Moderne politik er tragikomisk.
Og velfærdsstaten er en besynderlig størrelse som i bund og grund tror den kan redde mennesker fra sig selv ved at justere på folks økonomiske forudsætninger.
Det er et system hvor den store stat tager med den ene hånd og giver med den anden.
Nu er den nye S-regering for eksempel i gang med hæve de sociale ydelser så folk uden arbejde får flere penge mellem hænderne.
Og straks efter så begynder man arbejdet på en højere afgift på cigaretter. Pengene som er givet ud, de skal jo ind igen.
Det er naturligvis ikke kun penge, velfærdsstaten berøver folk. Det er også ansvaret for eget liv som langsomt bliver flyttet fra den enkelte over i det offentlige regi.
Og dermed går også friheden fløjten.
Jo flere penge staten deler ud, jo flere kontrolinstanser oprettes for at holde øje med om det hele nu også går ordentligt til efter bogen.
Især rød blok lider af den vildfarelse at man hjælper folk ved at overtage ansvaret fra dem.
Alle kan blive enige om at livet ikke altid er let. Det er ikke altid retfærdigt. Nogle er født med en guldske i munden. Andre ikke.
Men denne sandhed gør ikke ideen om massiv omfordeling god. Man risikerer nemlig at skabe endnu flere "svage", end der ellers ville have været.
Egentligt burde politikerne overveje om den sædvanlige vej med nye ydelser og nye afgifter egentligt leder frem til et bedre samfund.
Eller måske var det på tide at tænke nyt.
Men det er nok for meget at kræve.