Jeg har skrevet om identitetspolitik i mange år.
Og i al den tid er det kun blevet værre.
Det var et fænomen som fik vind i sejlene på amerikanske universiteter. Og derfra er resten historie, som man siger.
Der er mange problemer med identitetspolitik.
Der er det indbyggede kastesystem.
Her rangerer den hvide heteroseksuelle mand nederst. Det tror jeg de fleste efterhånden har forstået.
Men identitetspolitikkens kastesystem er faktisk mere omfattende end individ- og gruppekarakteristika.
For eksempel rangerer man også familieformer. Her er det så den traditionelle kernefamilie som rangerer nederst og de såkaldte regnbuefamilier der rangerer nær toppen.
Man kunne i den forstand kalde identitetspolitik for anti-traditionalisme og faktisk også for anti-natur.
Men identitetspolitik er vel at mærke ikke anti-hierarki som for eksempel de fleste former for anarki i hvert fald i teorien er.
Identitetspolitik i den nuværende form søger et undergrave meritokratiet og fagligheden og erstatte dem med en politisk orden, som implementeres af bureaukrater.
I den forstand er identitetspolitik naturligvis også imod kapitalisme, markedsøkonomi og andre former for spontan eller ikke-dirigeret orden.
Identitetspolitik er bestemt ikke en græsrodsbevægelse selvom den ynder at fremstille sig selv som sådan og bruge nyttige idioter i sin tjeneste.
Senest så vi på Københavns Universitet hvordan en bureaukrat skulle ind og bestemme hvordan studerende skulle klæde sig til en fest. Det er der ikke meget græsrod over.
Man må endelig ikke få den opfattelse at identitetspolitik handler om at give mere magt til dem som ikke har så meget af den.
Tværtimod handler identitetspolitik om at samle magten i en bestemt ideologis tjeneste.
Identitetspolitik er således ikke pluralistisk. Tværtimod søger de fleste arter af identitetspolitik at monopolisere ikke bare magten, men også definitionsmagten - i den forstand at man vil opstille rammerene for hvad der er acceptabelt at ytre sig om og hvordan man må gøre det.
Derfor må man for eksempel ikke kritisere kvinder når identitetspolitikken tager over. Men mænd er derimod forpligtede til at udøve en fortsat selvkritik.
Det hænger igen sammen med det identitetspolitiske kastesystem som jeg nævnte indledningsvist.
Når man så skal retfærdiggøre denne forskelbehandling fra identitetspolitisk hold, så henviser man som regel til det man kalder privilegier.
Det er en ide om at mennesker er født med forskellige privilegier alt efter deres køn og race og seksualitet og så videre.
Identitetspolitikkens frontkæmpere har dog endnu ikke på overbevisende maner formået at forklare hvordan det skulle gavne at udelukke for eksempel hvide mænd fra at ytre sine holdninger til forskellige emner.
Dog kan mænd få lov at bakke op om de holdninger som identitetspolitikerne selv finder indlysende.
Så konklusionen må være at identitetspolitik på overfladen søger diversitet og pluralisme, men kun rent overfladisk. Kun i hudfarve og tissekone/tissemand. Ikke i holdninger og ikke i opfattelser af verden.
Således er biologi for eksempel et no-go, mens socialkonstruktivismen bliver anset som en endegyldig sandhed.
Det siger sig selv at en sådan form for bureaukratisk, enøjet og navlepillende ideologi ikke just er noget der driver et samfund fremad.
Derfor bliver det et problem vi kommer til at behandle de kommende år.