Nu er en amerikansk professor blevet idømt en form for disciplinær straf for at afsløre fup i videnskaben.
Der er ellers meget grund til at afsløre fup og nonsens inden for videnskaber som humaniora og samfundsvidenskab. Her har der bredt sig stadig mere "varm luft" og humbug.
Det tog for alvor fart i 1970´erne og 1980´erne i Frankrig, hvor venstreorienterede akademikere udviklede en filosofisk stil, der satte spørgsmålstegn ved alle sandheder.
Denne stil har flere betegnelser – den mest mundrette betegnelse er postmodernisme.
Krigen mod sandhed
Postmodernister hævder at der ikke findes objektive sandheder, for alt hvad vi ved er resultatet af sociale påvirkninger fra andre. Der findes ingen viden som er indhentet uafhængigt af hvad andre vil have os til at mene.
Alt er socialt konstrueret – f.eks. er påstanden om at der forskel på mænd og kvinder, en social konstruktion.
Desværre har postmodernister haft stort held med at udbrede den påstand, at der findes ingen objektive sandheder – og dermed underminerer de selve basis for at vi har videnskaben, som jo er en søgen efter sandhed.
Postmodernister retfærdiggør, at man af ideologiske grunde kan have sine egne sandheder – dvs. de baner vejen for falsk propaganda.
De fransk inspirerede postmodernister elsker at formulere sig på en måde som ser dybsindig ud, men som reelt er uforståelig og faktisk er nonsens. De elsker også at indflette en masse fine ord, som kan dupere læseren. Mange akademikere lader sig faktisk dupere, og der udvikles studier og lærestole i noget, som reelt er nonsens.
Mere klartseende personer forarges over dette, og ønsker at få en kritik igennem.
Men det har vist sig umuligt.
Sokal-affæren
For at afsløre at der er tale om udbredt humbug og varm luft, skrev en fysikprofessor, Alan Sokal, i 1996 en artikel som var bevidst fup og nonsens, for at se om han kunne få den antaget.
Det kunne han; den blev optaget og trykt i tidsskriftet "Social text", hvorved Sokal påviste at man i de sociale videnskaber har mulighed for at få optaget noget der er rent vrøvl, hvis bare man anvender de rigtige "buzz-words". Dvs. de sociale videnskaber, som de kommer til udtryk i "Social text", fortjener ikke at blive kaldt videnskab.
Det kaldes Sokal-affæren, og den er ganske berømt. Men den har ikke ført til nogen selvransagelse inden for de sociale videnskaber.
De bliver ved med at lave lige så meget nonsens som før, åbenbart helt uanfægtet af at være blevet afsløret.
Et af de forskningsfelter, som har det mest betændte forhold til objektiv sandhed, er kønsstudier. Rigtig meget af, hvad der forskes i inden for kønsstudier, har en gevaldig ideologisk slagside og tjener mest til at fremhæve forskerne selv som gode og politisk korrekte mennesker, der frit kan rakke ned på alle der mener noget andet end dem selv.
De konklusioner, de når frem til, er ubrugelige for personer med andre ideologiske holdninger. Det var derfor oplagt at forsøge at lave en ”Sokal-affære” inden for dette felt.
Det skete i foråret 2017, da to forfattere, under falsk navn, fik optaget artiklen "The conceptual penis as a social construct" i det "videnskabelige" tidsskrift "Cogent social sciences".
Men at denne artikel blev accepteret og trykt viser ikke så meget, da det er et tidsskrift der trykker artikler mod betaling. De kan have været så sultne efter at tjene penge, at de så stort på artiklens kvalitet.
Hvis man virkelig skulle bevise, at kønsstudier og lignende fag accepterer artikler som er rent humbug, så skulle man indsende fup-artikler til de mest anerkendte tidsskrifter på feltet, tidsskrifter som ikke tager betaling og som har førende forskere på feltet til at godkende manuskripterne.
Forskere afslører fup
For godt et år siden satte en gruppe på tre mennesker sig så sammen og planlagde denne ultimative test af om svindel-artikler kan antages af de mest ansete tidsskrifter.
Det var James A. Lindsay, som har matematisk-fysisk baggrund, Peter Boghossian, som er professor i filosofi ved Portland State University, og Helen Pluckrose, redaktør af internet-tidsskriftet Areo Magazine.
De tre lavede i alt tyve manuskripter, som de under falsk navn sendte til en række af de mest anerkendte tidsskrifter inden for kønsforskning, identitetsstudier med mere.
Resultatet blev at ud af de 20 artikler er 6 afvist, mens 4 er trykt og 3 andre er accepteret endeligt. Syv artikler kom under nærmere revision og ville sandsynligvis eller muligvis kunne publiceres.
"Desværre" skete der det, at en af deres fup-artikler - om voldtægtskultur blandt hunde tilføjet en anbefaling af at mænd opdrages lige som man opdrager hunde - vakte stor opsigt.
Denne fup-artikel vakte nogle journalisters interesse, og da disse journalister ville tale med forfatterne, måtte de afsløre deres sande identitet. Derved blev forsøget afbrudt i utide.
Men det lykkedes altså at få i hvert fald 7 fup-artikler accepteret til publikation. Dette er nærmest Sokal-affæren i anden potens!
En af de accepterede artikler var oven i købet en kopi af en artikel i Hitlers "Mein Kampf", hvor nogle ord var byttet ud sådan at den handlede om feministers modstand mod mandschauvinister, i stedet for tyskeres modstand imod jøder.
På denne måde beviste Lindsay, Boghossian og Pluckrose, at man med god grund kan påstå, at meget af det der forskes i og publiceres inden for kønsstudier, identitetspolitik og lignende er værdiløst.
Nonsens og humbug
Hvis nogen skriver nonsens og humbug, kan det anerkendes af fagfæller – bare man sørger for at være politisk korrekt, krydrer det med tilstrækkelig mange af de rigtige plusord, og sørger for at rakke ned på de sædvanlige hadeobjekter, så som hvide heteroseksuelle mænd.
Det stemmer fint med hvad jeg har skrevet om i bogen ”Humaniora- videnskab eller varm luft”, hvor jeg redegør for, at meget af det der bedrives inden for humaniora, ikke er videnskab, men varm luft.
Akademikere i hobetal får statspenge for at producere politisk korrekt varm luft og klappe hinanden på skulderen.
Hvordan reagerer akademikerne så, når nogen peger på dem og siger, at Kejseren ikke har noget på? I bedste fald ignorerer de det. Min bog om humaniora bliver f.eks. konsekvent ignoreret – man sørger for at dens indhold aldrig bliver diskuteret, sådan at den varme luft aldrig bliver et emne.
Men over for forfatterne af artikler om voldtægtskultur blandt hunde og om Hitlers Mein Kampf oversat til feministisk kampskrift, har man været mere hård.
Den eneste af de tre forfattere, som var universitetsansat og kunne risikere sin stilling, er blevet anklaget og dømt for uetisk adfærd. Universitetet finder, at han har forbrudt sig mod hensynet til menneskers rettigheder og beskyttelse.
Han skal derfor gennemgå et obligatorisk kursus i etisk korrekt adfærd.
Det nægter han, og derfor erklærer universitetet at han har forbud mod at drive forskning som angår mennesker.
Sådan reagerer den akademiske verden.
Der er ansat tusinder og atter tusinder af personer, hvis aktivitet består i at producere akademisk varm luft som ikke holder for en kritisk analyse.
Hvis nogen laver en aktion der demonstrerer, at den akademiske verden accepterer ren fup og svindel, hvis bare det er politisk korrekt - så ignorerer universiteterne det. De ændrer ikke praksis, og udøver ikke selvcensur.
I stedet anklager og dømmer de de personer, der påviser at store del af de humanistiske og samfundsvidenskabelige studie-områder er gennemsyret og varm luft og nonsens.