Gå til hovedindhold

Kulmine billigt til salg

Af Oldfux

En canadisk kulmine, som for få år siden havde en værdi af over 5 milliarder danske kroner, er nu på vej til at blive solgt for 2 amerikanske dollars. Bemærk: Ikke 2 milliarder eller millioner, men 2 dollars lige ud, og så skal denne beskedne sum endda deles mellem to sælgere, skriver Wall Street Journal Asia.

Mineselskabet hedder Grand Cache Coal og har hjemsted i den canadiske provins Alberta. I 2012 blev det solgt til et partnerskab mellem et japansk handelshus og et Hong Kong-baseret kulfirma. Råstoffet i minen er metallurgisk kul, som bruges i stålproduktion, og kunderne er den kinesiske industri. Inden for det sidste års tid er prisen på denne type kul imidlertid faldet med 60 procent, og udvindingen er nu direkte tabsgivende. Australske miner har lavere omkostninger og tjener stadig penge.

Køberen, Up Energy, Hong Kong, vil holde minen kørende i håb om bedre priser i fremtiden. Lykkes det ikke, kan vi andre jo melde os som potentielle kulmagnater med 1 svedig dollar i hånden.