Folketinget er efterhånden befolket af forvoksede elevrådsrepræsentanter.
I hvert fald for partilederens part gælder det at politikerne kom direkte fra ungdomspolitik ind i Folketinget.
Uden nævneværdig erhvervserfaring. Faktisk ofte helt uden.
Som jeg nævnte i en artikel den anden dag, har vores måske kommende statsminister Mette Frederiksen eksempelvis blot et års erhvervserfaring. Fra en fagforening!
Der er ikke noget at sige til at de her typer klæber til taburetterne for enhver pris.
Det må være ganske angstprovokerende for mange af dem at skulle forestille sig et liv uden for de tykke beskyttende mure på Christiansborg. Her har vi folk på 35 til 60 år som kun har et eller to års erhvervserfaring ude i det virkelige liv.
Dertil skal man lægge at folketingspolitikere tjener en høj løn og har mange frynsegoder. Uden erhvervserfaring, hvad er så chancen for at de vil kunne opretholde deres komfortable livsstil – hvis ikke de bliver valgt igen?
Det skulle være mærkeligt om ikke behovet for at fortsætte i politik for den enkelte var meget stort og kunne tilsidesætte andre hensyn, langsigtede planer for landet, reformer og endda det enkelte folketingsmedlems idealisme og samvittighed.
Alt kommer til at dreje sig om at hente flest stemmer hvor gang der er valg så man kan klæbe sig til taburetten nok en periode og undgå den frygtelige virkelighed ude på markedet hvor kravene er nogle helt andre.
At folketingspolitikerne aldrig har været på det private arbejdsmarked eller selvstændige betyder også at de kun - i bedste fald - har en teoretisk forståelse for hvorfor alt for høje skatte- og afgiftstryk er skadelige. De har ikke oplevet det på egen krop.
Strengt taget lever de jo selv på en offentlig forsørgelse betalt af det private - og har gjort det hele deres voksenliv.