platformen - og de medier som den huser! - skal overleve, så skal læserne betale.

Vi mangler

309

medlemmer mere,
så kører det rundt :)

Bliv medlem

Primære faneblade

Rystende hænder under magtens åg

Antal

0

Hans Mortensen: SF- Magtens pris, People´s Press, 2011, 2014
400 s.

Var SF overhovedet regeringsmodne efter Thornings spinkle valgsejr medio september 2011, og havde partiet mon lært noget af at være under ´magtens åg´, som daværende udenrigsminister og senere økonomiminister Per Hækkerup (S) så brutalt og prosaisk udtrykte det i slutningen af 1966, da folkesocialisterne indgik som støtteparti i det såkaldte ´Røde kabinet´ for at sikre statsminister Jens Otto Krag et arbejderflertal med den smallest tænkelige margin?

Disse spørgsmål trængte sig på under og efter læsningen af Hans Mortensens politiske ´page turner´, SF – Magtens pris, der er en opdatering af Den røde tråd – SF og vejen til magten fra 2011. Da den anmelderroste bog udkom, forberedte SF’erne sig på at rykke ind i magtens ministerielle kontorer og så ud til at have nået et foreløbigt endemål, siden partiet stiftedes af Aksel Larsen tilbage i februar 1959, da en række forhenværende Moskatro kommunister endelig havde besluttet sig for at bryde med DKP – Larsen blev sågar ekskluderet af den hårde garde i Centralkomiteen og Forretningsudvalget, før SF så dagens lys for nu lidt over 55 år siden.

Lad det være sagt med det samme: Hans Mortensen hører til landets absolut bedste skribenter, når det handler om at analysere den politiske metier, levendegøre de taktiske og strategiske spilfægterier, der udgår fra ´magtens maskinrum´, og få enderne til at mødes i en historisk/idemæssig kontekst i den biografiske genre, der i dette tilfælde er en tidsmæssig vandring i et partis storhed og fald, indre ideologiske spændinger, personopgør og de facto sammenbrud efter at have måttet opgive at være en del af Helle Thorning Schmidts trekløverregering, der pt. fungerer som en S-RV duo – den erkendelse og de heraf afledte lærerpenge har utvivlsomt gjort ondt på SF´ernes selvforståelse og tro på egne evner.

Lige nu slikkes der sår hos det parti, der en gang var domineret af ´larsenisterne´, der mente, at det måtte være SFs fornemmeste opgave at fungere som Socialdemokratiets katalysator ved at trække det i den rette venstreorienterede kurs mod et socialistisk samfund og i bedste fald at være en del af en S-ledet regering, hvis indrømmelserne til lillebror/søsteren på centrumvenstreflanken var store nok. I december 1967 førte disse diskussioner til et brud, der resulterede i, at Preben Wilhjelm med flere dannede Venstresocialisterne (VS) oven på ophedede skænderier som følge af at have ageret parlamentarisk flertal for Krag-styret.

Under det Røde Kabinet måtte SF også bide nogle ordentlige kamelklepperter i sig. Den gang stod menuen på ret uspiselige tiltag ud i bolig- og indkomstpolitik, der for Larsen & co. mere pegede i retning af borgerlig økonomisk regeringsførelse end håbet om at bruge et rent arbejderflertal til at føre en mere rød linje. I starten af 1968 udskrev Krag valg, og Baunsgaards VKR blok overtog magten frem til 1971, hvor det lykkedes S at vinde den tilbage. SF havde i mellemtiden fået klaps over nallerne af vælgerne tre år forinden og måtte der sluge en tilbagegang, der nærmede sig en halvering af mandattallet. Det gik langt bedre i 1971, men man var blevet forsigtig med at indgå i et alt for tæt parløb med Krag og hans tunge drenge heriblandt ikke mindst Hækkerup.

Mortensens kyndige, letflydende og læseværdige gennemgang af SFs situation og villighed til at indgå kompromisser med S-folkene viser, at kvinderne og miljøfolket fik øget indflydelse i partiet gennem 1970´erne og 80´erne, og at mandattallet toppede under Schlüter-årene frem til starten af 1990´erne. I den periode kunne SF tone mere rent ideologisk flag, men efter Nyrup Rasmussen overtog statsministeriet i 1993, skete der en tilnærmelse mellem S og SF bl.a. med Edinburgh-aftalen oven på et dansk nej til EU unionen sommeren 1992. SF ville fremstå som et voksent og ansvarligt parti, der evnede det politiske forligshåndværk. Dog stod den i 00´erne atter på rollen som oppositionsparti, idet Fogh Rasmussen og senere Løkke Rasmussen valgte at føre blokpolitik med Dansk Folkeparti.

Styrken i SF – Magtens pris er især den opdaterede analyse af, hvad der så ud til at lykkedes og senere gå grueligt galt, efter at Villy Søvndal og Helle Thorning Schmidt kom til at stå i spidsen hos henholdsvis SF og S i midten af 00´erne. VKO skulle arbejdes ud af kontorerne, og en langsigtet plan måtte lægges. Op til valget i 2011 bød oppositionen ind med Fair Løsning og de 12 minutter mere om dagen samt generelt et forsøg på at fremstå som et relevant alternativ til en borgerlig regering, der virkede mere og mere metaltræt. Man satsede på Villy- og Helle-effekten 2010-11, og alt var kørt i stilling. De to ledere lignede udadtil et dynamisk makkerpar, der skulle vippe Løkke af pinden, og De Radikale så ud til at være villige til et tronskifte. Men…

Hans Mortensen bygger ganske fermt spændingskurven op over de sidste 40-50 sider, selv om læseren, der har fulgt med i det christiansborgske drama de sidste tre år, udmærket kender slutningen. De Radikale tog luften ud af ballonen ved at indgå forlig med VK-styret foråret 2011 om efterløns- og dagpengereformen, før Vestager og følge skulle mødes med S og SF i ´Det Sorte Tårn´ få dage efter folketingsvalget den 15. september 2011. De stemmeberettigede havde forinden mødet tildelt både S og SF nogle svære nakkedrag, og de radikale sørgede for yderligere blå øjne under forhandlingerne om det kommende regeringsgrundlag. Reelt set var slaget i det høje hoteltårn på Amager tabt for SF, før det egentlig nåede at gå i gang, lyder bogens konklusion.

De radikale ønskede at føre en blå reformpolitik af mindst tilsvarende kaliber, som VK(O) havde forsøgt sig ud i, og Socialdemokraterne med Thorning og Corydon i spidsen pressede på for at få SF til at makke ret – det skete, og udviklingen tog yderligere fart i 2012 og 13, indtil Anette Vilhelmsen trak stikket i starten af 2014. Hendes parti var blevet ydmyget tilstrækkeligt, men langtfra alle gav udtryk for enighed med hensyn til det kloge i at forlade regeringssamarbejdet. Kommunalvalget i november 2013 forårsagede en svidende lussing, der kostede SF ca. to ud af tre byråds- og regionskandidater over hele landet. Villy effekten forsvandt definitivt, idet Søvndal trak sig som minister, partiformand og folketingsmedlem. Vilhelmsen slog Astrid Krag stort ved urafstemningen, men valgte selv at trække sig efter knap 16 måneder i stolen – det er op til Pia Olsen-Dyhr at lede partiet væk fra den katastrofekurs, som det alt for længe har befundet sig på.

Som led i at nå dette mål og ikke yderligere at nærme sig spærregrænsen vil det sikkert være nyttigt at reflektere over de spørgsmål, der indledte nærværende anmeldelse af denne stærkt anbefalelsesværdige bog. Hvilken både historisk og aktuel lære af begivenhedernes gang er folkesocialisterne villige til at drage, og er det sundt at satse på fornyet regeringsdeltagelse hurtigst muligt, før det nødvendige analysearbejde er gjort? Svaret blæser i vinden, og det vil det gøre en rum tid ikke mindst, fordi det trækker op til en klar borgerlig sejr ved næste valg, der skal finde sted senest september 2015.

At få vredet armen rundt på ryggen af de radikale og de ´blå socialdemokrater´ kom unægtelig til at gøre ondt. Et par bonusspørgsmål kunne derfor i bagklogskabens ulideligt klare lys lyde, om ministerbilerne ikke endte med at blive alt for dyrekøbte, og om man ikke skulle have sagt fra noget før. En del tyder herpå efter endt læsning af SF – Magtens pris.

Seneste ændring: 
13/02/2019 - 14:21
Typer: 
Emner: 

Del eller citer med linket her

MediaCreeper