De fleste er nu klar over at ytringsfriheden på Facebook er indskrænket.
På det seneste endda i en grad som må betegnes absurd: Mange har oplevet at alene det at skrive navnet Tommy Robinson i en statusopdatering har resulteret i censur.
Men hvad er baggrunden for denne udvikling?
Facebook har aldrig været et censurfrit debatforum. I hvert fald ikke al den tid Facebook har været en verdensomspændende succeshistorie.
Der findes enkelte censurfrie eller næsten censurfrie forums på nettet, men de er ikke populære.
De fleste mennesker bryder sig nok ikke rigtigt om resultatet af den komplette mangel på censur.
Jo, i teorien bakker mange op om absolut ytringsfrihed - men de steder hvor en sådan rent faktisk hersker, der opstår et debat-miljø som åbenbart ikke har den store tiltrækningseffekt på ret mange mennesker når det kommer til stykket.
Men censuren er ikke kun på Facebook fordi Facebook har ønsket det eller af hensyn til brugernes komfort.
For der er en lang, lang tradition for at forskellige nationer har lagt konkret pres på Facebook for at censurere.
I den forbindelse har forskellige lande passet deres egne sikkerhedsinteresser på bekostning af global ytringsfrihed på Facebook.
Et eksempel er Israel som har oplyst at Facebook har efterkommet 95 procent at landets henvendelser om censurering af indhold på platformen.
Hvis Facebook pure nægter at efterkomme alle sådanne krav fra forskellige lande, så kan disse lande reagere ved simpelthen at lukke for adgangen til Facebook på nationalt niveau. Også det er sket – for nogle landes vedkommende endda permanent.
Den helt frie debat på Facebook er ganske enkelt ikke i en række landes nationale sikkerhedsinteresse.
Men presset på Facebook for at censurere blev i foråret 2019 meget bredere og mere velorganiseret - nu var det ikke kun enkelte lande som kom med konkrete forespørgsler om censur. Og det er der nogle helt konkrete årsager til.
Den 15. marts livestreamede en terrorist til Facebook via et kamera monteret på sin hjelm fra sin massakre på en moske i New Zealand.
Angrebet slog 51 mennesker ihjel og sårede 49.
Ud over livestreamen, som blev delt eller gen-uploadet mere end 1,5 millioner gange alene på Facebook, så delte attentat-manden også sit manifest via sociale medier. Det nåede enormt mange mennesker at læse i.
Massakren på moskeen i Christchurch, New Zealand indvarslede en helt ny måde at bruge de sociale medier på i enormt omfang til at sprede terror-propaganda. Sådan blev det tolket af magthaverne. Og de frygtede at denne tendens kunne sprede sig.
Facebook var længe om at få stoppet spredningen af videoen og hele forløbet ledte til massiv kritik af Facebook i en grad så flere store virksomheder fravalgte Facebook som marketings-platform med øjeblikkelig virkning. To eksempler er bankerne ANZ og ASB.
Men det var kun starten.
For terrorangrebet blev i medierne forbundet med såkaldt hvid nationalisme i bredere forstand. Facebook begyndte at censurere indhold som blev opfattet som "hvidt nationalistisk".
Det var en væsentlig stramning i forhold til før terror-angrebet hvor Facebook "kun" havde censureret indhold som decideret gik på den hvide races påståede overlegenhed og ret til overherredømme.
Det var de umiddelbare reaktioner fra Facebook. Men der skulle komme mere til.
For allerede i april, kun en måned efter terror-angrebet, lancerede Storbritannien - som af historiske årsager har en meget tæt relation til New Zealand - det hidtil mest vidtgående forslag om regulering af de sociale medier i verden. Det såkaldte "Online Harms White Paper".
Men det var ikke det eneste, der skete i april, for i midten af april blev en række højre-orienterede grupperinger og enkelt-individer fra netop Storbritannien permanent udelukket fra Facebook, som er relativt hurtigt til at reagere på pres fra større nationer.
Men mindst lige så interessant som selve udelukkelsen af disse aktører, var det faktum at Facebook også bandlyste opbakning eller hyldest til disse udelukkede aktører fra platformen.
Man måtte altså ikke omtale de bandlyste positivt. Og her finder vi nok starten på det fænomen at alene benævnelsen af et navn kan føre til censur af opslag på Facebook.
I maj måned fulgte så en bredere bandlysning, også af nogle individer som mere eller mindre i forvejen var udelukket fra platformen.
Det var en broget skare som blev forment adgang herunder blandt andre Alex Jones, Louis Farrakhan, Milo Yiannopoulos, Paul Joseph Watson og Laura Loomer.
Reaktionen fra det kontinentale Europa på live streaming af massakren i New Zealand udeblev dog heller ikke.
For i Paris blev det såkaldte Christchurch Call indledt den 15. maj, præcist to måneder efter føromtalte massakre som et møde mellem en række statsoverhoveder og de sociale medie. Og det var da også netop massakren og de sociale mediers rolle deri som var udgangspunktet for mødet.
Mødet blev til på initiativ af Jacinda Ardern, premierminister i New Zealand. Og vært var Frankrigs præsident Macron.
På trods af at mange landes ledere var mødt op, så valgte Mark Zuckerberg at blive væk. Dette er påfaldende fordi han kort forinden havde været i netop Paris for at mødes direkte med Præsident Macron som også deltog i Christchurch Call.
I stedet sendte Facebook deres chef for "globale affærer" Nick Clegg, som i øvrigt er tidligere vicepremierminister i Storbritannien.
Af andre bemærkelsesværdige afbud kan nævnes at USA som nation ikke ville deltage direkte i mødet, men udtrykte opbakning til de overordnede mål og hensigtserklæringer som blev resultatet af mødet.
Og Christchurch Call har blandt andet til hensigt at styrke samarbejdet mellem staterne og store sociale medier som Facebook, og de store teknologi-virksomheder i det hele taget.
Siden mødet er antallet af deltagende stater vokset fra de oprindelige 17 plus EU-Kommissionen til nu 48. Store teknologi-virksomheder som Google, Microsoft, Amazon, Twitter og Facebook er også med på vognen.
Og foreløbigt har den tiltagende sammenblanding af stater og teknologivirksomheder ud over censur resulteret i en slags fusion af det statsprægede Christchurch Call og det to år gamle virksomhedsprægede Global Internet Forum to Counter Terrorism.
Facebooks egne "Fællesskabsregler" har haft svært ved at følge med begivenhederne i foråret og i juli kom så en masse ændringer, måske en slags efterslæb.
Facebook har også lavet ændringer som gør det sværere at live streame fra terror-handlinger og lignende.
Og Jacinda Ardern selv lægger ikke skjul på at projektet om stater og teknologi-virksomheders samarbejde er ambitiøst:
"Ultimativt ønsker vi at være i en position hvor vi på forhånd kan forhindre skade i at ske, for at sikre at liv ikke går tabt."
Det er et nobelt mål, men hvordan det skulle kunne lade sig gøre i praksis er et åbent spørgsmål.