En del politikere er blevet kritiseret i pressen for at lade deres selskaber tvangsopløse i stedet for selv at lukke dem ordentligt ned.
Og det er da egenligt også ret samvittighedsløst. For disse politikere har jo ressourcerne til at gøre det rigtigt.
Når de bare lader tingene flyde og deres selskaber tvangsopløse, så sender de i virkeligheden regningen for den oprydning, de selv burde stå for, videre til skatteyderne.
Nu står jeg selv og skal lukke et par selskaber. Og jeg ønsker ikke at sende regningen for lukningen videre til skatteborgerne.
Det er enormt besværligt at opløse et selskab på den rigtige måde
Samtidig har jeg ikke ressourcerne til at "udlicitere" opgaven til en revisor eller anden kyndig person på området.
Så jeg har besluttet mig for at gøre det selv. Også for at få en fornemmelse af hvor svært eller nemt det er.
Og lad mig bare afsløre med det samme at jeg begynder at forstå at så mange lader det flyde og afventer tvangsopløsningen selvom den koster kassen for samfundet.
For det er simpelthen vanvittigt besværligt at skulle lukke et selskab på den rigtigt måde.
Når man skal det, så skal man kæmpe med timelange telefon-køer, med døde links i en hjælpeløst ringe formuleret dokumentation på nettet.
Man skal kæmpe med komplicerede formularer. Med filformater som pludselig ikke accepteres når man efter instruktion indsender online, og så er alt den tid man har brugt på de mange felter spildt og man må starte forfra.
Ingen logik - ingen sammenhæng
Man skal også finde rundt i forskellige termer på tværs af forskellige styrelser, hvor samme tinge betegnes forskelligt alt efter hvem man taler med. Og så blandes analoge, halvdigitale og hel-digitale løsninger i en stor pærevælling.
Der er absolut ingen rød trød gennem processen.
Alt dette har jeg redegjort for tidligere.
I dag har jeg så fået noget andet at vide om et oplysningskema end jeg fik for et par måneder siden i forhold til om der skulle laves både for driftsvirksomhed og administrationsvirksomhed hver for sig.
Og i dag måtte jeg i det hele taget føje et nyt kapitel til den farce en simpel lukning af to selskaber har udviklet sig til.
Det lykkedes mig for en gangs skyld at komme igennem til SKAT relativt hurtigt (kun 14 minutter i telefon-kø).
Flinke folk i monstrets mave
Noget jeg tidligere simpelthen har måttet opgive efter at have ventet i røret meget, meget længe eller hvor jeg simpelthen er blevet smidt ud af køen af deres sytem efter at have ventet måske en halv time.
Nå, men manden hos SKAT i røret er faktisk rigtigt flink. Han virker også kompetent. Det virker som om han virkelig gerne vil hjælpe mig. Han giver mig et godt råd. Troede jeg. Det indbefatter så at jeg kontakter erhvervsstyrelsen.
Jeg ringer så til erhvervsstyrelsen hvor jeg får en kvinde i røret. Også hun virker flink og kompetent. Og ligesom manden hos SKAT oprigtigt interesseret i at hjælpe mig.
Men da jeg refererer det som manden i SKAT sagde i sin henvisning af mig til erhvervsstyrelsen, så svarer hun:
"Det kan han ikke tillade sig at sige".
Så var forvirringen total.
For den mulighed, jeg får præsenteret hos SKAT, den eksisterer åbenbart ifølge erhvervsstyrelsen slet ikke.
Efter en del telefon-kø og to samtaler er jeg således sendt tilbage til start. Endnu mere forvirret end inden jeg ringede til de to myndigheder.
Det her er på sin vis tragisk:
Der sidder mennesker i systemet som faktisk gerne vil hjælpe borgere og virksomheder. Men de kan ikke hjælpe fordi systemet er vokset dem over hovedet. De kan ikke overskue det.
Forvirringen er total
Og de giver modstridende råd. Ikke bare modstridende råd, men modstridende muligheder. Et sted siger man noget kan lade sig gøre. Et andet sted at det ikke kan.
Tilbage sidder samvittighedsfulde jeg så totalt forvirret.
Jeg vil så gerne gøre tingene rigtigt - og ikke bare tømme selskaberne og så lade dem flyde og sende regningen for oprydning videre til skatteborgerne.
Og lige så langsomt begynder jeg at forstå de politikere, hvor det har været fremme i pressen at de bare har gjort det - ladet selskaberne flyde og derefter tvangsopløse på skatteborgernes regning. Det begynder jeg at forstå.
Men jeg vil ikke. Jeg vil ikke ligge andre unødigt til last. Og jeg vil igennem den her proces på den moralsk forsvarlige måde.
Giv aldrig op
Og jeg vil se det monster af bureaukrati, som politikerne selv har skabt, lige i øjnene.
Jeg vil fortælle om det.
Måske en dag ser politikerne realiteterne i øjnene og fatter at de har skabt et system der undergraver samvittigheden her i landet. Et system som er blevet perverst i sin kompleksitet.
Jeg håber ikke det får bugt med min samvittighed.
Politikerne selv har jo for længst selv opgivet den.