Gå til hovedindhold

EU – et totalitært og middelmådigt projekt?

De store medier skal nok klare sig. De er ejet af stater eller af virksomheder der er ejet af rigmænd på størrelse med stater i økonomisk forstand.

Folkets Avis kan derimod ikke klare sig uden din hjælp.

Spørgsmålet er så om samfund kan klare sig uden de små selvstændige medier. Det bliver en fattigere verden for de fleste hvis de små medier forsvinder.

Bak op nu!

Abonner Doner

David Gress: EU - Europas fjende, Peter La Cours Forlag, 2014
174 s. med forord af Lars Seier Christensen

´Unionen er stendød´, lød det fra tidl. statsminister Poul Schlüter (K) i 1986 dagen før folkeafstemningen om tilslutningen til Det Indre Marked, som danskerne sagde ja til, hvilket David Gress også ville have gjort, men ikke kunne grundet sin status som udenlandsdansker. Han er forfatter til nærværende bog, der hovedsageligt er en lang oplistning af det europæiske fællesskabs forbandelser. Schlüter tog grueligt fejl, skulle det snart vise sig. Set i en historisk kontekst er udsagnet det rene vrøvl både før, under og efter, det blev fremsat, da tanken om grundlæggelsen af ´Europas Forenede Stater´ har rod tilbage til tiden omkring 1. Verdenskrig.

Den britiske admiral Arthur Salter og franskmanden Jean Monnet diskuterede allerede et muligt europæisk projekt i 1917 udformet som en overnational forbundsstat, men vi skal frem til 1950´erne, før dele af deres tanker blev realiseret i et fællesstatsligt samarbejde gennem Kul- og Stålunionen bestående af ´De Seks´ nemlig Tyskland, Frankrig, Italien og Benelux landene. Monnet var stadig i live, men denne føderalist ønskede sig mere endnu. I 1967 slog man den voksende paraply af samarbejdsaftaler sammen til De Europæiske Fællesskaber (EF) udvidet med en Kommission og et Ministerråd, som vi stadig har i dag. I 1973 kom Irland, England og Danmark med i EF, og siden er det europæiske projekt vokset år for år. Som nævnt fik vi Det Indre Marked i 1986 og EU unionen i 1992, som Danmark sagde nej til, men alligevel endte med at blive en del af minus de fire forbehold. Flere traktater fulgte herunder Møntunionen (Euroen) – her valgte danskerne også at takke nej, dog er vores valuta bundet op på Euroen i en fastkursaftale.

Gress, der hele bogen igennem lufter sine anti-EUske idiosynkrasier i et ofte aggressivt og polemisk sprogbrug fyldt med negative adjektiver, ville sågar selv have stemt for Maastricht-aftalen, men kunne hverken sætte sit kryds i 1986 eller 1992, fordi han var bosat i USA. Forfatteren og debattøren forstod ikke den gang, at borgerlige opponenter kunne være imod et EF og EU bestående af demokratiske lande, der ønskede øget frihandel og arbejdskraftens og kapitalens frie bevægelighed hen over landegrænserne. Hvad var der forkert i det, lød ræsonnementet, der senere undergik radikale forandringer. Ifølge Gress udviklede især EU sig til en totalitær og middelmådig størrelse præget af ønsket om at kontrollere de enkelte medlemslandes gøren og laden fra stort til navnlig småt. Dette er den røde tråd i ´EU – Europas fjende´.

Forfatteren bag værket er sprænglærd, behersker adskillige sprog og velbevandret i filosofiens og kristendommens udviklingshistorie, som udgør den intellektuelt funderede rygrad i hans kritiske opgør med det europæiske samarbejde, der stadig forsøges udbygget i vor tid på en lang række områder: Miljø, retsligt samarbejde, socialpolitik, arbejdsmarkedsforhold og den økonomisk kordinerende del, der ligger til grund bag Euroens implementering i de fleste af medlemslandene.

For Gress at se er EU blevet det modsatte af det, han betegner som den sande europæiske identitet baseret på suveræne nationalstater med rod i den kristne kulturarv, der indbyrdes burde kunne etablere frivillige handelsaftaler uden at være en del af EU systemets ønsker om ensretning og fælles standarder på alle områder. EU er en trussel mod frihed og velstand og har ydermere fravalgt og fortrængt kristendommen til fordel for en multikulturalisme, der har ført levemåder og værdier med sig, der er endt som et had mod ´det sande Europa´. Ikke overraskende peger han især på islam som den centrale årsag bag udviklingen. EU-eliten dyrker en falsk mangfoldighed, og den bør der efter forfatterens opfattelse tages et grundlæggende opgør med.

Saxo Bank-direktøren Lars Seier Christensen er overvejende helt på linje med Gress i sit anbefalende forord. Ikke mindst EUs klimapolitik, der fokuserer på stigende global opvarmning af kloden og derfor ønsker øget skat og højere afgifter på energitunge produkter og teknologi, der eksempelvis bruges til udvinding af olie og skifergas, er for dem at se ødelæggende i forhold til fremtidig vækst og velstand. Tilhængerne af denne klima- og miljøpolitik er ifølge David Gress præget af ´grøn overtro´ og pessimistisk fremtidsfrygt i deres iver efter at indføre vedvarende energikilder i stedet for de fossile brændstoffer.

´EU – Europas fjende´ har sin klare styrke i en skarpt analytisk og historisk perspektiverende gennemgang af EU-projektets historiske og ideologiske ophav med en kyndig præsentation af de pionerer, der satte deres præg herpå. Dog bliver de ofte gentagede hånord og spydige fraser monotone i længden og skygger her og der for pointernes klarhed. Desuden kunne man som læser også ønske sig flere eksempler på, hvordan det diktatoriske og totalitære tankesæt mere præcist kommer til udtryk i det fælleseuropæiske projekt, som Danmark har været tilsluttet i mere end 40 år. Ved læsning af Gress kampskrift mod EU sidder man tilbage med et indtryk af, at der er tale om det rene Sovjetunionen blottet for demokrati og borgerrettigheder, når han sætter problematikkerne allermest på spidsen. Det virker en kende overdrevet efter denne anmelders umiddelbare vurdering.

Fraset disse forbehold har Gress begået en væsentlig debatbog, hvis pointer absolut er en diskussion eller flere værd. Især når jubel-EUropæere vedbliver med at skrue op for deres ikke sjældent ukritiske og føderale lovsang i relation til nærmest alt, der fremsættes fra politisk og bureaukratisk hold i Bruxelles og Strasbourg. Søndag den 25. maj skal vi stemme om et ja eller nej til Patentdomstolen og vælge 13 kandidater til Europaparlamentet – dette vil næppe dæmpe forfatterens karske og konfronterende frontalangreb på den europæiske union, som enhver må gøre op med sig selv, om man kan tilslutte sig helt og holdent eller forkaste som skinger nationalistisk retorik.

Emner