Kun medlemmer

FOLKETS er en dansk medieplatform der huser udgivelser som avisen Folkets Avis, Magasinet Identitet, Rævekagen, Mediemøllen og mange, mange flere.

I modsætning til de etablerede medier modtager FOLKETS intet tilskud fra staten. Hvis platformen - og de medier som den huser! - skal overleve, så skal læserne betale.

Vi mangler

307

medlemmer mere,
så kører det rundt :)

Bliv medlem

Primære faneblade

Vildveje i velfærdsstaten

0

Lukket

Del indlæg

Debatbogen Vildveje i velfærdsstaten udgivet på Informations Forlag stiller skarpt på nogle af det moderne samfunds store problemer. Og den gør det godt.

Bogen er skrevet af Verner C. Petersen, der er docent, cand.scient. og dr. phil. Institut for Ledelse, Handelshøjskolen, Aarhus Universitet. Det er de mest fundamentale problemer, han bringer i fokus, og analyserne er i top.

Som formidling er bogen nærmest uovertruffen. Sproget fungerer godt, og komplicerede problemstillinger forklares gennem eksempler taget fra dagligdagen og den offentlige debat.

Bogen indeholder endda en original ide: Den moderne borger er splittet ud i flere forskellige roller, der ofte er i indbyrdes modstrid. I hvert fald er det første gang, jeg har set, den ide udviklet udførligt i en bog. Ideen er tidligere fremsat af Verner C. Petersen selv i artikelform i en inviteret berlingerartikel i 19971.

Bogen har undertitlen Fællesskab i opløsning, styringsillusioner, udveje, der henviser til en del af bogens strukturering.

Første kapitel handler om de rettigheder, politikerne - fra højre til venstre i salen - har travlt med at love borgerne. Petersen fører overbevisende argument for, at disse detailrettigheder splitter borgeren op i de nævnte roller. Samtidigt risikerer man meget nemt at borgeren mister både integritet og ansvar for eget liv.

Meget detaljerede rettigheder kan også nemt komme til at fungere som en undskyldning for ikke at interessere sig for mennesket, men i stedet hænge sig meget i tal og skemaer. Er disse formaliteter i orden, har borgeren altså ikke noget at klage over.

Det fører til en bureaukratisering af menneskelige relationer og et splittet menneske, hvor forskellige aspekter af livet er outsourcet til forskellige offentlige myndigheder.

Det nye for mig er her, at splittelsen sker inden i det enkelte individ også, for det er almindeligt accepteret, at der er en lang række problemer forbundet med positive rettigheder i det hele taget.

Positive rettigheder spiller nu engang individer og grupper ud mod hinanden i en slags alles kamp mod alle, hvor appellen så går til staten der bliver mål for folks klagen. Grupper og individer vil derfor i højere og højere grad bruge staten til at tage fra andre ved at sikre sig forskellige positive rettigheder i stedet for at bruge tiden på at skabe selv, som man vil under negative rettigheder.

Så positive rettigheder er en regression i forhold til negative rettigheder.

Den logiske konsekvens af Verner C. Petersens usædvanligt klare analyse, er helt at opgive positive rettigheder, da de skaber en usund kræver- og offermentalitet blandt borgere og yderligere underminerer den enkelte borgers integritet. Atomisering og konflikt er indbygget i ideen om positive rettigheder, der dybest set er en divide and rule strategi, der skal give staten mere magt og civilsamfundet mindre.

Verner C. Petersen går også i kødet på den narcissisme, der præger vores tid. Vor tids menneske har ikke meget andet i hovedet end selvrealisering og materielle goder. Han mener det er en konsekvens af en økonomisk reduktionisme, men grunden (eller afgrunden) er nu nok dybere end som så. Hedonisme følger logisk af materialisme. Tror man ikke på noget, kan man lige så godt bare gøre sig det så behageligt som muligt.

Uanset den ultimative årsag er symptomdiagnosen dog korrekt. Det er vitterligt undergravende for fællesskabet, når selv voksne mennesker aldrig rigtigt bliver voksne, og det er hvad narcissisme i virkeligheden er - en standset udvikling. Her er det igen værd at bemærke samspillet mellem individ og stat. Jo mere paternalistisk (det rette ord er efterhånden maternalistisk, men det findes ikke) staten bliver, jo mere holdes borgerne tilbage i deres personlige udvikling.

Verner C. Petersen kritiserer også en tendens, der er til, at man kun valorerer det, der kan måles og styres. Dermed taber man de overordende formål af syne i et ensidigt resultatrytteri. Det kalder han en naturvidenskabelig metode, men der er nu rettere tale om om ekstrem form for positivisme, som naturvidenskaben nok næppe vil kendes ved. En vigtig pointe i den forbindelse er det, forfatteren omtaler som tabet af den halve verden. Når vi kun forholder os til det der umiddelbart kan ekspliciteres, mister vi megen af den tavse viden, der ligger i vores natur, erfaring og sædvaner.

Bogen forholder sig kritisk til ideen om, at man kan planlægge og regulere sig frem til et velfungerende fællesskab. For et velfungerende fællesskab kræver ansvarsfulde borgere. Dem får man ikke ved at styre og regulere. Bogen fokuserer her meget på forholdet mellem staten og individet. Det forhold er også af central betydning. Men er ambitionen at finde et alternativ til statens centraliserede og tvunge orden, må blikket nødvendigvis rettes mod andre organer,der kan bidra til den spontane orden, som forfatteren er fortaler for.

Det, der mangler i bogen, er derfor en ide om, hvilken rolle civilsamfundet, religion og familien kan spiller i forhold til organisering af individer. Også fordi meget af den implicitte viden, Verner C. Petersen begræder tabet af, findes netop i civilsamfundets forskellige dele. Men det kan være han kommer tilbage til det i sin næste bog. Den vil jeg se frem til. Ellers kan man tage “Beyond rules in society and business” (Edward Elgar 2002 og 2003), der blev oversat til dansk af Børsens Forlag under titlen “Hinsides regler – selvorganisering og ledelse med ansvar ( 2004 og 2005),” hvor Verner Petersen diskuterer tyste værdier og tavs viden, og hvordan de dannes og transmitteres mere grundigt.

Bogen kritiserer fint den politiske mentalitet, der går ud på regulering og styring af andre menneskers liv.

Bogen indgår også i en lang historisk debat. På den ene side af debatten findes de, der mener, at vi mennesker besidder den mentale kapacitet til at udtænke og realisere det perfekte samfund, hvis bare vi investerer nok politisk magt i projektet. På den anden side står dem, der mener, at mennesket slet ikke evner en sådan udfordring over en eller få generationer, men at vi i bedste fald ad små skridt kan forbedre samfundet gradvist.

Den første gruppe, vi kan kalde dem positivister, elsker planlægning, styring, det skrevne ord. De har tiltro til det nye og den orden, der skabes ved magt og lovgivning. De er kosmopolitter. Deres mentalitet er bureaukratisk. Den anden gruppe, lad os kalde dem skeptikere, sætter deres lid til sædvaner og skikke. De har tiltro til den orden der findes i naturen og opstår, når folk overlades til sig selv. De har tiltro til det lokale og det historiske.

Den første gruppe, positivisterne, snakker meget om det enkelte menneske, men den positivitiske mentalitet er en politisk mentalitet, ikke en privat mentalitet. På trods af al snak, stoler positivisten dybest set ikke på mennesket. I stedet bliver en udførlig struktur skabt af udvalgte og særligt begavede, dem som skal beskytte det enkelte menneske mod sig selv.

Skeptikerne mener også at mennesket i sig selv har sine begrænsninger, men skeptikerne tager denne indsigt mere seriøst og mener ikke at magthavere eller bureaukrater selv kan undslippe begrænsningerne i den menneskelige natur. Skeptikere har en respekt for det værende, fordi det værende har bevist sit værd. For skeptikeren formilder kulturen et ellers mere mangelfuldt menneske. For positivisten er fortiden derimod ofte det, der forhindrer mennesket i at frigøres, men en frigørelse der sjovt nok altid tager sit udgangspunkt i positivistens ide om den gode verden.

Hvorom alt er, mener Verner C. Petersen at pendulet nu svinger for meget i retning af den regulerende, bureaukratiske mentalitet. I bogen giver han en række eksempler på, hvilke uheldige konsekvenser den positivistiske politiske filosofi, der dominerer vores samfund nu, har. Både for fællesskabet, for det enkelte menneske og for samfundets fremtid.


  1. (Petersen, V. C. (1997). "Samfund, Snoretræk, Snubletråd." Berlingske Tidende(lørdag d. 26. april 1997)) ↩︎

Seneste ændring: 
11/12/2019 - 15:36
Typer: 
Emner: 
Organisationer: 

Staten

FOLKETS

Del eller citer med linket her

MediaCreeper