Ane Halsboe-Jørgensen har et problem.
Kvinder vælger ikke det spor, som Ane Halsboe-Jørgensen gerne vil have dem til. Som hun selv udtrykker det i en pressemeddelelse:
Vi har masser af kvindelige studerende og ph.d.er. Men vi er for dårlige til at få dem til at blive i forskersporet.
Hvem er dette ‘vi’?
Jo, det er jo magthaverne.
Altså politikerne og bureaukraterne.
De er ikke gode nok til at få kvinderne til at makke ret - i det her tilfælde “at blive i forskersporet”.
Sprog kan være ganske afslørende.
For er det egentligt ikke noget den enkelte kvinde må afgøre, hvilket spor hun vil være i?
Åbenbart ikke.
For hvis man overlader det valg til den enkelte person hvis liv valget omhandler, så opnår man jo ikke den “lige fordeling” som magthaverne ønsker.
I det her tilfælde er magthaveren Ane Halsboe-Jørgensen. Og hendes målsætning er klar hvad fordeling af kvinder og mænd som ansatte forskere angår:
Uddannelses- og forskningsministeren vil intensivere arbejdet for en mere ligelig fordeling.
Der efterlades heller ikke meget tvivl om metoderne.
Udviklingen går alt for langsomt. Derfor må vi også indse, at vi ikke bare kan læne os tilbage og vente på, at tiden klarer det af sig selv. Der er brug for at sætte mere turbo under udviklingen. Jeg har i mit første år som minister for området indledt en dialog med universiteterne om problemstillingen, og jeg vil også gerne drøfte den med forskningsråd- og fonde og andre relevante interessenter. Men jeg er meget bevidst om, at det ikke kan stå alene. Derfor skal vi også se på, om der er politiske redskaber, vi kan bringe i spil. Sidste år oprettede vi talentprogrammet Inge Lehmann med det formål at skabe en bedre balance mellem kønnene i forskningen. Søgningen mod programmet har vist, at der er brug for det, det må vi have fore øje, når vi forhandler næste års finanslov
Ministeren vil altså fastholde og udbygge programmer som diskriminerer mod mænd for at få flere kvinder frem i deres sted.
Men hov.
Der er en række danske love, og en række EU-love, som har til hensigt at sikre lige muligheder for kvinder og mænd.
Disse love skal blandt andet sikre at ingen bliver diskrimineret imod på grund af sit køn.
Men det er lige præcist hvad ministeren gør og vil. Programmer som favoriserer det ene køn og dermed forfordeler det andet, er i modstrid med gældende ligestillingslovgivning.
Så kommer spørgsmålet:
Må en minister bryde loven for at fremme en “lige fordeling” mellem kvinder og mænd som er ansatte som videnskabeligt personale på universiteterne?
Det korte svar må være, nej.
Principielt er politikere også underlagt disse love, ligesom alle andre er.
Bevares, det er politikerne som vedtager lovene og kan lave dem om, men så længe lovene er vedtaget og gældende, så gælder de altså også for politikerne.
Det er hele pointen med at have love. Ingen er hævet over lovene og hvis ikke de gjaldt politikerne, så ville politikerne jo reelt bare være diktatorer.
Hvis en minister efter forgodtbefindende kan bryde love, så kan alle andre også.
Enten er ingen hævet over lov eller også er alle. Det er grundprincippet i lovgivning at ingen er hævet over loven - ellers er det meningsløst at have lovgivning.
Reelt vil ministeren og andre magthavere måske alligevel kunne slippe afsted med at bryde loven hvis ingen anfægter deres magtfuldkommenhed.
Så lad mig være klar i mælet: En minister som ser stort på gældende lov er en diktator.
Det kan godt være at Ane Halsboe-Jørgensen ærgrer sig over at færre kvinder end mænd vælger “forskersporet” - men det giver hende ingenlunde ret til at tilsidesætte lovgivningen.
Denne tekst indgår i en særlig serie her på FOLKETS som hedder Ulovlig Ligestilling.
I denne serie undersøger jeg forholdet mellem lige muligheder og lige fordeling.
Loven sikrer nemlig lige muligheder, men politikerne ønsker ofte at opnå lige fordeling.
Og for at opnå lige fordeling, så må politikerne suspendere de lovfæstede principper om lige muligheder. Men er politikerne hævet over loven?