Gå til hovedindhold

Eks-politiker opgiver job efter chikane fra venstrefløjen

Af Lennart
Det er en total mangel på civilitet vi her er vidner til

Den yderste venstrefløj gør livet surt for politiske modstandere - også uden for det politiske liv.

Således opgiver Anahita Malakians nu sit arbejde på spisestedet The Barn i København.

Men hvorfor sætter venstrefløjen efter en eks-politiker på hendes arbejdsplads som ikke har noget med hendes politik at gøre?

Desværre hænger det nok til dels sammen med at man på den yderste venstrefløj ikke anerkender skellet mellem politisk og privat. Således er en politisk fjende også privat en fjende. Og så retfærdiggør man de metoder som har været i anvendelse for at chikanere Anahita Malakians og hendes arbejdsplads.

Der er også et andet aspekt her:

Anahita Malakians er indvandrer. Men hun forsøger at forsørge sig selv. Det kan folk på højrefløjen godt lide. Men på venstrefløjen er der åbenbart i hvert fald nogle som aktivt søger at gøre det svært hvis ikke umuligt for hende at arbejde og drive forretning.

De fleste borgerlige mennesker ville da bare hilse det velkommen hvis en venstrefløjspolitiker meldte sig ud af politik og startede en forretning eller fik sig et almindeligt job.

Der er ikke meget samfundssind at spore på den yderste venstrefløj.

Er man ikke enige med dem politisk, så er man bare en fjende. Det politiske fylder for dem alt. Og selvom man "exit'er" politik, så er man stadig et mål for politisk chikane, åbenbart.

Det er en total mangel på civilitet vi her er vidner til.

Som hovedpersonen selv udtrykker det i et opslag på Facebook:

Jeg har næsten ikke ord for, hvor kujonagtigt og lavt det er at synke til dette niveau og ramme personer på deres levebrød i stedet for deres politiske holdninger. Jeg kan tåle al den kritik, det skal være på min person, men når folk bogstaveligt prøver at tage brødet ud af munden på mine tre børn, så falder kæden af.

Meget tyder på at sagen tog fart efter at mediet Konfront omtalte Anahita Malakians som højreekstremist og omtalte maden på spisestedet som "naziburger".

Artiklen i Konfront gav en ret udførlig beskrivelse af spisestedets geografiske placering:

Den har hun brugt på at åbne en burgerbar kaldet The Barn i Nordvest lige på grænsen til Nørrebro. Hun overtog for nylig lokalerne i den gamle Cafe AE i det grå S&E-hus på hjørnet af Nordre Fasanvej og Frederiksundsvej.

Men der var egentligt ikke megen anden information at hente i artiklen om kvaliteten af maden på stedet, om serveringen eller stemningen i lokalerne. Det handlede nærmest udelukkende om at beskrive Anahita Malakians tidligere politiske tilhørsforhold.

Og det politiske frem for det madmæssige synes også at være motivet for en række negative anmeldelser på The Barns facebook-side som fulgte efter artiklen.

I hvert fald blev spisestedet udsat for en masse dårlige anmeldelser som så blev mødt af positive anmeldelser. På den måde blev anmeldelser som skulle gå på spisestedets madkvalitet en politisk kampplads. Sådan fungerer aktivisme også.

I en opfølgende artikel undskylder Konfront for brugen af ordet Naziburger, men slutter alligevel af med disse ord:

Vi opfordrer dog stadig til, at man køber sine burgere et andet sted.

Opfordringer til boykot og negative politisk motiverede anmeldelser online er een ting. Det er en form for berufsverbot og slemt nok i sig selv.

Men da der så natten til lørdag i den forgange weekend blev udøvet hærværk mod spisestedet, får sagen definitivt en drejning over i det fuldstændigt uacceptable og forbryderiske.

Hvad er det man vil opnå ved at forhindre en tidligere politiker i at skabe sig en indtægt ved at levere en ydelse til folk som gerne vil have denne?

Det giver ikke meget mening hvad aktivister på yderste venstrefløj her har gang i.

Desværre ser det på et plan ud til at de uciviliserede "vandt" denne omgang.

For i går søndag meldte Anahita Malakians følgende ud på sin Facebook:

Af hensyn til ejerne og de der arbejder i The Barn, samt de der planlægger deres events på stedet, har jeg valgt at sige op fra dd. med øjeblikkelig virkning.