Gå til hovedindhold

Er en seks-årig virkelig klar til at ombestemme sit køn?

Af Kåre

Så var det Copenhagen Pride, og i den anledning havde Berlingske d. 14./8. 2018 en hel sektion med LGBTI temaer.

En af artiklerne - hen over et helt opslag - var om et seks-årigt transkønnet barn, der var født som dreng. Den var skrevet af journalist Anne Funch.

Her læser man bl.a.: "Men da det yngste barn gik i børnehave, opstod der nogle konflikter omkring barnets egen opfattelse af sit køn."Min datter var modig og fastholdt, hun var en pige. Vi havde flere møder med pædagogerne, og da en psykolog blev involveret, var hun ikke i tvivl om, at vi havde fået et transkønnet barn. ""

"Hvis et barn er vedholdende og stædigt fastholder at være af det modsatte køn, en det køn, det er tildelt ved fødslen, så er der ingen tvivl. Og hvis det alligevel ændrer sig en dag, så må man jo lave det om igen. Det vigtigste er at støtte sit barn i den udvikling, barnet gennemgår. Spørg barnet, hvilket køn, han eller hun synes, han eller hun er. Det er også i tråd med den måde, psykologer, psykiatere og andre fagpersoner arbejder på i dag."

Hvis det forholder sig som angivet, så tager disse psykologer og psykiaterere fejl. Man kan ikke spørge et 6-årigt barn om hvilket køn, det tilhører. Det er alt for påvirkeligt over for f.eks. voksne i børnehaven, og alt for letpåvirkeligt til at kunne svare sikkert selv.

Der er eksempler på børn der hævder at være transkønnede, men hvor det viser sig at de har opdaget, at de på den måde kan få ekstra omsorg og opmærksomhed, som i virkeligheden er det, de savner. Børn i den alder kan slet ikke overskue konsekvenserne af hvad de siger om den slags.

Og det er ikke korrekt, at man da bare kan lave kønsidentiteten om senere, hvis man fortryder, Når først barnet bliver behandlet med hormoner eller på anden måde, er indgrebet irreversibelt. Hvis børn ønsker at skifte køn, så kan man starte behandlingen af dem allerede når de er 11 år. Så får de hormontilskud som blokerer for at de kommer i puberteten, eller som udsætter puberteten.

Denne behandling har den konsekvens, at de bliver ufrugtbare resten af livet - en ganske voldsom konsekvens.

Alt dette skal ses i lyset af, at angiveligt 98 % af kønsforvirrede drenge og 88 % af kønsforvirrede piger i sidste ende accepterer det køn, de er født med, hvis de får lov at gå gennem puberteten på naturlig vis, uden indgreb.

Et særligt fænomen er ROGD - "rapid onset gender dysphoria", som pludselig er blevet et moderne fænomen især blandt piger i en alder omkring 16 år. At det er et modefænomen, fremgår af, at de piger der rammes af ROGD, statistisk set er piger som har veninder der også rammes af ROGD. De siger at de er utilpasse ved at være piger og ønsker at skifte køn. Hvis det accepteres, og de får den nødvendige behandling, vil det have konsekvenser resten af livet.

Dertil kommer at hyppigheden af selvmord er voldsomt forøget hos personer, der har skiftet køn.

Skadevirkningen af, at forældre psykologer og psykiatere følger et princip om altid at tro på barnet, kan således være voldsom. Barnet ved ikke selv, hvad det kaster sig ud i. At acceptere noget, som kan vise sig at være en fiks ide hos et barn, kan være yderst skadeligt.

Når en person kommer i den alder, hvor han eller hun er myndig, kan vedkommende selv beslutte, om et kønsskifte er på sin plads. Men personer under 18 år er alt for påvirkelige af input fra omgivelserne. Det de tror er deres egen mening, kan i virkeligheden være kammeraternes eller forældrenes eller pædagogernes mening.

Jeg finder det derfor meget forkert, at Berlingske bragte en sådan artikel helt ukritisk - der var ingen som helst kritiske mod-oplysninger, og ingen som helst forbehold over for om at barn på 6 år nu også virkelig forstår sin egen kønsidentitet. For dog at give en smule modvægt, sendte jeg følgende læserbrev til avisen:

"GØR IKKE BØRN TRANSKØNNEDE

Transkønnethed er kommet på mode. Mindre end 1 promille af alle mennesker er ægte transkønnede, men nogle steder i USA og England er det så meget på mode, at over 1 % af alle teenagere erklærer sig transkønnede. Der er en bølge af såkaldt Rapid Onset Gender Dysphoria (ROGD), som består i at teenagere lige pludselig erklærer at de har det modsatte køn af hvad kroppen tilsiger. Det frygtelige er, at mange forældre og læger accepterer dette. Uden behandling vil omkring 90 % senere erkende at være cis-kønnede. Påstanden om transkønnethed er ofte begrundet med ønske om øget opmærksomhed. Men hvis disse børn behandles, får de hormonbehandling som udsætter puberteten. Det er dybt skadeligt - det gør dem infertile resten af livet, og risikoen for senere selvmord forøges med en faktor 20.

Derfor er Anne Funchs lange artikel om et transkønnet barn d. 14./8. dybt skadelig. 6-årige børn kan ikke have nogen valid forestilling om deres kønsidentitet - i den alder er de helt præget af forældrenes forestillinger. Artiklen vil gøre ubodelig skade ved at øge antallet af personer med ROGD. Det er direkte uansvarligt af Berlingske at bringe en sådan ensidig og skadelig artikel."

En uge efter at brevet blev sendt, havde avisen stadig ikke optaget læserbrevet, så jeg anser det for en given sag, at de ender med at afvise det.

Det er jeg vant til. Der er visse ting, som medierne forhindrer, at man diskuterer. Det er blevet moderne at mene, at gode og ordentlige mennesker støtter transkønnethed, og hvis nogen kritiserer transkønnethed, så er de per definition onde mennesker. Onde mennesker får ikke deres læserbreve optaget.


Her er nogle links som angiver nogle af de steder, jeg har mine kritiske oplysninger fra:

https://www.acpeds.org/the-college-speaks/position-statements/gender-dysphoria-in-children

https://www.theamericanconservative.com/dreher/the-trans-boot-in-the-face/comment-page-1/

https://www.theglobeandmail.com/opinion/dont-treat-all-cases-of-gender-dysphoria-the-same-way/article37711831/

http://www.cbc.ca/news/opinion/transgender-kids-documentary-1.4453667

https://nationalpost.com/opinion/barbara-kay-parents-victimized-in-the-identity-vs-mental-health-battle-over-transgendered-children

Se også denne artikel på Folkets Avis:
Børnelæge: Kønsskifte-ideologi er børnemisbrug

https://www.folkets.dk/node/2778

Det modsatte synspunkt - at man altid skal lytte til hvad barnet siger og tage det for gode varer - kan ses i dette link:
https://medium.com/@florence.ashley/why-rapid-onset-gender-dysphoria-is-bad-science-f8d25ac40a96

Identitet

Danmarks magasin om identitetspolitik – #idpol, men også om væren og eksistens, og essens og identitet.

Kåre Fog er biolog og forfatter