Gå til hovedindhold

Politikens karaktermord del 1: Stemplet som "et demokratisk problem"

De store medier skal nok klare sig. De er ejet af stater eller af virksomheder der er ejet af rigmænd på størrelse med stater i økonomisk forstand.

Folkets Avis kan derimod ikke klare sig uden din hjælp.

Spørgsmålet er så om samfund kan klare sig uden de små selvstændige medier. Det bliver en fattigere verden for de fleste hvis de små medier forsvinder.

Bak op nu!

Abonner Doner

Et ekspertpanel stempler 9 danske digitale medier som junkmedier og kalder det et demokratisk problem.

Ja, sådan lød underrubrikken på Politikens artikel som blandt andre stemplede min platform Folkets Avis som et junkmedie.

Selve rubrikken var ikke mindre dramatisk:

Junk news: Mange nye netmedier manipulerer, vildleder og stjæler fra andre - politiken.dk

Det er voldsomme anklager:

  • Tyveri
  • Manipulation
  • Demokratisk problem

Men inden vi kommer til den sag, går vi tilbage i tiden.

Da Politiken første gang udkom i oktober 1884, erklærede avisen - temmelig ubeskedent - at den var “organet for den højeste oplysning af det danske folk”.

Min ambition med Folkets Avis var en lidt anden.

Folkets Avis skulle være et organ hvor folket rent faktisk selv kunne komme til orde.

Hvor Politiken ser folket som en uoplyst passiv størrelse der skal vejledes af en åndelig elite, så var ideen med Folkets Avis at bringe den livserfaring som ligger ude i folket ind i den offentlige debat.

Mit motto, eller min tagline, for Folkets Avis var da også — Fordi demokrati betyder folkestyre

Der er masser af oplysning at hente i folket. Og det er jo netop folk som lever i demokratiet.

Folkets Avis var med andre ord et forsøg på at supplere den stigende professionalisering af åndslivet med et organ hvor folkets egne tanker og bekymringer kom i fokus uden at ledvogterne i mediebranchen på forhånd skulle bortsortere bestemte synspunkter eller anskuelser.

I dag er det nemlig stadig sådan at det er en avis som Politiken der sidder på definitionsmagten i Danmark. Det gør Politiken sammen med en lille udvalgt gruppe af medier som alle er ejet af en endnu mindre gruppe af gigantiske mediehuse.

De mediehuse som bestemmer hvem og hvad der skal på dagsordenen i Danmark, kan tælles på en enkelt hånd.

Men hov, jeg skrev lige noget om definitionsmagten. Måske en nærmere forklaring er på sin plads:

Definitionsmagt
Magten til at definere hvad som er godt og hvad som er skidt og hvad som er værd at beskæftige sig med og hvad som ignoreres

Det vil sige at det er de etablerede medier som Politiken der bestemmer hvad som skal have opmærksomhed, og hvad som skal forbigås. Hvad som skal prises. Og hvad som skal hånes.

Den magt er enorm.

Folket blev ikke hørt før

Og spørgsmålet er om en så stor magt skal ligge i så få hænder som tilfældet er nu.

For i Danmark er det en meget lille lukket klike af mediefolk som sidder med definitionsmagten. Disse mediefolk har alle den samme baggrund socialt og uddannelsesmæssigt. Og politisk set minder de også om hinanden til forveksling.

Det betyder at en lille sluttet kreds kan bestemme hvad som skal på dagsordenen i hele Danmark. Sådan har det været længe, og tendensen har været tiltagende.

Derfor skabte jeg Folkets Avis.

Som en demokratisering af medieverdenen.

Derfor er det ikke så lidt frækt at Politiken at klassificere mit arbejde som et “demokratisk problem”. Det er i virkeligheden Politikens egen elitære tilgang som er et demokratisk problem.

For virkeligheden er langt mere mangfoldig end hvad redaktionerne på Rådhuspladsen lader passere gennem nåleøjet.

Og pluralisme og mangfoldighed er egentligt blot forskellige ord for det samme fænomen, nemlig at flere stemmer bliver hørt, og at det ikke kun er et lille fåtal som kommer til orde eller bestemmer hvilke synspunkter der skal have plads og hvilke som skal udelukkes.

Og det viste sig hurtigt at der var en kæmpe efterspørgsel på synspunkter fra andre vinkler end de etablerede mediers.

Det gik godt for Folkets Avis. Der var masser af folk som gerne ville til orde, men som tidligere havde haft svært ved at trænge igennem.

Og læserne var også vilde med det. Der blev skabt indhold af hundredevis af frivillige skribenter som blev delt af tusinder af læsere og læst af hundreder af tusinder.

Folkets Avis var en succes

Også andre havde succes med små digitale medieprojekter som kunne supplere de gamle og udfordre dem lidt på deres monopol på definitionsmagten.

For første gang længe fik de etablerede medier noget modspil.

Men netop som nogle af de nyankomne medier var ved at få fodfæste, satte Politiken ind med karaktermord på en række af de nye medier.

Det skulle vise sig at Politiken ikke sådan uden videre kunne acceptere at nogen eller noget udfordrede den etablerede medieklasses monopol på definitionsmagten i Danmark.

At andre ikke-professionelle pludselig kunne sætte emner på dagsordenen, var naturligvis en torn i øjet på dem som tidligere ikke behøvede at dele magten med nogen.

Og det var netop definitionsmagten som Politiken tog i anvendelse for at marginalisere de nye medier.

Altså magten til at definere hvad som er et ordentligt og rigtigt medie, og hvad som bare er ubrugeligt affald - eller junk news, som Politiken kaldte det.

Hvis man kunne skubbe de nye medier af banen, så ville man fuldstændigt generobre sit monopol.

Det var næppe hele motivet bag angrebet på de nye små medier.

Men konsekvensen af Politikens operation var uomtvisteligt at pluralismen i mediebilledet igen blev reduceret, og de gamle medier fik cementeret deres position som ledvogtere for den offentlige debat.

Men de midler man benyttede for at fælde de nye medier, var ikke redelige:

  • Man opfandt egne definitioner til formålet.
  • Man spillede beskidt og slog under bæltestedet.
  • Man fuskede med metoderne.

Politiken karaktermyrder Folkets Avis

Politiken fik stemplet Folkets Avis på en helt igennem urimelig baggrund.

Og nogle eksperter misbrugte deres autoritet til et legitimere Politikens falske anklager.

Politikens aktion

  • misbrugte eksperters faglige autoritet i politisk øjemed

  • ændrede mediebilledet i mindre demokratisk retning

  • undergravede små konkurrenter i en sårbar position

  • skadede en idealistisk iværksætters troværdighed og indtægt

Alt sammen på et grundlag som i bedste fald var yderst tvivlsomt.

Det handler følgende miniserie om.


Politikens karaktermord

Del 2 Dømt på forhånd

Del 3 Det udvalgte bevis

text for textimage
Lennart Kiil er stifter af FOLKETS og redaktør på Folkets Avis. Han mener godt man kan oplyse og underholde på samme tid.