Gå til hovedindhold

Mænd er så uduelige - og kvinder meget bedre

Siden 1970 har vi mænd skullet høre på den samme klagesang fra det moralsk overlegne køn.

Vi får igen og igen at vide hvor uduelige vi er. Og det virker næsten som om den tendens tager til i takt med at kvinder tager over i det offentlige rum.

Man skulle ellers tro at mænd fik fred når kvinder fik ret.

Men sådan fungerer det jo ikke altid.

Jeg elsker at man stadig må skrive så generaliserende negativt om mænd som man gør i den her nylige artikel på et danske finansmedie:

Mænd overvurderer sig selv i jobsøgningen. De er mest uærlige. Og så skriver de i øvrigt langt dårligere CV’er og ansøgninger end kvinderne.

  • Ja, mænd er selvovervurderende.

  • De er uærlige.

  • "Og så skriver de i øvrigt langt dårligere CV’er og ansøgninger end kvinderne."

Naturligvis. I modsætning til kvinder som jo faktisk bare er bedre på alle områder.

Og for nyligt talte Margrethe Vestager om "laget af inkompetente mænd". Som kvindekoter på en eller anden måde skulle "rydde op i".

Hun gav dog ingen forklaring på hvordan dette skulle ske.

Men forestillingen hersker blandt mange kvinder:

Mænd er faktisk ret uduelige og i virkeligheden er det kvinder som bør være ovenpå for de er dygtigst.

De fleste mænd er øjensynligt enige.

For de holder munden lukket og lægger velvilligt ryg til de mange verbale tæsk som de dagligt får i den offentlige debat.

Man kunne godt forestille sig at kvinder altid har hakket på mænd i det private. Og nu da de indtager og til dels overtager det politiske rum, så tager de den vane med sig over i dette domæne.

Det er naturligvis langt fra alle kvinder. Men hvor er opfattelsen af kvinder som de "egentligt bedste mennesker" dog udbredt mange steder.

Og ideen om de inkompetente mænd som alene opnår succes i kraft af de privilegier, feminister forestiller sig de får i dåbsgave, har vundet stor udbredelse.

At hakke på mænd som gruppe er blevet en nationalsport i alle vestlige lande - en sport som har været dyrket med stor iver siden 1970'erne.

Samtidig får vi konstant at vide at kvinder i virkeligheden er bedre til – alting :)

Undtagen alt det dårlige. Lige de ting må mænd gerne være "bedst" til. Denne måde at anskue verden på er jo enormt barnagtig.

Men nu kommer det:

Hvis mænd er så skide inkompentente, hvis kvinderne virkelig er så meget bedre:

Så bevis det dog for h......

Start nogle virksomheder og udkonkurrer de latterlige selvovervurderende og løgnagtige mænd.

Fordelen ved at starte jeres egne virksomheder er også at I helt slipper for de uduelige mænd i bestyrelserne. Så kan I ansatte alle de kvinder I vil.

Så må I jo virkelig – hvis altså jeres opfattelse af mænd som inkompetente og kvinder som langt dygtigere har hold i virkeligheden og ikke blot er sociale konstruktioner skabt af forskeraktivister på b-universiteter – kunne give mændenes virksomheder baghjul.

Gør det nu, skab virksomhederne - det ville jo faktisk vare til gavn for os alle frem for det evindelige klynk i medierne om hvor ondt erhvervslivet er mod kvinder.

Men måske vil I hellere overtage de virksomheder som de inkompetente mænd har bygget op, i stedet for at gøre det hårde arbejde med at skabe jeres egne?

Og for dem som ingen humor har, så er dette indlæg skrevet med et glimt i øjet.

Danmarks magasin om identitetspolitik – #idpol, men også om væren og eksistens, og essens og identitet.

Lennart Kiil er stifter af FOLKETS og redaktør på Folkets Avis. Han mener godt man kan oplyse og underholde på samme tid.