Rasmus Paludan er på rekordtid blevet danmarkskendt.
Hans mange happenings i ghettoer og boligkvarterer har givet ham en enorm medieeksponering.
Vi lever jo i en aktivist-tid og en tid præget af symbolik og identitetspolitik.
Dette har Rasmus Paludan forstået til fulde.
Han forstår det postmoderne univers af aktivisme, symbolik, memes, "leg" og mere eller mindre fre association som for ældre generationer er lukket land.
Han mestrer dette til fulde. Hvornår er nogen sidst kommet fra nul og niks i politik til hans position på så kort tid med så lille organisatorisk rygdækning?
Så kan man indvende at han jo har haft politiet i ryggen og medierne på sin side i den forstand at de er bidt på krogen og har fulgt hans optrin med ualmindelig stor interesse. Men det er jo netop hvad aktivisme handler om: Konflikt og omtale.
Nu tyder alt dog på at Rasmus Paludan skal ind på de bonede gulve og optræde sammen med de mere renskurede og etablerede politikere.
Det bliver spændende at se om Paludan også her får succes med den taktik som har virket ude på gader og stræder.
Eller måske skifter han taktik?
Hvem ved.
Måske er Paludans talent for politik lige så stort som hans talent for aktivisme. Måske ikke.
Paludan er trods alt djøfer som de andre.