Mange griner af identitetspolitik fordi den er så patetisk og infantil.
Identitetspolitik handler om at give de andre skylden.
Men hvorfor er identitetspolitik så alligevel effektiv til igen og igen at sætte en dagsorden?
Jeg har beskæftiget mig med identitetspolitik i rundt regnet to årtier – og mit bud på, hvorfor identitetspolitik fylder så meget, kommer her.
Jeg mener ganske enkelt at der er mange som har en interesse i at identitetspolitik i dens mange varianter trives.
Politikerne
For det første er der jo politikerne.
Hvis en politiker kan bilde for eksempel kvinder ind at de bliver snydt i samfundet, og at mænd bliver favoriseret, så har denne politiker skabt sig en identitetspolitisk platform.
Politikeren vil kunne tage næste skridt og sige til kvinder at hvis de stemmer på på ham eller hende, så vil han eller hun sørge for at rette op på den uretfærdighed i samfundet som kvinder angiveligt lider under.
Dette samme mønster ses ikke bare med enkelte politikere, men med hele partier. Og det ses på tværs af det politiske spektrum, men er - efter hvad jeg har kunnet observere - mere udbredt på venstrefløjen.
Der er her hele partier som dyrker en forestilling om at samfundet er uretfærdigt indrettet set med kvinders øjne, og hvis disse partier da bare får lidt flere stemmer og dermed lidt mere magt, så skal de nok få ændret på den sag.
"Ligestilling er et område, der ikke løfter sig selv. Det kræver konstant politisk bevågenhed," sagde Franciska Rosenkilde, kulturborgmester i København for Alternativet, således til Politiken i forbindelse med en sag om vejnavne.
Pressen
Medier elsker konflikt. Og mest af alt konflikt mellem grupper.
Har du lagt mærke til hvor populær holdsport er?
Det er også en form for konflikt mellem grupper underlagt et regelsæt som gør at det ikke udvikler sig til rent kaos. Dette regelsæt er ved at smuldre for identitetspolitikkens vedkommende.
Og når de demokratiske regler sættes ud af spil, så bliver det hele blot endnu mere interessant for medierne. Når der er optøjer og måske endda optræk til revolution, så er der virkelig noget for medierne at skrive om.
Men også i den mere daglige og afdæmpede identitetspolitik er der mange kliks at hente. Historier om at den ene gruppe snydes af den anden eller af "samfundet", kan altid skabe den forargelse som er drivkraften bag meget trafik fra de sociale medier.
Projektmagerne
Projektmagerne, og her kunne man også medtage bureaukrater og embedsstanden, har en stor interesse i identitetspolitik fordi identitetspolitik er en garant for konstante krav om forandring.
Og forandring er fast arbejde til projekmagere og andet bureaukratisk personale.
For eksempel er der nu snak om at statuer af mænd skal rives ned og statuer af kvinder skal sættes op i deres sted.
Andre snakker om at der skal laves en mærkningsordning til statuer og andre symboler i det offentlige rum. En lille varedeklaration som oplyser om en given person eventuelt var involveret i slavehandel eller lignende.
Der er temmelig meget arbejde i sådan noget for hele det administrerende mellemlag, som i projektmagerne har sine påhittere, dem som kommer på nye ideer som skal implementeres. Så er der nogle andre DJØFere som kan følge op med regnearket og evalueringen.
Identitetspolitik sikrer en rigelig kilde af "problemer" som skal løses og projektmagerne står altid klar med "løsninger". Derfor er identitetspolitik et enormt gode for denne klasse af mennesker i det moderne samfund.
Det administrerende lag har også gavn af de fordelingskrav som ofte ligger i identitetspolitik, for hvem skal sikre at der nu er nok af det og det køn eller den og den farve?
Hvor markedet eller faglige vurderinger tidligere kunne afgøre sådanne spørgsmål uden indblanding kræves nu med identitetspolitik et helt mellemlag af projektmagere og administratorer som ad bureaukratisk og teknokratisk vej skal rette op på de påståede uretfærdigheder.
Enorme interesser
De interesserer jeg her har skitseret, er enorme i et samfund som det danske hvor den offentlige sektor er svært forvokset og pressen gennem massive subsidier er oppustet og har mere end rigeligt tid til at tage ikke-problemer eller småproblemer op og gøre dem til samfundsanliggender.
De mange partier og politikere har også altid travlt med at finde en offergruppe som de så kan hævde at kæmpe for.
Derfor er der ingen grund til at tro at identitetspolitik sådan lige forsvinder.