To køn - tre sandheder

Primære faneblade

0

Bogen To køn - Tre sandheder har ti års jubilæum. Men den er stadig lige så relevant i dag som dengang. Måske mere. Vi har nemlig stadig en meget stor gruppe af indflydelsesrige mennesker, der gør folks liv surt ved at fastholde en løgn om at køn er en social konstruktion.

I To køn - Tre sandheder lægger Kåre Fog ud med at fortælle, hvordan det var umuligt at få et af de etablerede forlag til at udgive bogen. Det er interessant - men for mig at se ikke overraskende - for bogen bryder med den almindelige opfattelse - både af formidling, og af hvordan det går med forholdet mellem kønnene, og hvilke konsekvenser dette har for vores fremtid.

Ikke desto mindre står der mere af værdi i To køn - Tre sandheder, end der gør i ti bøger om køn trykt på universiteternes forlag - og det er ikke kun fordi To køn - Tre sandheder er en ordentlig moppedreng på over 500 sider.

Bogen har en lidt atypisk opbygning, hvor forfatterens mere personlige erfaringer og holdninger skilles ud i dertil indrettede kapitler, der er tydeligt markeret ved at være skrevet med en speciel skrifttype. Det er en befrielse for læseren, for "kønslitteraturgenren" er almindeligvis kendetegnet ved en sammenblanding af det personlige og det "videnskabelige", men normalt er dette forsøgt kamufleret ved sammenskrivning eller ved simpelthen at pynte de personlige og politiske indslag med videnskabelige fjer.

Udover disse "personlige" kapitler er der kapitler for den almindeligt accepterede samfundsmæssige opfattelse af, hvordan tingene forholder sig / bør forholde sig og endelig kapitler for det (natur)videnskabelige syn på sagerne - heraf de Tre sandheder i bogens titel. Bogen er altså pluralistisk, og de forskellige stemmer er tydeligt markeret, så man aldrig kommer i tvivl om, hvilken vinkel der anlægges i et givent kapitel.

Selv for dem, der har fulgt godt med, er der masser af nye informationer at hente i bogen, der på mange måder fungerer som et imponerende kompendium over mange, mange kilder, der belyser det behandlede spørgsmål på overbevisende vis. Kildernes baggrund er bred, og der er vægt både på nærmiljøets betydning for barnets tidlige udvikling, og for hvilken betydning dette kan have for det senere liv som voksen, ligesom hormoner også behandles grundigt - den almindelige kulturelle påvirkning og forsøg på ideologisk baseret social ingeniørkunst belyses ved Kibbutz -"eksperimenterne".

Forholdet mellem kønnene

Bogens centrale fortælling går på, at forholdet mellem de to køn i den vestlige verden er uklart og forvirret, og at dette har medført et voldsomt fald i fødselstal i Europa. Det sidste kan man ikke benægte, og det virker sandsynligt, at forfatteren har ret i, at forholdet mellem kønnene har en del at sige i den forbindelse.

Hele bogen er et langt argument, der skal gøre op med den dominerende opfattelse, at de eneste forskelle, der er mellem kønnene, er de kropslige og et opgør med den medfølgende ideologi om, at jo mere ens kønnene bliver, jo bedre bliver alting. Hermed går Fog i krig mod hele det etablerede system. På højeste plan hører vi ofte politikere snakke om, hvor vigtigt det er, at mænd og kvinder laver de samme ting og fordeler sig ens, og fagforeningerne kan stort set ikke skrive om andet i deres pamfletter - selvom vi har langt, langt mere presserende problemer.

Fogs pointe er nemlig også blandt andet, at de virkelig alvorlige problemer, vi har, forstærkes af den politiske ambition om ved vold og magt at køre kønnene ens, for kvinder vil ikke - generelt - have børn med feminiserede mænd ligesom mænds beskyttertrang ikke aktiveres af maskuline kvinder. Bogen behandler altså spørgsmålet om de faldende fødselstal og forsøger at give bud på, hvordan vi igen kan få gang i reproduktionen.

En del af det klid, der binder mænd og kvinder sammen går tabt, når de bliver ensgjorte. Feministerne har sat dagsordenen på kønsområdet de sidste 50 år og deres ideer er nu at genfinde i en ganske ureflekteret form på alle niveauer i samfundet og er særligt stærkt repræsenterede på de høje niveauer. At Fog har ret i dette kan enhver med øjne i hovedet konstatere ved selvsyn. I de sidste 50 år har man forsøgt at kastrere manden og gøre ham mere passiv og svag. Det er lykkedes. Fog kommer ikke så meget ind på, hvor magten, der før lå i familierne og hos manden, er flyttet hen. Det har jeg et bud på, men det må blive en anden gang.

Feminismen har med andre ord kuet manden, og hvilken kvinde gider føde en kuet mands børn?

Feminisme gør ved at lands demografi, hvad socialisme gør ved det økonomi. Socialisme skaber økonomisk fattigdom, feminisme demografisk fattigdom. På hver deres område suger de to ideologier vitaliteten ud af samfundet.

Patriarkatet

Det af feministerne så forhadte patriarkat - den samfundsopbygning der fik os fra jordhulerne til en månelanding - blev lige efter bemeldte månelanding omvæltet og i stedet for den traditionelle kernefamilie satte feministerne - ingenting! Kun tomme fraser og varm luft. De ser vi nu konsekvenserne af. "Patriarkatet" - som i øvrigt aldrig var så ensidigt som feministerne beskriver det - var langt fra perfekt, men det formåede at få arbejdet klaret. Både produktion og reproduktion.

De feministiske kønsløse utopi klarer ingen af delene.

Det var let for feministerne og andre progressive at forestille sig en fremtid baseret på selvudfoldelse, men det har vist sig umuligt for dem at realisere noget, der bare i det mindste gør, at der fødes børn nok til, at vi overhovedet har en fremtid at selvudfolde os i.

På trods af den katastrofale situation feminismen og hele den kulturradikale mentalitet har bragt os i, mener Fog ikke vi skal tilbage til "patriarkatet". Han mener ikke man kan eller bør gå tilbage i tiden.

Den onde spiral

Fog gør meget ud af at forklare sammenhængen mellem oplevelserne i barndommen og den voksnes evner til at skabe et fornuftigt og stabilt forhold til mennesker af det modsatte køn. Her viser det sig blandt andet, at piger der er vokset op uden far selv senere får svært ved at knytte sig stabilt til en mand - særligt hvis hendes mor omtaler mænd negativt.

Kernefamiliens sammenbrud, og de faderløse tilstande der følger, er altså selvforstærkende, og det kritiske spørgsmål bliver, om det overhovedet er muligt at bryde den onde cirkel feministerne satte i gang.

Den kritik moderen retter mod mænd og indrager sin datter i, finder man også på det samfundsmæssige plan, hvor politikere og meningsdannere angriber mænd på samme måde, som nogle kvinder konstant kritiserer mændene i deres liv. Det gør det svært for unge kvinder, der er vokset op inden for de sidste 30 år at have et positiv opfattelse af mænd, og gør det meget nemt og bekvemt at projicere alt negativt ind i mænd.

Mænd, på den anden sider, viger. I stedet for at sige fra, trækker de sig ind i selv sig selv eller reagerer ved usund og uægte hypermaskulinitet.

Fremtiden

Fog opfordrer os til som det mindste at anerkende kønsforskelle og ikke per automatik at anse disse for negative. Dermed må vi finde en balance mellem den nuværende tilstand og den, der eksisterede før "ungdomsoprøret".

Mænd skal være dominante (Fog gør meget ud af forskellen på at være dominant og være dominerende) - ellers gider kvinder ikke føde børn, siger Fog. Og alt tyder på han har ret.

Hvad Fog i mine øjne mangler i bogen er et bud på, hvordan dette er muligt, når staten i den grad har overtaget de dominante dele af mandens liv.

Fog mangler at svare på dette spørgsmål:

Hvorfor skulle kvinder indgå forpligtende partnerskab med mænd og føde børn, når de kan indgå uforpligtende partnerskab med staten og gøre karriere?

Havde Fog haft denne vinkel med - forståelsen for at samfund og stat ikke er det samme og forståelsen for civilsamfundet og det private som noget der står i opposition til den stadigt voksende stat - ville bogen have været komplet. Det er dog stadig i dag ti år efter udgivelsen den bedste bog om emnet, der er skrevet på dansk.

MediaCreeper