Gå til hovedindhold

Au pair: Direktørfeminisme trumfer søstersolidaritet

Året har været præget af direktørfeminisme. Dansk Industri meldte sågar ud at der manglede kvinder i rummet.

Men vi slutter åbenbart alligevel af i hjemmet.

Nu er der nemlig igen tale om au pairs.

Emnet vækker stærke følelser fordi det afslører feminismen som værende noget andet end den giver sig ud for at være. Men det vender vi tilbage til.

Fordi det viser sig at au pairs åbenbart er en nødvendighed for at danske kvinder kan realisere deres karriere-ambitioner.

Personligt kan jeg ikke se problemet i at have en au pair. Hvis forholdene er ordnede.

Mere generelt:

Hvis begge parter er tilfredse med aftalen og der ikke finder udnyttelse sted, så ser jeg ikke noget problem.

Jeg håber ikke der er statstilskud til den slags, direkte eller indirekte. Så skal det naturligvis afskaffes.

Au pair ordningen er underlig i at den krydser hen over to domæner eller sfærer som normalt er mere adskilte - nemlig det familiemæssige og det arbejdsmæssige.

Jeg gætter på at de fleste kan styre det trods denne atypiske sammenblanding uden at det ender i udnyttelse.

Men givetvis er der også en del eksempler hvor det ender i udnyttelse. Og her tror jeg bestemt ikke kun det er mænd, som kan være de slemme.

Jeg tror også der er nogle kvinder som simpelthen kører "deres" au pairs alt for hårdt. Der skal naturligvis sættes ind når der er nys om udnyttelse - uanset hvilken form.

Samtidig skal man huske på at vi ikke lever i en ideel verden, men i virkeligheden.

Lukker man au pair ordningen i Danmark vil mange af de her unge kvinder og i nogle tilfælde unge mænd ende andre steder i verden hvor der oftere og i sværere grad foregår udnyttelse.

Men der er også noget andet som er interessant:

For det er sådan at feminister altid har kritiseret "patriarkatet" for at være hierarkisk. I den forstand at nogen var "mere" end andre. Mændene satte kvinder til det kedelige husarbejde som var under lønarbejdet - ifølge feministerne.

I modsætning til denne opfattelse af mænd som hierarkiske undertrykkere, så forestillede feminister sig at kvinder var sådan nogle demokratiske, ligestillingsmindede rundkredshippier - med masser af søstersolidaritet.

Feminister har også gjort meget ud af at fortælle alverden om hvor forfærdeligt et sted hjemmet er for kvinder og hvor fornedrende huslige pligter er.

Men nu har vi de her fremadstormende karrierekvinder som ofte har benyttet sig af feministisk tankegods og slogans.

Nu er de ovenpå - vi kunne kalde dem direktørfeminister.

Og hvad sker der så?

Hjemmet og de huslige pligter udliciteres til andre kvinder. Som er længere nede i hierarkiet.

Så hov, der opstod hierarkiet igen. Blandt dem som opfatter sig som feminister og frigjorte kvinder. Blandt dem som prædiker ligestilling og emancipation.

Det feministiske samfund har længe bygget på systematisk udnyttelse af mænd som skattekvæg. Mænd arbejder gerne for den slags.

Men i hjemmet var det åbenbart sværere at få andre til at tage over. Det problem ser ud til at være løst nu med au pairs.

Eller 'løst' er måske så meget sagt.

I dag sætter ressourcestærke kvinder systematisk mindre ressourcestærke kvinder i den situation som de ressourcestærke kvinder selv siden 1970'erne har betegnet som undertrykkende.

Hjemmet er en "komfortabel koncentrationslejr" skrev den feministiske aktivist og forfatter Betty Friedan i 1963 i sit berømte hovedværk The Feminine Mystique.

Kort sagt: Den form for arbejde som karrierekvinder offentligt har ringeagtet og distanceret sig fra gennem årtier, præcist den form for arbejde sætter de nu andre kvinder til at udføre.

Hykleriet er enormt. Og derfor er følelserne så stærke omkring emnet.

Vi må håbe at feministerne kan finde en måde at give mændene skylden på som de plejer.

Danmarks magasin om identitetspolitik – #idpol, men også om væren og eksistens, og essens og identitet.

Lennart Kiil er stifter af FOLKETS og redaktør på Folkets Avis. Han mener godt man kan oplyse og underholde på samme tid.