Nogen gange får man mindelser om Muhammed-krisen, når man ser nogle kvinders reaktioner på kønsrelaterede emner. Her tænker jeg senest på alt palaveret vedrørende en mandlig Politiken-anmelders beskrivelse af Lise Rønnes optræden i tv-programmet "helt lyrisk".
Ikke at de her kvinder er sammenlignelige med voldsparate og sensitive religiøse fanatikere, men de er alligevel ekstreme i deres krænkelsesiver, hvorfor mindelserne har en vis klangbund. Flere kvinder krævede på vegne af Lise Rønne både undskyldninger og fyring.
Lise Rønne har lov til at være fornærmet, ligesom at anmelderen har lov til at benytte sig af de af ham beskrivende ord om hvordan han opfatter og ser Lise Rønnes tilstedeværelse i programmet.
At Lise Rønne Bagger efterfølgende sætter egen fornærmethed ind i en større kvindelig fortælling, der desværre kammer helt over – det er helt efter bogen. Hun forsøger at ophøje egen navle og dertilhørende forfængelighed til at være et større samfundsanliggende.
Den pågældende anmelder på Politiken har i øvrigt brugt ordet "vimse" om mænd i andre anmeldelser, så Lisa Rønne har en dårlig sag - foruden at Politiken så også skylder Anders Agger en undskyldning.
Hvis man alligevel skal føje hende og gøre det til en mere overordnet fortælling omkring den "kønslige" tone i samfundet, så må man nødvendigvis klandre hende, at hun kun har blik for sig selv og eget køn.
Hun lyder som det sædvanlige ekkokammer af priviligerede kvinder, som har eget køn på hjernen.
Faktum er, at der i vort samfund er en ofte ubehagelig, fordomsfuld og fornedrende tone, OGSÅ i relation til mænd, en tone der kun er blevet værre siden #metoo.
Hun havde chancen for at sætte et eksempel og løfte debatten ud af den kønslige muddergrøft, hvor vi kunne have talt om tonen mellem mænd og kvinder generelt, og om den til tider negative og nedværdigende (kønslige) retorik begge køn udsættes for.
Mænds tone vedrørende kvinder er nemlig ofte afstedkommet af en lige så negativ tone kommende fra kvinders side rettet mod mænd. Tingene hænger sammen, omend kvinderne kun ser splinten i mænds øjne, ikke bjælken i eget.
Det rakte udsynet dog ikke til, hvilket desværre ikke overrasker. Man bliver sjældent overrasket i disse tider, når det går op for en hvor meget bestemte kvindelige segmenter har eget køn på hjernen.
Og at Politiken, et medie der om nogen står bag en skinger og ubehagelig tone i dens dækning af kønsdebatten, af alle medier lægger sig fladt ned og ærbødigst undskylder - det er nærmest komisk.
Det bliver rasende interessant om Politiken vil følge sin nye restriktive linje, også når det angår mænd, eller om der her er fortsat frit slag, både når det angår tonen, men også dens til tider skingre aktivistiske og forvrængede dækning af ligestillings- og kønsdebatten?
Politikens kulturredaktør undskylder nemlig og lover at man fremover vil være mere opmærksom på sproget i sine artikler.
Det betyder nok underforstået, at man vil rense sproget for "kulinariske" udtryk i relation til kvinder, herunder gøre dette stuerent, rigidt og føjeligt, så man ikke fornærmer "veninderne".