Gå til hovedindhold

Er staten blevet for grådig?

De store medier skal nok klare sig. De er ejet af stater eller af virksomheder der er ejet af rigmænd på størrelse med stater i økonomisk forstand.

Folkets Avis kan derimod ikke klare sig uden din hjælp.

Spørgsmålet er så om samfund kan klare sig uden de små selvstændige medier. Det bliver en fattigere verden for de fleste hvis de små medier forsvinder.

Bak op nu!

Abonner Doner

Når vi taler om grådighed, er det stadig billedet af den overvægtige kapitalist som toner frem på nethinden.

Så effektiv har den venstreorienterede propaganda været her i landet gennem et halvt århundrede, hvis ikke længere.

Vi forbinder grådighed med typer fra Wall Street i New York City som siger, greed is good.

Men har du nogensinde tænkt over, at det ikke kun er enkeltindivider, som kan være grådige. Systemer kan også.

I Danmark har vi en af verdens største offentlige sektorer, og den danske befolkning er underlagt et af verdens højeste skattetryk.

Hvem er det så egentligt der er grådig her?

Er det de forretninger, man frivilligt kan handle i eller lade være?

Er det borgeren som beskattes op over begge ører?

Eller er det et evigt ekspanderende offentligt system som bliver stadig mere forslugent og konstant finder på nye skatter og afgifter?

Og her mener jeg ikke vi bør begrænse grådighed til at være et spørgsmål om skatter og økonomi.

Hvad med statens evigt voksende behov for kontrol med borgere og virksomheder? Er det ikke en form for grådighed?

Disse umættelige behov for magt og styring. Det er grådighed på højt plan. Og det er synd og skam.

Når regeringen for eksempel arbejder for at afskaffe kontanter. Eller når regeringen arbejder på at oprette kontrolsystemer der overvåger borgernes adfærd ned i detaljer såsom tandlægebesøg eller mangel herpå. Så er det altsammen udtryk for grådighed.

Man kan også være grådig i sin videbegærlig omkring andres privatliv. Og det er systemet i stigende grad.

Det virker som om systemet får sit eget liv. At systemet nærmest er besat af en trang til evig udvidelse, mens respekten for det private og borgerne langsomt, men sikkert, eroderes.

Grådighed er at tage mere og mere fra andre. Og at levne mindre og mindre økonomi og privatliv til borgerne selv.

Og staten og det offentlige er over det sidste århundrede blevet langt mere grådig. Skattesatsterne er steget og steget.

Og samtidig er familiernes egen rolle blevet mindre og mindre. Til gengæld ved bureaukraterne og politikerne mere og mere om borgerne, men dette behov er slet ikke tilfredsstillet endnu.

De vil have endnu mere kontrol over os og de vil bestemme hvad vi skal mene og hvordan vi skal handle.

Der er det ved grådighed, at den er en form for irrational sult der aldrig mættes.

Præcist ligesom det bureaukratiske systems behov for flere ressourcer og mere kontrol og magt.

Hvordan får vi stoppet denne udvikling. Hvordan får vi bremset statens grådighed?

Holder staten og bureaukratiet selv inde? Næppe.

Skal vi vente på at det offentlige bliver så tungt og omfattende at de sidste private virksomheder enten kollapser og lukker under vægten eller flytter ud af landet?

Hvad med overvågning af borgerne og indskrænkelse af privatlivets fred? Hvad med indblanding i familier og overvågning og kontrol? Skal vi forvente at systemet selv på disse områder holder sig tilbage?

Det er dybt naivt at tro at staten og det offentlige og bureaukratiet på den måde er selvbegrænsende. Hvis ikke der ydes modstand bliver det blev værre og værre.

Der skal råbes op om det - og pressen skal konstant presse på for at vende udviklingen. Men det meste af pressen i Danmark er direkte eller inddirekte under systemets kontrol.

Når staten fylder for meget, så fylder folket for lidt.

Når det offentlige overskygger det private i alle forhold, så drænes landet for virkelyst.

Først og fremmest skal vi erkende at udviklingen er kommet al for vidt.

Først og fremmest skal en kritisk masse i befolkningen erkende at staten er blevet alt for grådig.

Vi skal sige det rent ud igen og igen.

Det er dødbringende for et samfund når staten bliver for grådig.

Vi har brug for Folkets Avis. De etablerede medier er købt og betalt af staten.

Lennart Kiil er stifter af FOLKETS og redaktør på Folkets Avis. Han mener godt man kan oplyse og underholde på samme tid.