Hvor langt vil et enerådigt S gå for at få "fuldstændig kontrol" over samfundsudviklingen?
Tidligere gik partiet helt ind i folks kroppe. Få kapitlet om Socialdemokraternes fortid, som de helst vil have du glemmer alt om.
- Al magt til myndighederne
- Dybe rødder
- Total social kontrol
- Socialistisk racehygiejne
- “Undermålere” skulle udryddes
- Tvunget til sterilisation
- “Dårlige forældre”
- Ideen om total kontrol lever
- Mistillid til mennesket
- Mere læsning
Vind eller forsvind: Ellemann må formulere et troværdigt alternativ til Mettes totalstat — eller vige pladsen for en som kan
S gennemfører en komplet vision for Danmark - blå blok må komme med at bedre bud
Med Mette Frederiksen i spidsen som den ubetingede leder har Socialdemokratiet opnået en historisk stærk stilling i Danmark.
Og den stærke position er blevet udnyttet til det maksimale.
Hun har både direkte og mellem linjerne præsenteret en vision for Danmark.
En vision som i sin natur er altomfattende.
Mette Frederiksen har faktisk - delvist hjulpet på vej af corona-krisen - også formået at gennemføre meget af sit partis vision i praksis:
Stadig flere beføjelser til magthaverne og en indsnævring af borgernes eget råderum.
S har før haft store visioner.
Lad os starte med at se lidt nærmere på partiets historie og drage nogle paralleller til situationen i dag.
Så slutter vi af med Blå Bloks opgave efter corona.
Al magt til myndighederne
Socialdemokratiets politik handler i bund og grund om præcist det som ligger i navnet — Socialdemokratiet.
At lægge det sociale under “demokratisk” kontrol.
Det vil sige at flytte det sociale fra familien over under politikernes gebet.
For i et repræsentativt demokrati som vores, der er demokrati i virkeligheden desværre ikke lig med folkestyre — men derimod med politikervælde.
Politik og regulering rækker derfor i Socialdemokratiets dybeste ideologi langt ind i de områder som traditionelt bliver opfattet som private.
Alle livets aspekter kan således samles under statens og myndighedernes åsyn. Dét er hvad socialdemokrati betyder i praksis.
I perioder hvor Socialdemokratiet regerer enerådigt, rykkes Danmark altså i en retning hvor myndigheder og stat tager over — og hvor det private område koloniseres af bureaukrati.
Det er en form for totalitarisme som alt efter lederens temperament kan udfolde sig mere eller mindre hårdhændet.
Tidligere har det været mere hårdhændet. Som vi nu skal se.
For denne forskydning over mod det totalitære er ikke ny for Socialdemokratiet.
Under Socialdemokratisk ledelse er det ofte gået den vej op gennem historien.
Man har også tidligere anset borgeren for en som skulle frelses — ikke bare fra dårlige kår, men nærmest fra sig selv.
Socialdemokraterne vil så meget godt. Og vejen til det gode samfund er brolagt med total kontrol. Sådan var det også førhen.
Dybe rødder
Ideen om total “social kontrol” og ønsket om at “frelse” borgeren fra livets vilkår er historisk knyttet til Socialdemokratiet.
Ja, selvfølgelig går Socialdemokraternes ide om komplet og altomfattende styring af samfundet meget langt tilbage.
Et sådant ønske om at frelse gennem kontrol som vi i dag ser elementer af i den rene S-regering under Mette Frederiksens ledelse, opstår ikke ud af det blå.
Måske husker du socialdemokraternes delvise succes med at indføre “heldagsskolen” for vel snart et årti siden.
Fritid?
Det mente S var noget pjat. Når man har tid for sig selv, kan man jo få ideer. Og når børnene leger derhjemme har man ikke styr på dem.
Naturligvis skal børn mandsopdækkes fra morgen til aften af det sociale system i udvidet forstand.
Den der tanke med at det politiske skal omfatte det hele, den er ikke ny.
Den har skam meget dybe rødder i Socialdemokratiet. Men det har været meget værre.
Total social kontrol
Det man kan grave frem om Socialdemokratiets storhedstid i Danmark, er ikke altid behageligt at se i øjnene.
Den socialdemokratiske socialminister K.K. Steincke stod bag Socialreformen i 1933. Den vel nok største og en af de mest kendte socialreformer nogensinde i Danmarks historie.
Omsorgen skulle nu være altomfattende. Men hvordan kunne man sikre sig at borgernes egen vilje ikke forhindrede politikernes forkromede planer?
Kun ved meget voldsomme midler.
For når staten skal stå for det sociale, så bliver det meget nemt totalitært eller tenderende til det.
Myndighedernes kontrol med det sociale i samfundet har nemlig altid en skyggeside.
Steincke støttede eksempelvis den racehygiejniske idé. Og hans ideer i bredere forstand havde og har stadig stor indflydelse i partiet.
Også han ville frelse. Og selvom det var på en temmelig primitiv måde, så har hensigten næsten utvivlsomt i det mindste delvist være god.
Idealismen fejlede ikke noget, det var mere realismen som manglede.
Der var mange kollektivistiske strømninger som støttede op om racehygieejnen på det tidspunkt, men ikke desto mindre er det værd at have for øje at netop Socialdemokratiet i en dansk sammenhæng her spillede en overordentlig stor rolle.
Socialisitsk racehygiejne
Racehygiejnen — som bredere kan betegnes eugenik — blev i Socialdemokratiet koblet sammen med socialpolitik og kontrol.
Man ønskede at frelse “undermålerne” fra deres egen genetiske “skæbne”. Ganske enkelt ved at fjerne enhver mulighed for at de kunne sætte en ny generation i verden.
Her var nationalsocialisterne mere fokuserede på at udrydde andre “racer”. De forstod ved racehygiejne noget lidt andet end socialdemokraterne, men bestemt ikke mindre problematisk.
For socialdemokraterne handlede det om at styre samfundsudviklingen. At bringe tingene på rette bane.
Samfundsidviklingen skulle styres gennem kontrol med borgernes forplantning. Det lyder uhyggeligt, men det var helt åbenlyst tanken.
Man kunne ikke lade den enkeltes rettigheder eller kropslige autonomi stå i vejen for realiseringen af den sociale utopi.
Man kunne ikke overlade forplantning til borgerne selv. Nok så meget en privatsag, så skulle dette essentielle aspekt af livet under myndighedernes kontrol.
Det handlede kort sag om at indlemme det private og intime under den politiske sfæres kontrol. En form for totalitarisme.
Det organiske liv skulle under bureaukratisk kontrol.
Men det blev naturligvis alt sammen gjort i en god sags tjeneste - og på nænsom vis!
“Undermålere” skulle udryddes
Steincke skrev i sin afhandling fra 1920 om “fremtidens forsørgelseslovgivning”:
ethvert menneskeligt væsen skal have ret til den lykkeligst mulige tilværelse og skal, om fornødent, beskyttes og plejes. Kun i en henseende må samfundet være på sin post: Med hensyn til forplantningen
og
Vi behandler undermåleren med al omsigt og kærlighed, men forbyder ham blot til gengæld at formere sig
Så bliver formynderiet vist ikke meget tydeligere.
Disse ideer blev formuleret af Steincke 10 år før sterilisationsloven fra 1929. Det var også først i slutningen af 1920’erne at Steincke blev Socialminister under Thorvald Stauning.
Men det sluttede ikke med sterilisationsloven fra 1929. For de beføjelser den gav myndighederne, var slet ikke vidtrækkende nok mente Socialdemokraterne.
Der manglede ligesom muligheden for — tvang.
Allerede fem år efter strammede Steincke den gevaldigt med en ny lov som tillod tvangssterilisation af undermålere og åndssvage.
Helt uden at dette uigenkaldelige indgreb skulle prøves for en domstol eller på anden vis overvejes af en uafhængig instans.
Den nye strammede lovgivning var en fuldmagt til myndighederne over borgernes liv — og næste generation.
Eksemplet illustrerer hvor galt det kan gå når Socialdemokratiet får lov at køre solo og ikke mødes med tilstrækkelig modstand fra andre partier i Folketinget.
Tvunget til sterilisation
Socialdemokratiet havde nu sikret at myndighedernes kontrol bogstaveligt talt rakte helt ud i borgernes soveværelser.
Hvilke mennesker skulle “videreføres” - og hvilke skulle “afsluttes”. Det var nu et offentligt anliggende.
Men hvem var de “undermålere” som blev steriliseret — og hvorfor?
En “undermåler” var ganske enkelt et menneske som ikke levede op til visse socialdemokratiske standarder for kropslig størrelse eller, oftere, mental kapacitet og sociale færdigheder.
Så racehygiejne handlede ikke kun om andre racer end ens egen.
Der var nazisternes meget fokuserede på at projicere alt dårligt ud.
I Danmark handlede det under Socialdemokratiets store magt i mellemkrigstiden mere om at “forædle” egne aner ved at udrense alle de “undermålere” som man mente måtte besudlede dem.
Derfor blev der også anvendt termer som racepleje og raceforbedring.
Selvom det teoretiske grundlag her var en tanke om biologisk arvelighed og genetik, så var den praktiske udredning af problemer — som man forbandt hermed — dog sjældent, hvis nogensinde, bygget på nogen egentlig undersøgelse af folks arvemasse.
De “standarder” som undermålerne ikke opfyldte var derfor ikke defineret præcist. Det gav et enormt råderum for myndighederne at boltre sig inden for.
Myndighederne kunne mere eller mindre vilkårligt sortere i mennesker som var værdige til at få børn og dem som ikke var.
“Dårlige forældre”
Sorteringen af mennesker foregik altså ikke ud fra fastlagte eller “videnskabelige” standarder for genetik eller arvemasse.
Det var nemlig længe inden man havde teknologien til den slags undersøgelser på gen-niveau. Det var alt sammen meget teoretisk dengang.
Man overvurderede sin viden i svær grad og misforstod totalt biologien.
Derfor blev de uværdige reelt udvalgt eller bortsorteret ud fra politiske overvejelser om deres sociale placering og forhold.
Og nogle gange helt lemfældigt - hvor nogen bare havde været det forkerte sted på det forkerte tidspunkt eller på anden tilfældig vis pådraget sig myndighedernes misbilligelse.
Således blev tvangssterilisation udført på eksempelvis forældre man ikke mente magtede at opdrage deres børn ordentligt.
Eller alkoholikere.
Eller prostituerede.
Foragten for de prostituerede er i øvrigt stadig relativ tydelig i Socialdemokratiet. Som jeg tidligere har været inde på nogle gange.
Begrundelsen for sterilisation var ofte at nogle mennesker af den ene eller anden grund var dårlige forældre. Hvilket mange af dem sikkert også var.
Men løsningen? Ak og ve.
“Løsningen” var lige så radikal og definitiv som den var afstumpet og hensynsløs.
Man steriliserede ganske enkelt de “dårlige forældre” så de ikke kunne få flere børn.
Nogle gange steriliserede man også på forhånd. Måske sådan lidt for en sikkerheds skyld.
Det var altså ikke nødvendigt i praksis at have vist sin uegnethed som forælder. Myndighedernes blotte mistanke om at man kunne vise sig at være det, var nok.
Så kunne man blive tvunget til at lade sig sterilisere.
Det var dog ofte ikke nødvendigt at ty til tvang. Ikke decideret tvang.
Der var også den indirekte tvang hvor man stillede folk over for et valg som ikke var reelt.
Dengang havde man ikke begrebet nudging. Men social kontrol var bestemt en ting.
Og denne “sociale kontrol” udgik lige så ofte fra myndighederne som fra det “traditionelle samfund” der også blev anset for en sten på vejen mod fremskridtet — ligesom de “åndssvage”.
For hvis ikke tvangssterilisation er social kontrol, hvad er så?
I dag er tanken heldigvis en noget anden blandt førende socialdemokrater. Man steriliserer ikke længere borgerne.
Men ideen om kontrol er langt fra død - og frelserkomplekset lever i bedste velgående.
Ideen om total kontrol lever
Man mener heldigvis ikke længere at mennesker skal frelses af myndighederne fra deres genetiske ophav.
Den tanke er både Socialdemokratiet og de andre partier heldigvis gået langt væk fra.
Men fokus er stadig i udpræget grad på det med børn og den sociale kontrol. Nu mener man bare at børnene skal frelses fra deres sociale ophav.
Det er nu ikke længere generne som man mener er problemet — men alene de sociale omstændigheder.
Overordnet er den totalitære og altomfattende tanke dog uforandret.
Børnene skal nu anbringes og institutionaliseres fra vugge til grav.
Måske fordi man mener at har man bare kontrol nok over de sociale omstændigheder, så kan man indfri et utopisk samfund hvor ingen lider overlast.
En noget naiv tanke.
Som Steincke sagde “ethvert menneskeligt væsen skal have ret til den lykkeligst mulige tilværelse”.
Det er dog endnu ikke lykkedes hverken Socialdemokratiet eller noget andet parti at indfri den “ret”.
Men man bliver ved med at prøve. Og midlerne bliver igen i vores tid mere “fuldstændige” og omfattende.
Steinckes tilgang rumsterer stadig. Hans ord lever i Socialdemokratiets sjæl.
Jeg mener bestemt at have hørt lignende sagt mange gange af socialdemokrater om børn de senere år.
Og alle deler jo det ønske. At give alle børn en god og tryg barndom - det kan ingen være uenige i.
Uenigheden opstår når det kommer til midlerne.
Mette Frederiksen kalder sig børnenes statsminister. Og de er også centrale i hendes vision for landet.
Desværre er regeringen under hendes ledelse ret blind overfor dens egne begrænsninger eller de faremomenter som ligger i denne totale vision.
Under ideen om at mennesket skal frelses fra enten sine genetiske tilbøjeligheder eller sit social-familiære ophav, ligger en nemlig en mistillid til både natur og kultur.
Mistillid til mennesket
Kort sagt: En mistillid til mennesket.
Og når tilliden til mennesket er væk, træder noget andet i dens sted.
Netop der fremkommer ideen om at den politiske kontrol og overvågning skal være total for at imødegå de sociale og genetiske problemer i befolkningen.
Mindre tillid til borgerne — resulterer i mere magt til myndighederne. Anderledes går det ikke.
Men deri ligger også et enormt blindt punkt for faremomentet ved ubegrænset politisk magt.
Og selvom Socialdemokratiet ikke længere tvangssteriliserer borgerne, så virker det som om ideen om kontrol som svaret på alle udfordringer igen vinder frem i partiet.
Måske også delvist fordi partiets position påny er blevet så stærk at denne indbyggede tendens ikke møder modstand fra andre partier.
Frelserkomplekset og magt-arrogancen har igen vokset sig stor i Socialdemokratiet.
Og som sidste gang kan det få uoverskuelige konsekvenser.
Hvis ikke borgerlige, og blå blok i det hele taget, kan formulere et alternativ til Socialdemokraternes paternalistiske og maternalistiske totale politik og kontrol — hvem skal så?
Er Ellemann klar til opgaven?