Vinderne skriver historien, siger man. Men historiker Jon A. P. Gissel giver i en tankevækkende bog en sjælden indsigt i "tabernes" argumenter. Det handler om den kamp, konservative ledte mod en række nye strømninger, der i det sene 1800-tals Danmark blev båret frem af Georg Brandes.
De interessante ved Konservatisme og Kulturkamp er, at de argumenter, som de konservative fremførte, og som citeres fyldigt i bogen, faktisk var gode. Meget bedre end den karikatur eftertiden har tegnet af de "reaktionæres" holdninger. Brandes og hans tilhængere sejrede altså ikke udelukkende ved argumentets styrke, men måske snarere ved en mere hensynsløs kampagne i datidens medier - dengang hed det aviser og tidsskrifter.
Dette mønster er dog næppe enestående for den epoke. Det er på mange måder sværere at forsvare det eksisterende end at anråbe et mere abstrakt fremtidsprojekt - et utopia - som overlegent. Hvor de konservative måtte mane til forsigtig besindelse, kunne radikalismen love guld og grønne skove. Samtidig red radikalismen på en europæiske bølge, som var svær at dæmme op imod.
Konservatisme og Kulturkamp er delt op i to. Den første (og største og mest interessante) handler om selve datidens kulturkamp og dens hovedaktører - og det medielandskab den udspillede sig i. Det er interessant med et tilbageblik på den periode, hvor der tilsyneladende var en åndsrigdom i den trykte presse, som vi slet ikke kan modsvare i dag.
De konservative underkendte ikke fuldstændigt de nye strømninger, men søgte at gå i rette med de mest overdrevne aspekter. For eksempel var en stor del af de nye strømninger båret af et rasende had til Kristendom. Ikke blot til kirken. Men til det kulturelle fundament for hovedparten af det europæiske kulturliv. Det religiøse syn på livet måtte vige for et “videnskabeligt”. Men samtidigt afvises den praktiske viden, der ligger i traditionen, som jo sammenfatter mange generationers erfaringer i et praktisk regelsæt - og derved lignede den ægte videnskab mere end den man søgte at sætte i stedet.
Brandes og hans tilhængere mente, man kunne og burde gøre op med alt eksisterende og skabe noget bedre ex nihili. Dette eksperiment er for så vidt stadigt fortløbende. Eksempelvis har familien hidtil modsat sig den opløsning, mange radikalister og marxister fra den tid forestillede sig. Og i hvert fald er det nu klart, at familie og bredere kulturfællesskaber har overordentlig stor betydning for individets muligheder for at klare sig i livet. På den måde fik datidens konservative ret, selvom de tabte slaget.
Det ungdommelige overmod sejrede på åndslivets kampplads i slutningen af 1800-tallet, men traditionernes betydning og individets stilling i forhold til den omgivende kultur er stadig uafklarede størrelser. På samme måde forholder det sig for bogens andet tema nemlig spørgsmålet om den frie vilje. Den frie vilje blev forsvaret af datidens konservative i mødet med en reduktionistisk determinisme. Indholdet af denne del af bogen vil overordnet være flere læsere bekendt på forhånd, men den er alligevel væsentlig som en påmindelse om, at dette spørgsmål længe har været under debat og argumenter, der i dag præsenteres som nye, ofte ikke er det.
Alt i alt er Konservatisme og Kulturkamp en velskrevet og interessant bog for alle, der interesserer sig for de eviggyldige spørgsmål om individ, tradition, religion, videnskab og ideernes historie. Og i særdeleshed for dem der interesserer sig for debatten mellem konservative og ideologer i dag og tidligere.