
Som nævnt i indledningen valgte Politiken at mobilisere sit mægtigste våben, nemlig definitionsmagten, til at gøre sig til dommer over andre og meget mindre medier og dømme dem ude som “junk news”.
Ingen skulle være i tvivl om at de gamle medier var de rigtige og de nye var noget affald. De fik bare stemplet junk news.
Men var de stemplede medier i virkeligheden dømt på forhånd?
Den mest interessante del af Politikens undersøgelse er i virkeligheden den som foregår inden offentliggørelsen — der hvor Politiken udvælger de medier som skal dømmes ude og inde.
Her virker det som om journalisterne fuldstændig bytter om på rækkefølgen for en undersøgelse. Normalt opstiller man først en række kriterier og så må man så se på hvem der lever op til disse og hvem som ikke er relevante for undersøgelsen.
Politiken bytter om på rækkefølgen.
Når et udvalgt medie ikke passede ind i undersøgelsen, valgte Politiken ikke at udelukke mediet fra undersøgelsen, men valgte i stedet at ændre på udvælgelseskriterierne - det må have været så vigtigt for Politiken at holde bestemte medier i undersøgelsen at de var villige til at udvide og ændre på rammerne undervejs for at sikre at det lykkedes.
Som Politiken selv skrev:
Nogle medier producerede så få artikler i perioden, at deres undersøgelsesperiode blev udvidet til at dække perioden tilbage fra 1. januar. Årsagen til det var, at panelet ville have en vis mængde artikler at bedømme ud fra, så enkeltartikler ikke blev afgørende for bedømmelsen.
Ok, Politiken, hvis et medie producerede så få artikler, her må der være tale om nyhedsartikler, kunne man måske så overveje om der overhovedet er tale om et nyhedsmedie og dermed et medie som ifølge Politikens egne kriterier for undersøgelsen skal med i den?
Og hvorfor er det interessant i forhold til anklagen imod Folkets Avis?
Jo, denne ændring og udvidelse af kriterierne kunne fint passe med at Politiken for alt i verden ønskede at fastholde Folkets Avis i undersøgelsen, selvom Folkets Avis faktisk ikke var et nyhedsmedie og heller ikke gjorde indtryk af at være det.
Men Politiken var åbenbart så forhippet på at kunne dømme Folkets Avis ude alligevel at Politiken simpelthen ændrede på sine udvælgelseskriterier for at bevare mediet inden for de nye stærkt udvidede rammer af undersøgelsen.
Det er uredeligt og ville aldrig blive accepteret inden for eksempelvis den videnskabelige verden.
Pointen med Politikens undersøgelse var angiveligt at finde ud af om en række nye nyhedsmedier på nettet levede op til de gængse journalistiske krav for nyhedsjournalistik, men reelt var det blot et skalkeskjul for at ramme nogle medier som man ikke brød sig om. Hvordan ellers forklare at Folkets Avis som ikke var et nyhedsmedie, alligevel blev medtaget i undersøgelsen og dermed dømt på forkerte præmisser?
For Folkets Avis havde på intet tidspunkt en nyhedsredaktion, nyhedsjournalister eller en nyhedsredaktør. Folkets Avis bragte debatindlæg, kommentarer og analyser. De eneste “nyheder” som avisen bragte, og det var en meget lille andel af det samlede output, var citathistorier fra andre medier - hovedsagelig danske etablerede medier. Dertil havde Folkets Avis en overgang tilknyttet en enkelt freelancer som på baggrund af aktindsigter lavede undersøgende journalistik, men det var heller ikke nyhedsjournalistik som sådan. I modsætning til flere andre af de undersøgte medier var Folkets Avis slet ikke - og forsøgte heller ikke på at være - et nyhedsmedie.
Hvis Folkets Avis slet ikke bragte nyheder, hvordan kan det så bringe affaldsnyheder - altså junk news?
Svaret er at det gjorde Folkets Avis jo bare heller ikke.
Folkets Avis burde ikke være taget med i Politikens undersøgelse som jo hævdede at undersøge medier for junk news - altså for en bestemt type af nyheder som Politiken åbenbart opfattede som “junk”.
Folkets Avis var og er ikke junk news. Det er ikke engang news, altså nyheder. Og det har heller aldrig været det.
Hvorfor havnede en debatplatform med hundredevis af frivillige skribenter så i en undersøgelse der omhandlede små professionelle nyhedsmedier?
Måske blev Politiken forvirret over navnet, Folkets Avis - men det burde Politiken ikke være blevet. Så måske var Politiken bare forvirret allerede i sit eget udgangspunkt. Eller også var Folkets Avis bare havnet på Politikens shortlist på forhånd og det kunne intet åbenbart ændre på.
For ikke nok med at Politiken måtte udvide undersøgelsesperioden, som vi så før, for at beholde Folkets Avis i puljen som man ville have ram på. Politiken måtte også operere med gummibegreber:
Se her hvordan Politiken hævder at have udvalgt medierne i undersøgelsen:
Panelet valgte at fokusere på nye, digitale medier. Kriteriet for at blive en del af undersøgelsen var, at medierne skulle omtale sig selv som ’medier’, som lavede ’journalistik’ eller ’nyheder’, eller havde en opsætning, som mindede om nyhedsmedier.
Det er jo en fuldstændig subjektiv opfattelse om noget i opsætning “minder om nyhedsmedier”. Det er sådan en gummikategori hvor man kan putte ting ind efter forgodtbefindende.
Jeg er ikke engang helt klar over hvad Politiken mener med “opsætning”. Det kan være alt fra design, layout, indholdstyper og skrifttyper over det mere organisatoriske og journalistiske setup.
Så “mindede” Folkets Avis om setup’et for et nyhedsmedie?
På ingen måde.
Mark Blach-Ørsten og Eva Mayerhöffer klassificerer heller ikke Folkets Avis i nyhedskategorien (https://doi.org/10.7146/politica.v53i2.130381):

informationslandskab i Danmark 2.0. Politica, 53(2), 99–124.
Men der må Politiken jo alligevel have vurderet at Folkets Avis hørte hjemme.
Ingen kender Folkets Avis bedre end mig, og jeg kan garantere at avisen på intet tidspunkt mindede om et nyhedsmedie, som sagt havde det hverken nyhedsredaktion eller journalister tilknyttet, med undtagelse af en enkelt undersøgende journalist på freelance basis som ikke engang lavede nyheder, og stod for under to procent af indholdet. Tværtimod lignede og var Folkets Avis snarere en social udgiverplatform i stil med Medium. En debatplatform med analyser, synspunkter og debatindlæg. I virkeligheden var Folkets Avis helt sin egen - men noget nyhedsmedie var det aldrig.
At Politiken skulle skære en hæl og hugge en tå for at få nogle af de undersøgte medier til at passe ind i de selvvalgte kriterier for undersøgelsen, er meget tydeligt.
Så hvis ikke man inden for rammerne af selve undersøgelserne kunne finde materiale nok, så udvidede man da bare lige dels perioden og dels begreberne, så bundlinjen alligevel “passede” - rigtigt smart. Men meget langt fra videnskabeligt.
Eksperter vidste den var gal - men tav
Her burde man naturligvis have undladt at medtage de medier som ikke passede ind i stedet for pludselig at ændre på sine egne præmisser.
I det hele taget var Politikens udvælgelseskriterier så tvivlsomme at en af eksperterne skrev dette i en mail omkring emnet:
Dels, fordi spørgsmål 1-6 kun kan besvares af Politiken, som tilrettelagde undersøgelsen og udvalgte de omfattede medier - idet vi som eksperter netop lagde vægt på, at vi ikke ville have noget med den del at gøre for ikke at komme i konflikt med vores egne videnskabelige metoder - som udvælgelsen ikke levede op til, og som vi problematiserede flere gange undervejs. Dels, fordi vi ikke har eller kan besvare de øvrige spørgsmål 7-10, som vi slet ikke har forholdt os til, og som lå uden for undersøgelsens emne.
Her erkender en af de involverede eksperter altså at
- Politikens tilgang var i konflikt med videnskabelige metoder
- At selve udvælgelsen ikke levede op til videnskabelige metoder
Og det fremgår også at eksperterne flere gange undervejs gjorde Politiken bekendt med disse alvorlige og rent ud sagt diskvalificerende mangler.
Men Politiken valgte alligevel - imod bedre vidende - at hænge navngivne medier ud som utroværdige, og eksperterne valgte trods deres kritik af Politikens fejlbehæftede tilgang alligevel at lægge navn til den.
Det vidner om en uhellig alliance hvor eksperterne ikke bidrager med viden og ekspertise, men i stedet bruges som alibi for og legitimering af en på forhånd af Politiken fastlagt konklusion.
Man får det indtryk at Politiken og ekspertene var indforståede med at nogle små medier skulle kanøfles selvom man udmærket godt var klar over at metoden langt fra var redelig.
Måske velvidende at disse små nye medier som skulle stemples ude ikke havde nævneværdige ressourcer at kæmpe imod med. Så risikoen ved at tilsidesætte videnskabelighed og faglighed virkede nok ubetydelig.
Det er en skamplet på al redelighed og ordentlighed at
- Politiken på baggrund af en så tynd og uduelig metode har kunnet marginalisere små medier som ellers bidrog til at øge pluralismen i det danske mediebillede.
- Eksperter var med til at legitimere denne marginalisering af uskyldige medier velvidende at der ikke var noget fagligt eller videnskabeligt grundlag for det.
Jeg har været i kontakt med Politiken som ikke ønsker at stå på mål for deres fejl.
Den ekspert som i en mail udtrykte sin tvivl om Politikens metoder, har jeg kontaktet, men hun ønsker vist ikke rigtigt at hjælpe mig med at få vendt den her uret til ret, selvom hun har muligheden for det. Det undrer mig lidt eftersom hun på twitter giver udtryk af at være en som har omsorg for de smås sag og går ind for retfærdighed.
At Politiken ikke ønsker at stå på mål og tage ansvar for deres fejlskud, det overrasker mig knapt så meget. Men det er alligevel trist og vidner om et åndeligt forfald og en selvopfattelse hvor man ikke kan tage fejl.
At Politiken har måttet bøje og strække sine præmisser, kriterier og definitioner for at kunne beholde Folkets Avis i undersøgelsen og dømme den ude, er tydeligt nok.
Og eksperterne har ikke fungeret som uafhængige i forhold til undersøgelsen, tyder det på, men haft som rolle at give autoritet og legitimitet til på forhånd dragne og som minimum delvist forkerte konklusioner.
Mest besynderligt af alt er måske nok at Politiken allerede dengang selv udtrykte tvivl om hvorvidt Folkets Avis hørte hjemme i undersøgelsen:
Panelet diskuterede, om Folkets Avis kan undersøges som et medie, da artiklerne mere har karakter af en blog. Folkets Avis kalder dog sig selv en avis og udgiver ’artikler’, ’ledere’ og ’debatindlæg’. Artiklerne har karakter af holdningsstof, selv om de ikke er deklareret som sådan, vurderer eksperterne.
Junkmedier spreder frygt for indvandring og stjæler indhold - politiken.dk
Det var åbenbart dengang også ifølge Politiken selv diskutabelt om Folkets Avis kvalificerede til undersøgelsen. Men i dag afviser avisen enhver tvivl. Det er mærkeligt.
Det virker meget hensynsløst og non chalant at ødelægges nogens troværdighed og stemple dem kategorisk som junkmedie, altså som affaldsmedie, når man ikke engang er sikker på at de er det. Men det var altså hvad Politiken gjorde med mig og Folkets Avis.
Man tilsidesatte enhver ordentlighed og redelighed og ethvert hensyn. Hvor man ellers normalt vil være forsigtig når det drejer sig om så ødelæggende anklager.
Men hvorfor har det været så magtpåliggende for Politiken at stigmatisere en ny måde at udgive på som direkte inddrog folk og omgik mediernes sædvanlige funktion som ledvogtere?
Det er svært at sige noget sikkert om, men i næste afsnit af serien vil jeg alligevel forsøge at give et bud på det.
Kilder:
Blach-Ørsten , M., & Mayerhöffer, E. (2021). Det politiske informationslandskab i Danmark 2.0. Politica, 53(2), 99–124. https://doi.org/10.7146/politica.v53i2.130381
Politikens karaktermord
Del 1 Stemplet “et demokratisk problem”
Del 3 Det udvalgte bevis
