Feminismen og bureaukratismen har altid gået hånd i hånd.
Det er fordi der skal politisk magt til at skabe resultatligestilling.
For overlader man valgene til de enkelte mænd og kvinder så bliver resultatet ikke lige:
Dels fordi de to køn ikke har nøjagtigt de samme talenter.
Dels fordi de to køn ikke har nøjagtigt de samme interesser.
Men ikke desto mindre bruger politikerne en hulens masse skatteborgerkroner på at gennemtrumfe resultatligestilling - eller som regeringen udtrykker det på http://www.ligestillingidanmark.dk/:
Vi skal blive ved med at arbejde for at fremme reelt lige muligheder for mænd og kvinder og piger og drenge. Her har det offentlige en særlig rolle at spille.
Det er ganske enkelt tanken om det politiske og administrativt bureaukratiske system som styringsværktøj overfor de uartige borgere som ikke i tilstrækkelig grad fordeler sig ligeligt på køn som det politiske system kræver det.
Vi kalder også den indstilling som regeringen i teksten giver udtryk for social ingeniørkunst - ideen om at eliten og det politiske system skal indrette samfundet og forme borgerne efter et bestemt ideal. Her det feministiske om at begge køn skal ville og kunne det samme.
Det medfører naturligvis en utrolig masse top-down politisk kræven, skubben på, nudging, kontrol og bureaukrati. For man skal hele tiden arbejde imod de naturlige forskelle mellem mænd og kvinder.
Det er med andre ord et Sisyfos-arbejde. Som bekendt skubbede Sisyfos en sten op ad bakken. Den trillede ned igen. Så skubbede han den op igen. Gentaget i en uendelighed.
Kommunerne selv er da også utilfredse med at de hvert andet år skal udarbejde en omfattende ligestillingsredegørelse for at stille den såkaldt borgerlig-liberale regerings feministiske ambitioner tilfreds.
Det skriver Henrik Dahl om i et åbent opslag på Facebook som jeg her vil tillade mig at citere:
5) Besværligheder med ligestillingsredegørelser. Kommuner er forpligtet til hvert andet år at lave ligestillingsredegørelser. Dette har flere kommuner kommenteret på, at det er en ressourcekrævende proces. Ligestillingsministeren har meldt tilbage, at der vil blive kigget på omfanget af spørgsmål samt hyppigheden af redegørelser, så det ændres fra hvert 2. år til hvert 3. år.
Godt at Henrik Dahl gør den konkrete indsats inklusive det opsøgende arbejde.
Men at ligestillingsministeren blot vil ændre på hyppigheden og kræve redegørelserne hvert tredje år i stedet for hver andet er nu ikke det helt store fremskridt.
For man kunne helt afskaffe denne ordning som utvivlsomt koster skatteyderne mange penge og holder en hær af bureaukrater beskæftiget - både dem ude i kommunerne som skal lave rapporterne og dem inde i ministeriet som skal læse dem.
Mon ikke kommunerne selv kan finde ud af at ansætte de mest kvalificerede, etc?
Hele denne tanke om at kommunerne på dette område skal forklare sig hvert andet eller hver tredje år bygger på en fejlagtig feministisk præmis om at vi til stadighed lever i en mandefavoriserende samfund og at man - eventuelt ubevidst - diskriminerer imod kvinder.
Men helt ærligt - er der meget som tyder på at der i kommunerne bliver diskrimineret imod kvinder? Nej.
Hvor mange af de ansatte ude i kommunerne er lige mænd, hva? Eller er flertallet kvinder?
Det er kun folk som aktivt leder efter diskrimination som finder den. Og den som søger kan altid finde. For det er ren confirmation bias.
Generelt findes kønsdiskriminationen i Danmark ikke i en grad som retfærdiggør det medfølgende bureaukrati og hele ideen om at vi stadig i Danmark har behov for en ligestillingsminister og så latterlig meget fokus på kønsligestilling er absurd.
Man kæmper imod spøgelser. Danske feminister ser som bekendt kvindeundertrykkelse alle vegne - undtagen der hvor den vitterligt findes.
Men vi har ligestilling i Danmark og har haft det længe. Ligestillingsministeriet har derfor ikke nogen reel legitimitet. Den løser ingen reel opgave.
Ligestillingsministeriet er ganske enkelt en del af bureaukratismen. Og det kunne spares væk uden at Danmark ville være det mindste dårligere stillet af den grund. Tværtimod ville vi kunne spare nogle skattekroner og noget bureaukrati.
Og den sikkert ganske kapable ligestillingsminister vil kunne finde et arbejde i samfundet hvor hun skabte værdi i staten for om nu at overdynge andre med håbløst bureaukrati.
Men hey - det ville jo kræve at den borgelige-liberale regering reelt begyndte at opføre sig mere liberalt og borgerligt.
Og ikke som feministernes forlængede arm.
Tak fordi du læste den første artikel i sommer-serien om bureaukrati som kører her på Folkets Avis de kommende uger.