I Danmark har vi et medielandskab præget af Danmarks Radio som den absolutte mastodont og en to-tre store "private" mediehuse som supplement.
Og her fokuserer jeg på dagblade, almindelige nyheder og public service. Ikke specialmedier eller glittermagasiner eller forlag.
Når jeg skriver 'private' i citationstegn hænger det sammen med at disse mediehuse hvert år modtager hundredevis af millioner i direkte mediestøtte fra staten.
For slet ikke at tale om de mange millarder som DR kan kradse ind under licenslovgivningen som forpligter danskerne til at betale hvad end de bruger DR eller ej.
Når der postes så mange skattekroner i mediemaskinen, så skulle man vel forvente at den var præget af stor kreativitet. Og at den dækkede et bredt spektrum af journalistiske vinkler.
Det gør den desværre ikke.
Hovedparten af journalister er venstreorienterede. Kun en lille andel stemmer for eksempel på partier i blå blok.
Men mere end noget andet bakker mediemaskinen ukritisk op om selve velfærdsstaten.
Den velfærdsstat som sikrer at i forvejen vellønnede journalister og redaktører lige får en ekstra stor bonus gennem mediestøtten.
Medierne har altså en kæmpe blind vinkel i forhold til at udvikle kritiske journalistik der hvor en sådan rent faktisk ville batte noget.
Nemlig i forhold til at se fundamentalt på vores samfundsindretning og holde den op mod udviklingen i resten af verden.
Og lave det journalistiske fodarbejde der skal ting for at afdække skyggesiderne ved den samfundsmodel som mange i mediemaskinen simpelthen tager for givet og anser for hævet over enhver kritik.
Det er naivt at tro at en mediestøtte reelt øger mangfoldigheden og pluralismen i mediebilledet. Tværtimod.
Jo mere mediestøtte, jo mere ens medier.
I hvert fald i forhold til fundamentalt fokus.