Puk Damsgård er korrespondent for DR i Mellemøsten.
Alle der kender noget til lønningerne i DR ved, at hun nok ikke går for lud og koldt vand.
Ikke desto mindre modtager hun nu oveni sin almindelige løn en livsvarig hædersydelse fra Statens Kunstfond. Den slår især til hvis hendes almindelige indtægt i en periode skulle blive mindre end den antageligvis er i DR.
Hvorfor Puk Damsgård nu resten af sit forhåbentligt lange liv skal beriges med skatteborgernes penge via Statens Kunstfond kan være svært at forstå.
Og svært at forklare.
Kunstfonden forsøger alligevel, men det bliver mest til banaliteter og floskler:
"Puk Damsgård formår stærkt og bevægende at fortælle de nære historier i det store. Det er det almindelige menneske på godt og ondt, der interesserer hende, fra de pakistanske kvinder i Waziristan, der stadig har drømme at drømme, selv om de lever det farligste sted i verden, til oprørerne og solen, der græder i Syrien."
OK.
Men hvad har det med kunst at gøre? Er det ikke nærmere noget journalistik vi er ovre i. Reportage?
Hvor er den litterære nyskabelse der retfærdiggør en livsvarig understøttelse fra Statens Kunstfond?
Og hvorfor overhovedet have livsvarige sær-ydelser til kunstnere og nu også toppen af poppen inden for DR-journalistik?
Reelt er der jo tale om en ekstra sær-pension betalt af skatteborgerne.
Nogle gange får man den fornemmelse at medieklassen og kulturklassen i Danmark er så indspist og selvsmagende at det halve kunne være nok.