I forrige uge fejrede vi 25-året for berlinmurens fald. Et fald som var nært knyttet til Sovjetunionens endeligt et par år senere.
Imperier, dynastier og unioner har altid haft en begrænset levetid. Og undersøger man de efterhånden mange historiske fortilfælde systematisk, tegner der sig et tydeligt mønster.
En af de mest interessante teorier om storhed og fald blev fremsat allerede i 1300-tallet af historikeren Ibn Khaldun. Hans teori omhandlede specifikt dynastier, som, han mente, havde en typisk levetid på blot tre-fire generationer:
Det starter med en grundlægger, derefter en generation, som personligt kender grundlæggeren og ret nøje kan videreføre dennes vision. Den tredje generation har ingen personlig kontakt til grundlæggeren og må bero på tradition. Den fjerde generation har end ikke dyderne i behold, og forfaldet slår igennem.
Fire generationer
Hen over disse fire generationer ændrer dynastiet karakter. Først er det mod og driftighed, som er definerende egenskaber, men med tiden skifter fokus og magthaverne indstiller sig på en tilværelse i materiel overflod og tryghed. Udgifterne stiger, og der bruges en masse ressourcer på ting, der ikke er essentielle for et samfunds levedygtighed.
Den tiltagende ødselhed betales af folket i form af skatter. Ibn Khaldun skriver specifikt om udviklingen i skattetryk hen over de fire generationer:
"I begyndelsen giver skatterne et stort udbytte, selvom skattetrykket er lavt. Når dynastiet nærmer sig enden, giver skatterne et ringe udbytte på trods af at højere skattetryk."
SELVOM MAN BESKATTER mere og mere, så bliver provenuet ikke nødvendigvis større og større. I dag ved vi, at det gælder nærmest universelt. Lafferkurven beskriver dette fænomen grafisk.
(Man fristes her til at lave en parallel til loven om aftagende udbytte. Nu vil den danske skatteminister for eksempel bruge en hulens masse ressourcer på at klippe hår af en skaldet.)
Khaldun kom altså frem til, at dynastier havde indbygget udløbsdato. Efterhånden som et dynasti ældes, stiger omkostningerne kraftigt. Byrderne i form af skatter bliver ubærlige, og folket reagerer ved at indstille den skabende kraft eller gemme den for offentligheden.
Produktiviteten falder, og så skal skatterne endnu højere op for at genvinde de tabte. Så mindskes incitamentet til at skabe yderligere og den onde cirkel bliver umulig at undslippe. Til sidst bukker dynastiet under.
Men hvad med i dag?
Beskytter demokratiet os ikke mod den slags opløsningstendenser?
Næppe. På den positive side kan man sige, at de åbne liberale demokratier lettere kan tilpasse sig end dynastier og stærkt ideologisk prægede imperier. Men demokratierne har en akilleshæl.
Her er det ikke kun eliten, der kan udbytte den produktive del af befolkningen, men alle. I et socialdemokrati kan man stemme sig til andre menneskers penge.
Så ganske langsomt vil stadigt flere tænke i at bruge det politiske system til at skaffe sig frugterne af andres arbejde i stedet for selv at gå den hårde vej gennem egen arbejdsindsats, iværksætteri og selvstændighed.
I Danmark ser vi, hvordan det samlede skattetryk har været støt stigende for nu at have lagt sig nogenlunde fast på et meget højt niveau, samtidig med at jobs i den private sektor langsomt, men sikkert, forsvinder ud af landet.
Staten kører med kæmpemæssigt underskud og det er kun fordi vi låner af udlandet, at det overhovedet kan hænge sammen - for der kan ikke hentes ret meget mere via skatterne*. De lån, der tages nu, er skatter som vi skal betale senere.
Alting har en ende
Er problemet så i virkeligheden en gordisk knude? Må vi bare erkende at enhver epoke har sit naturlige livsforløb?
Måske. Det eneste, der ikke rigtigt er prøvet endnu, er forfatninger der lægger en absolut grænse over det samlede skattetryk. Et demokrati med en sådan forfatning ville nok kunne leve længere end den slags, vi kender i dag.
Og anarkokapitalismen hvor tvangsskatter simpelthen ikke accepteres. Der er dog ingen garanti imod at en sådan samfundsindretning ikke ville løbe ind i andre typer problemer. Alting har en ende.
*Selv blandt venstreorienterede mainstream-økonomer er der en enighed om, at skattetryk over 60-70 procent giver mindre provenu.