I Weekendavisen kan man læse en artikel om den franske geolog Christophe Guilluy.
Han sammenfatter de gule vestes oprør på følgende måde:
“1980ernes neoliberale reformer og den stadig stigende globalisering nødvendiggjorde, at man ofrede den vestlige arbejderklasse. Men ingen havde drømt om, at den også ville få fundamentet under den lavere middelklasse til at smuldre. Men dét, der jo det, der er sket. Og det har skadet samfundets sammenhængskraft”.
Ja, det lyder besnærende. Og det er jo dejligt socialistisk hvis man sådan kan give noget "neoliberalt" skylden for den uro vi ser i dag i Frankrig.
Men hvis der reelt havde været liberale reformer i Frankrig, hvorfor har landet så overhalet Danmark og indtaget førstepladsen med verdens højeste skattetryk?
Christophe Guilluys analyse er fundamentalt forkert.
Jeg vil i korte træk give mit bud på en bedre ramme at forstå udviklingen i Frankrig og det øvrige Europa i. Og vi skal lidt længere tilbage en 1980'erne.
Sagen er at hele Europa er ramt af et demografisk problem.
Siden 1968 har fødselstallene i de oprindelige befolkninger været så lave at forsørgerbyrden er steget og steget (aldrende befolkning). Derfor er skatterne også steget samtidig med at serviceniveauet er faldet. Velfærdsstaterne er blevet nødt til at lave reformer - eller ende som Grækenland eller det som er værre.
Der er således ikke tale om "neoliberale" reformer, men løbende nødvendige tilpasninger.
Det centrale er forholdet mellem det middelklassen betaler til staten og det den får tilbage.
Hvis en for står del af middelklassen får en følelse af at blive snydt i det store regnestykke, så har vi potentialet til den form for uroligheder vi ser i Frankrig.
Og når der ikke fødes nok nye børn i de oprindelige befolkninger, så følger nødvendigvis en afmatning i energi og produktion. Vi har en aldrende befolkning. Flere og flere som har behov for hjælp, men oplever en forringelse.
Der er mindre smør og mere brød.
Og når folk bliver skuffede over den falske gud (velfærdsstaten) som de havde sat deres lid til, så går nogle af dem amok som et barn i raseri over at mælken err væk.
At give "neoliberale reformer" skylden for alt dette er rent ud sagt noget socialistisk nonsens.
Christophe Guilluy har dog alligevel en række gode pointer. Han har ret i at der er opstået en form for ny og mere diffus klassekamp.
Og han har ret i at eliten er blevet for indspist og afstanden til den bredere befolkning er blevet for stor.
Han har ret i at afstand fra centralmagt til opland har store konsekvenser.
Men det er han jo ikke ene om at mene. Det har faktisk været emnet for denne udgivelse fra starten af.