I dag skal vi højt op i luften og se det hele lidt på afstand.
Alt det med politik og samfund. Og udviklingen. Hvor bærer det hele hen?
Som redaktør på Folkets Avis anser jeg det som min opgave at forsøge at forstå vores tid og give et bud på hvad dens kendetegn betyder for borgerne i Danmark.
I forhold til den opgave vil jeg starte med at skrive mig selv ud af en ubrugelig skabelon som alt for mange andre opererer inden for.
Jeg køber ikke ideen om at tiden er kendetegnet ved en kamp mellem de gamle magthavere og en ny populisme.
Der er ikke som sådan nogen samlet reaktion på den utilfredshed der har bredt sig. Og heller ikke utilfredsheden i sig selv har en samlende karakter.
Vores tid kan kort sagt ikke beskrives eller forstås med de værktøjer som forne tiders politiske filosoffer har udstyret os med. For eksempel er en hegelsk dialektik ganske ubrugelig i dag.
For de to ting som kendetegner vores tid, har ikke i nyere tid været bare tilnærmelsesvist så udtalte som de er blevet i perioden fra 1968 og frem til i dag:
- Fragmentering
- Polarisering
Fragmentering henviser her til den udvikling hvor et fælles grundlag smuldrer og folk deler sig op i interessefælleskaber for derefter at finde ud af at det fællesskab alligevel ikke var så fælles og så deler de sig yderligere op.
Polarisering henviser til den udvikling hvor fragmenterne i det naive håb om at styrke fællesskabet internt i stigende grad isolerer sig fra andre fragmenter og definerer sig i modsætning til disse.
Fragmentering og polarisering sætter både præmisserne for politik og forstærkes af politik. Nylige eksempler er politikernes ønske om differentieret pensionsalder. Eller regeringens særlige hjælpe til elite-studerende.
Digitaliseringen har medført at denne proces i dag kan foregå langt hurtigere end det nogensinde før har været muligt.
Fællesskaber er ikke længere forbundet med det geografiske i samme grad som tidligere fordi digitaliseringen har gjort afstand til en mindre væsentlig parameter.
At folk i vesten så ovenikøbet får langt færre børn end tidligere har blot øget den mobilitet som udfordrer den lokale forankring. Det har udviklingen af effektiv massetransport naturligvis også.
At forestille sig at en reaktion eller populisme skulle kunne "løse" disse problemer er dybt naivt. Det svarer bogstaveligt talt til at tro på at man kan skrue tiden tilbage.
Det betyder dog ikke at "reaktionen" eller populismen ikke har noget at byde på.
Men sagen er den at de indsigter som kommer derfra skal nå midten og omfavne - ellers kommer de bare til at fragmentere og polarisere yderligere.
Endelig er det værd at huske på at ingen politisk eller folkelig bevægelse i nyere tid noget sted i Europa for alvor har løst det dybe demografiske problem med at moderne borgere ikke føder børn nok.
Det væsentligste højrefløjen (som også er fragmenteret) har bidraget med de seneste årtier er forståelsen af det nødvendige i at sætte en stopper for ukvalificeret tilvandring. Den indsigt kan ikke understreges nok - og den er så vigtig at den ikke gennem polarisering må blive reduceret til en marginaliseret del af det politiske landskab.
Men i bund og grund vil det tomrum, som europæerne selv efterlader, før eller siden blive erstattet af noget andet.
Den udvikling kan i sidste ende ikke afværges en nogen som helst form for politiske bevægelse.
Det er svært ikke at nå konklusionen om at Vesten har set sin storhed i denne ombæring. Men den teknologiske udvikling - som fragmenterer og polariserer - gør også at det er for tidligt at sætte det endelige punktum.
Ingen ved hvor det ender.