Gå til hovedindhold

Selvkritik: Man skal holde tungen lige i munden når man skriver om den nye coronavirus

Indsendt af Lennart
Ved alt der vedrører mørketal kan vi kun lave forsigtige vurderinger

Jeg har skrevet om den nye coronavirus siden slutningen af januar. Og jeg har skrevet meget.

Mange har fulgt med. Og mange har været glade for det arbejde jeg har gjort med at oplyse om coronavirus og gøre mig selv og andre klogere på denne usynlige fjende i blandt os.

Men så i går dummede jeg mig. Ikke meget. Ikke store fejl, men nok til at det irriterer mig. Nok til at det er værd at nævne og reflektere lidt over.

Jeg havde set i en rapport fra SSI.

Den pointe, jeg formidlede i min analyse af tallene i rapporten, var at jo flere og jo bredere man testede, jo lavere antal positive test-resultater kom man frem til.

Dette er fuldstændigt korrekt. Det er præcist det tallene viser og i øvrigt også det man ville forvente, når man går fra at teste folk man har mistanke om måske er ramt til at teste noget bredere ud i befolkningen som helhed.

So far so good.

Problemet opstår først da jeg vil bruge dette til at sige noget om mørketallet.

For ideelt set, så ved man da om de tests som er foretaget, om det er serologiske tests (tests for antistoffer) eller tests for tilstedeværelse af RNA fra virus (antigen-tests).

Og det havde jeg ærlig talt ikke undersøgt grundigt nok. Og det fremgår ikke med tydelighed af tallene i rapporten. Men så burde jeg have undersøgt det ved at rette henvendelse til SSI.

I det her konkrete tilfælde ændrer det ikke det helt store på konklusionerne i min analyse, da der få aktivt smittede og kun en lille andel af befolkningen med antistoffer.

Men ikke desto mindre er sondringen mellem de to typer af tests temmelig vigtig - for at sige det mildt - når man skal estimere mørketallet eller den samlede forekomst i befolkningen.

Dette tal vil naturligvis være et estimat uanset hvilken type tests man bruger, men jo længere vi kommer frem i forløbet, jo større afstand vil der være mellem de aktive tilfælde og de "overståede" tilfælde, og jo vigtigere vil sondringen mellem de to nævnte typer af tests være.

Det jeg har lært her, er at være ekstra opmærksom på typen af tests. Om der er blevet skiftet testtype undervejs, etc. Man kan ikke bare antage at den ene eller anden type er blevet brugt - det skal man undersøge, så man ved det. Og så skal man oplyse det í forbindelse med formidlingen.

Noteret!

Men selvom jeg ikke fik angivet typen af tests, så ramte jeg nok nogenlunde plet alligevel. Jeg vurderede forsigtigt til maks 2 procent forekomst.

Det passer meget fint med de 1,9 procent som Bloddonorerne kom ud med for mellem en uge og to uger siden - netop baseret på serologiske tests.

Reelt tror jeg dog tallet for hele befolkningen er lidt lavere. Men igen, som alt der vedrører mørketal, kan vi kun lave forsigtige vurderinger.