Primære faneblade

Pixabay
Lænker er ikke altid af jern og stål

Når KaosPiloterne stiger ombord på flyveren, mister de hurtigt jordforbindelsen. Det er blevet almindeligt, nærmest en forudsætning for deltagelse i den offentlige samtale, at man skal vise, hvor eksemplarisk man er – uanset, hvordan man så reelt opfører sig.

Vor tid er tegnet af skuespil, meget lidt brød og alt for meget sovs.

Engang for nogle år siden skulle jeg handle i Bilka. Jeg skulle købe batterier. På vej ind så jeg en alenlang kø hen til bagerafdelingen. Jeg er nysgerrig, så jeg gik nærmere og så, at der var store kanelstænger på tilbud til, jeg mener, 10 kroner.

Bilka er naturligvis bevidste om, at den slags lokker mange mennesker.

Det er med samme princip, at offentlige personer forsøger at vinde borgernes gunst. Billige kanelstænger er skiftet ud med billige symboler. Alle vil gerne være gode, så folk samler sig i grupper og viser kollektivt og individuelt, hvor gode netop de og deres gruppe er.

Nogle personer har sågar gjort karriere på at gøre det modsatte af, hvad de siger.

Et eksempel er partiet Alternativet, der har gjort det til en mærkesag at fortælle danskerne, at de skal begrænse deres flyrejser.

Det er måske også fornuftigt?

Men det til gengæld ikke fornuftigt, at to fra partiets top, Uffe Elbæk og Carolina Magdalene Maier, har fløjet over 60 gange på 4 år (mellemlandinger fraregnet).

Mange af rejserne var i privat regi. Men den slags manglende moral er ikke noget nyt. Selvpromoveringen i vor tid er blevet patologisk, altså sygelig – og sygdommen er desværre smitsom.

Det er i dag blevet almindeligt at begå sig i ”virtue signalling”, som det hedder på engelsk, hvor man viser, hvor god man.

De mest banale budskaber bliver gjort til et symbol i offentligheden. Forestil dig, at man stiller sig i gågaden med et skilt på maven, hvor der står ”Sig nej til sand i maden”.

Hvem fanden vil have sand i maden? Ingen, men det bruges til at positionere sig i et moralsk hierarki. Ingen sag er i denne sammenhæng for lille.

Og den laveste fællesnævner er naturligvis oplagt, thi det er den mindst krævende: alle kan være med og så længe ingen afslører løgnen er spillet intakt.

At Alternativet fremstår som en manifestation på denne moderne syge er ikke overraskende. Vi har med et parti at gøre, hvis hele grundlag er bygget på ”virtue signalling” og identitetspolitisk vanvid. Højt at flyve (i bogstaveligste forstand), dybt at falde.

Vi taler om en massepsykose. Et problem ved dette er, at så længe boblen ikke er brast, så kan den gruppe, der ser sig selv, som særligt moralsk, hamre løs på dem, der åbenlyst ikke overholder denne gruppes høje, moralske standard.

I tilfældet, hvor Alternativets politikere viser sig at være hykleriske, ja, først der krakelerer billedet af dem som os andre moralsk overlegne. Det viser sig, at de formentligt – faktisk modsat, deres intention – har en ringere moral end os andre.

For der er tale om et bevidst hovmod og en selvsmagende arrogance pakket ind i fine klæder. Det er klokkeklar hybris.

Alternativet er dog ikke alene. Tværtimod. I hele vores offentlige samtale er det blevet ganske almindeligt, ja, det høster sågar ofte stor ros, at man fortæller om sine egne fortræffeligheder.

Det er nærmest ligegyldigt, hvordan man opfører sig.

Den politiske korrekthed har en dobbeltvirkning. Dels er den forsøget på at fremstå moralsk ophøjet og dels er der begrænsningen af ”de umoralskes” virke med hjemmel fra egen over-moral. Det svarer til, at man pisker en uskyldig på torvet, samtidig med, at man i megafonen taler om, hvor vigtig retfærdighed og civiliserethed er.

Dummere bliver det ikke; men det sælger billetter, som billige kanelstænger. Det kræver nemlig intet af deltagerne andet end deres evne til at føle sig forargede på det rette tidspunkt og klappe, når taktstokken slår.

For ikke længe siden var en svagelig mexicansk student på Københavns Universitet årsag til, at universitetets rektor gik identitetspolitikkens ærinde og forbød fest og farver til fordel for enkeltindividers totalitære tilbøjeligheder. Nu man altså ikke længere bære en sombrero-hat til udklædningsfester hos KU. Til gengæld har rektorens integritet fået en nathue på.

Lad os kalde det ved dets egentlige navn: Den bløde totalitarisme.

Den bløde totalitarisme har gunstige vilkår i disse tider, og det er bare et spørgsmål om tid får den går fra at være blød til at være hård. Og så er det for sent. Alt for sent.

Nick Mogensen er spidskandidat for Nye Borgerlige i Vestjyllands Storkreds
Tak fordi du læste et debatindlæg på Folkets Avis

Du kan støtte Folkets Avis som debat- og blogplatform ved at blive abonnent.

Se mulighederne

Følg os på Facebook