En sommervarm maj-aften er Laura Helena Pimental da Silva mødt op på Toga i indre København for at fortælle om sin bog – Kommunebarn.
Der er masser af blomster og andre gaver på bordet, og Laura som har nok at gøre med at signere bøger til de vel knap 30 fremmødte hen over aftenen.
Der bliver diskuteret intenst rundt om ved bordene, både inden Laura går på "scenen" med mikrofon og i pausen.
Man fornemmer at der er en del fagfolk til stede. Mennesker som til daglig beskæftiger sig med anbringelser, institutioner for børn og unge og plejefamilier.
Og disse ting er også netop emnet for Lauras bog. En selvbiografisk førstehåndsberetning fra et system de fleste heldigvis aldrig får noget direkte indblik i.
Så det er godt at fagfolkene møder op sådan en aften. Flere af dem tager også noter.
Laura Helena Pimental da Silva løfter mikrofonen og fortæller om motivet for at skrive bogen:
"Jeg har ikke skrevet bogen for at udstille nogen, men så de andre børn, som i dag er i systemet, kan få en stemme."
Senere på aftenen uddyber hun, "jeg er ikke den mest udadvendte så det var grænseoverskridende. Men min sag er ikke et enkeltstående tilfælde. Jeg kender selv flere andre som har været udsat for grimme ting - og jeg føler at jeg har pligt til at gøre det her for andres skyld - så jeg føler lidt at jeg ofrer noget af mit privatliv for andres skyld."
Mange anbringelser hos familier og institutioner er velfungerende, understreger hun. Men hun ønsker at vise hvad der også er virkeligheden derude.
Jeg taler med et venligt par. Det viser sig at det var hos dem Laura kunne finde refugium efter det mareridtsagtige forløb på institutionen Gøgereden.
I det hele taget er mange af de tilstedeværende mennesker som har spillet en rolle i Lauras liv. Og hun takker dem flere gange for at være mødt til receptionen.
Det alvorlige emne til trods er stemningen afslappet, og Laura fortæller veloplagt om tilblivelsen af bogprojektet.
Efter hver oplæsning svarer de tilstedeværende med en klapsalve. Og det er bestemt også medrivende og vedkommende.
Laura rammer en fin balance mellem oplæsning og forklaring af motivation for at skrive bogen. Der er tydeligvis gjort mange tanker som strækker sig ud over forfatterens egne oplevelser. Det hele er godt sat i perspektiv.
Selve bogen er skrevet som set fra barnets synsvinkel. Og de forhold, hvorunder børn kommer i klemme eller bliver misbrugt i systemet, er hudløst ærligt beskrevet.
Fin og stærk biografi - kalder Thomas Vilhelm den, han er fagbogsredaktør hos Dreamlitt og ansvarlig for bogens lancering. Redaktør på bogen var Anna Lorentzen.
Thomas Vilhelm, der denne aften også fungerer som ordstyrer og interviewer, fortæller at bogen er usædvanlig veldokumenteret.
For Laura indebar researchfasen at søge aktindsigter, læse anbringelsespapirer og et gensyn med hendes egne dagbøger som hun skrev fra hun var syv år.
Hun har også talt med pædagoger og andre ansatte, og resultatet af alt dette - og en intens skriveproces på cirka to måneder - er den bog hun nu står med i hånden.
Thomas Vilhelm forklarer, "det med aktindsigt er et interessant dokumentarisk element i researchen". Og tilføjer at de skulle rådføre med advokat inden udgivelsen.
Følgeligt er personerne, der optræder i bogen, anonymiserede.
Undervejs i tilblivelsen af bogen blev det klart at det, som var anført i sagsakterne, ikke altid stemte overens med Lauras egne erindringer.
Laura fortæller i den forbindelse at det er nemt for systemet at bortforklare svigt og så tvivl om barnets troværdighed.
Thomas Vilhelm bryder ind: "Kommunebarn - både bogens titel og et stigmatiserinde prædikat som forfølger dig gennem barndommen - og en man ikke kan stole på."
Laura: "Ja, det blev udlagt som om man ikke kunne stole på mig, blandt andet fordi jeg havde en psykisk syg mor."
Laura bliver gennem barndommen anbragt i forskellige plejefamilier og på institutioner. Men særligt en anbringelse står ud:
Laura: "Da jeg blev anbragt på Gøgereden i nærheden af Nykøbing Mors. Det værste overhovedet. Det oplevede jeg som at være isolationsfængslet gennem 1,5 år."
På det tidspunkt blev Laura anset for "uden for pædagogisk rækkevidde" og kommunen var dermed "ligeglad" med hvordan hun blev behandlet, bare hun var anbragt.
Laura havde da været ude i noget ungdomskriminalitet.
Men længe inden opholdet på Gøgereden oplever Laura at systemet svigter på forskellige vis og i forskellig grad.
Laura: "Generelt oplevede jeg at tilsyn fra kommunens side er meget mangelfulde."
Her taler Laura om at kommunen skal holde øje med om forholdene på bostederne er rimelige. Men dette var ofte mere en formel end en reel proces.
Nu inviteres Hans Jørgen Engbo op på scenen, tidligere fængselsinspektør og direktør for Kriminalforsorgen i Grønland og med i alt 45 års erfaring fra branchen.
Desuden er hans kone, Lone, lærer på bakkegården, en sikret institution. Og gennem hende fulgte han Lauras ophold på Gøgereden.
Og han var målløs.
Han forklarer noget om forskellene for voksnes afsoning under Lov om fuldbyrdelse af straf, og så de forhold som gælder for anbragte børn.
For de voksne er det klart defineret hvordan de skal behandles, men for børnene er der stort set frit slag for de enkelte institutioner og bosteder til at lave deres egen "pædagogik".
Og netop fordi man taler om pædagogik i stedet for straf, så antager mange at alt er i orden – for pædagogik er jo noget godt.
Om metoderne på Gøgereden siger han rent ud:
– Vi var blevet fyret hvis vi havde gjort noget lignende i fængslet.
"Fordi man kalder det hjælpeforanstaltninger for børn, kan man komme afsted uden rammer og har dermed frit slag."
De manglende rammer for bosteder fører ifølge Hans Jørgen til "tugtelsespædagogik".
– Rystende at børn har så lidt retssikkerhed, konkluderer han.
Her bryder Laura ind og fortæller lidt om Gøgeredens "pædagogik".
– Ingen rettigheder som udgangspunkt. Man skulle gøre sig fortjent til rettigheder, såsom at komme ud.
– Man skulle bedømmes med karakterer.
– De ville tage min telefon, men det var min livsline.
Da Laura ikke ville aflevere sin telefon blev konsekvensen:
"Værelse kun med madras på gulvet. Ingen mad indtil jeg afleverer telefonen. Jeg bliver vækket om natten og lyst med lampe i ansigtet."
– Det ender med at Gøgereden bliver anmeldt til politiet - men det bliver udlagt som om at jeg løj, forklarer Laura.
Ombudsmanden fik også besked, og han mente der var tale om tortur og brud på menneskerettigheder, men det fik stadig ingen konsekvenser for Gøgereden.
Alligevel betød Ombudsmandens opbakning enormt meget for Laura. Alene det at han tog hende alvorligt. Det var bestemt ikke altid tilfældet på det tidspunkt.
Thomas Vilhelm vender tilbage til Hans Jørgen: "Hvad ville man kunne gøre for at give børn og unge nogle rettigheder?"
Hans Jørgen: "Man kunne starte med at opstille lovmæssige rammer for hvad man må gøre i pædagogikkens hellige navn."
"For private fængsler - i udlandet hvor man har dem - er der opstillet nøje kriterier. Noget lignende kunne man opstille for private institutioner."
Fra publikum tilføjer Hans Jørgens kone, Lone, at man også skal være opmærksom på at der kan snydes med ordene:
"I et fængsel kalder vi det isolation, men på bostedet omtales samme fænomen som reflektionstid."