Gå til hovedindhold

Lesbiske marxister bag normkritik i danske børnehaver

Af Lennart
Marx og Engels ønskede at svække familien og ægteskabet. Og det er sådan set stadig den målsætning som hans ideologiske arvtagere følger gennem nye begreber som heteronormativitet, queerpædagogik og normkritik.

Et centralt element i den normkritik og queerpædagogik, som i disse år søges indført i danske dagtilbud for børn, er den såkaldte heteronormativitet.

Normkritikere hævder at heteronormativitet er noget som eksisterer i sociale sammenhænge og som skal problematiseres og gøres op med.

Men hvad ligger der i begrebet heteronormativitet, og hvor stammer det fra?

Den amerikanske queerteoretiker Michael Warner populariserede udtrykket i en artikel i tidsskriftet Social Text i 1991.

I øvrigt det samme tvivlsomme tidsskrift som fysikeren Alan Sokal få år efter beviste optog det rene nonsens gennem sin berømte Sokal-affære, hvor han indsendte en nonsens-artikel som blev optaget og udgivet i tidsskriftet uden større problemer.

Michael Warner byggede i sin popularisering af begrebet heteronormativitet videre på teorier om sammenhængen mellem biologisk og socialt køn skabt af den lesbiske marxist Gayle Rubin.

Hendes "sex/gender"-teori er en form for marxisme, men hvor man bytter klasse ud med socialt køn. Og den bygger dermed videre på et marxistisk fundament som den store filosof Karl Popper med rette omtalte som pseudovidenskab.

Ideen om heteronormativitet er også påvirket af den feministiske digter Adrienne Richs opfattelse af heteroseksualitet som noget påtvunget. Noget som samfundet kræver af kvinder.

Samlet kan man sige at forestillingen - bag kampen imod det mere eller mindre indbildte fænomen heteronormativitet - er at seksuel præference er en social konstruktion. Og at denne således ikke er hverken givet biologisk eller valgt af den enkelte person. Men derimod indprentet i og påtvunget den enkelte af det omgivende samfund gennem normer og opdragelse.

Videre mener man så at denne sociale konstruktion af seksualitet undertrykker ikke-heteroseksuelle. Fordi den ophøjer heteroseksualitet til noget mere værdifuldt end andre seksualiteter.

Men hvordan kan de ikke-heteroseksuelle være blevet ikke-heteroseksuelle hvis det omgivende samfund tvinger alle til at være heteroseksuelle?

Og hvis heteroseksuelle er blevet det ved påtvunget prægning, hvorfor skulle homoseksuelle så ikke også være blevet homoseksuelle ved påtvunget prægning?

Således er denne teori fyldt med selvmodsigelser.

Og det viser sig at den ikke er "frigørende", men ønsker at indsætte et bestemt afvigende ideal på bekostning af det mere normale og almindelige.

Det heteroseksuelle forhold giver nu engang udslag i afkom. Så det er svært at se kampen imod det som særligt positiv for samfundet. Det er en kamp som i bedste fald gavner en lille gruppe på kort sigt som måske ønsker sig flere potentielle partnere.

Udspringet for teorien er som nævnt Marx. Og lad os vende tilbage til ham afslutningsvist:

Marx og Engels ønskede at svække familien og ægteskabet. Og det er sådan set stadig den målsætning som hans ideologiske arvtagere følger gennem nye begreber som heteronormativitet, queerpædagogik og normkritik.

Det er igen ideologiske samfundsomstyrtere som har udset sig de yngste og mest værgesløse som lette ofre for indoktrinering. Ganske enkelt.

Lennart Kiil er stifter af FOLKETS og redaktør på Folkets Avis. Han mener godt man kan oplyse og underholde på samme tid.