Primære faneblade

Jordan Peterson fortsætter med at tage verden med storm

"So, can you even clean up your own room? No. Well you think about that, because if you can´t even clean up your own room, who the hell are you to give advice to the world"– Jordan B. Peterson.

En torsdag aften i et auditorium på CBS, i selskab med Lektor Ole Bjerg.

Jeg er født i 1960, og ser i stigende grad verden igennem min egen plads i historien. Jeg har set hvordan ideologier har sat sig på menneskehedens tanker og bundfældet sig i staters handlinger. Jeg har med undren konstateret hvor lille forskellen er imellem religion og ideologi og har aldrig forstået menneskets behov for at definere sig selv i forhold til hvilken gruppe de tilhører. Jeg er født under den kolde krig hvor paranoia og magtsyge imellem mennesker og stater med modsatte ideologier var ved at udslette kloden.

Aftenens oplæg handler om Jordan B. Peterson. En Canadisk psykologi professor som på få år er blevet en intellektuel superstjerne via YouTube. På rekordtid er millioner af mennesker over hele verden blevet fascineret af hans tanker i et omfang, som kun giver mening fordi hans tanker deles af så mange.

Hans bøger ligger øverst på bestsellerlister. For øjeblikket er han på verdensturne. Hans foredrag meldes udsolgt på få minutter. Jordan Peterson er ikke en ny ideolog, tværtimod. Hans mission er en anden, han taler om noget helt usædvanligt og umoderne, nemlig - den sunde fornuft. Den tabte navigations-metode i livet, som er blevet marginaliseret i det betændte ideologiske raseri imellem medierne, imellem kønnene, imellem stater og religioner.

Jordan Peterson vil have det enkelte menneske tilbage på sporet af sig selv. Til at tage ansvar for livet – intet mindre.

Lektor Ole Bjerg har taget faklen op for at give os et indblik i Jordan Petersons tanker. Eksistentielle og helt grundlæggende spørgsmål som polariseringen imellem individet og samfundet og kampen for hvilken at de to, der skal veje mest i vores kultur, optager dem begge. De besidder begge evnen til knivskarpt at formulere meget komplekse problemstillinger og gør dem let tilgængelige for tilhørerne. De forstår begge vigtigheden af, at man for at kurere en sygdom, først skal stille den korrekte diagnose.

Dr. Peterson mener at vestens demokratier er de bedste samfund som nogensinde har eksisteret. Aldrig har det enkelte menneske været så frit og haft så mange muligheder for at løfte deres eget liv. Alligevel er så mange stålsatte på at ændre samfundet, samtidig med at de dybt forsømmer deres eget lille hjørne af verden. Har man kun fokus på ting som man ikke kan ændre er slutresultatet kun frustration og handlingslammelse. Forsømmer man ovenikøbet at ændre det man faktisk kan ændre, fører det kun til yderligere stagnation og krise. Hans kur imod denne dysfunktion er at vi skal starte indefra og arbejde os udad for derved at oparbejde vores egen indsigt i livet og vores kompetencer. Der er ingen nemme løsninger. Forsøger vi at gøre det modsatte, nemlig at ændre verden først, ender det galt fordi vi ikke forstår kompleksiteten af menneskets natur eller af samfundet.

Dr. Peterson ser en direkte sammenhæng imellem det enkelte menneskes tab af mening med eget liv og dens erstatning: nutidens krænkelses kultur, politisk korrekthed, feminisme og venstrefløjs fanatisme.

Fælles for disse er enigheden om at verden skal udrenses for undertrykkende patriarkalske strukturer og erstattes af dem selv ved magten. En stamme adfærd, som trækker tråde tilbage i tiden til det tyvende århundredes rædselsvækkende totalitære stater. Dr Peterson vil øge vores bevidsthed om parallellerne i adfærden dengang og nu.

I dag ser vi at de "godes" kamp imod de "onde" retfærdiggør udskamning og social stigmatisering af enhver, der ikke er enig. En proces vi alle er vidner til dagligt i medier og i politik. Der er en fornemmelse af at berufsverbot og Mccarthyisme langsom er ved at krybe tilbage i vores dagligdag. Grøfter imellem mennesker tiltager. Dialogen imellem mennesker med forskellige holdninger er ved at uddø. Dr Peterson bliver selv stigmatiseret, som en misogyn højreradikal anti- feminist. Dæmoniseringen varetages som sædvanligt at de selvudnævnte tolerante. "Postmodern ideologues "

Hvad siger Dr. Peterson om sit eget filosofiske og politiske ståsted? I New York Times beskriver han selv sine tanker som baseret på ca. 60 procent konservatisme og 40 procent Carl Jung med en solid respekt for betydningen af mennesket som biologisk væsen.

Tanker som i dag tilsyneladende ses som dybt kontroversielle af dem, som mener at samfundet blot er en menneskeskabt konstruktion, som på ingen måde skal ses i en sammenhæng med menneskets plads i naturens evolution.

Ole Bjergs oplæg om Dr. Peterson er dybt fængslende. Vi er denne aften inde og pille ved maskinrummet i vores demokrati. Ytringsfrihed. Kønskamp. Tabuer. Politisk korrekthed. Ole Bjerg slutter aftenen af med en spørgerunde. En af tilhørerne kan ikke se at Petersons tanker har nogen samfundsmæssig relevans. Og så sker der noget interessant. En anden tilhører, omkring på min alder, tog bladet fra munden og sagde:" når du ikke kan se hvor vigtige disse emner er, er det nok fordi du er så ung. Jeg har arbejdet som terapeut i mange år og ved hvordan familier, mænd og kvinder, river hinanden i stykker fordi vi har mistet evnen til at kommunikere. Det er som om, at det først går op for os hvad der er gået i stykker, når det er for sent. Først når det er for sent, når der ingen vej er tilbage, reagerer vi. Vores børn kommer aldrig til at lære hvordan man skal agere som mennesker, hvis vi ikke kan vise dem andet end splittelse. Vi bliver som individer og som samfund nødt til at finde en anden vej, der peger hen imod forsoning og lyttende dialog ". Tilhørerne brød ud i spontane klapsalver.

For mig er der ingen forskel imellem denne mands kommentar og essensen af Dr Petersons tanker. Dr Petersons tanker skal blot løftes også løftes op på makroniveau. "Anti-ideologisk sund fornuft" er det nærmeste jeg kan komme en beskrivelse af hans tanker. Stamme adfærd som en erstatning for en meningsfuld personlig udvikling kan undergrave essensen af vores demokratier.

En aften med Ole Bjerg og Dr. Peterson er umulig at sammenfatte på få minutter. Svarer til at koge en stor del af den psykologiske litteratur ned til en pamflet. Som at beskrive menneskets natur i en brochure.

Jeg hører ikke kun Dr. Petersons stemme advare os imod os selv. Jeg hører ham også som en psykolog der prøver at kickstarte mennesker, som er faret vild. Prøv selv at høre på manden. Han er tilgængelig for enhver der gider at høre på ham på YouTube.

"You can only find out what you actually believe (rather than what you think you believe) by watching how you act. You simply don’t know what you believe, before that. You are too complex to understand yourself." 

"Ideologies are substitutes for true knowledge, and ideologues are always dangerous when they come to power, because a simple-minded I-know-it-all approach is no match for the complexity of existence." 

Tak fordi du læste et debatindlæg på Folkets Avis

Du kan støtte Folkets Avis som debat- og blogplatform ved at blive abonnent.

Se mulighederne

Følg os på Facebook