Vi skal bruge 332 betalende brugere mere for at "breake even" - vil du være en af dem?


FOLKETS kan kun eksistere i kraft af direkte opbakning fra brugerne

Se hvordan DU hjælper

Primære faneblade

Landsforvist – Er det takken? Del 2

Antal

Debatindlæg af Lars Christensen

Jeg ser jævnligt et link til ”Landsforvist – Er det takken?” dukke op forskellige steder på Facebook. Der er løbet meget vand i åen siden da, og et sygt bureaukrati, samt en totalitær lovgivning, har i mellemtiden bekræftet mig i, at der på alle niveauer i det danske system er behov for en omfattende sanering og oprydning, hvis legitimiteten ifht. befolkningen fortsat, skal bevares.

Umiddelbart efter mit sidste skriv, valgte vi at flytte til Sverige. Vi tog det første og bedste, der bød sig, velvidende at det ville give mig visse logistiske udfordringer ifht. mit arbejde i Fredericia. Dette var dog bydende nødvendigt, da jeg ikke ville risikere besøg af politiet, og at Jacqueline evt. blev idømt indrejseforbud. Vores ny adresse fandt vi 50 km øst for Helsingborg, udenfor en lille by ved navn Örkelljunga – dvs. praktisk talt ude i den svenske ødemark.

Noget af det første man oplever, når man kommer til Sverige, er problemer med at få flyttet sin adresse fra Danmark til Sverige, og det hænger sammen med, at for at man kan få sin hustru med, så skal man i princippet starte forfra med at søge om familiesammenføring. Svenskerne har en naturlig modvilje imod, at man ønsker at søge en familiesammenføring efter EU-regler (dette er nødvendigt, når ens ægtefælle ikke har et lovligt opholdsgrundlag), hvorfor det at finde ansøgningsskemaet er et større projekt. Oveni kommer så, at man ikke får flyttet sin adresse til Sverige, førend de har alle papirer på ens ægtefælle, hvilket i praksis betyder kontakt med tre forskellige myndigheder samtidigt, og som også beder om de samme papirer. F. eks. har jeg måttet dokumentere min kørsel mellem Sverige og Danmark flere gange overfor både danske og svenske myndigheder samtidigt.

Nogenlunde samtidigt startede så en kamp med de danske skattemyndigheder, som notorisk gjorde alt for, at jeg ikke kunne ændre mit kørselsfradrag, hvor jeg så i mellemtiden, selv måtte finansiere 750 km’s kørsel om dagen, fra og til arbejde. I mit tilfælde varede det tre måneder, og det var så ca. også de tre måneder det tog Jacqueline at få et opholdskort (dette er faktisk ret hurtigt efter svenske forhold) – for først da ville de svenske myndigheder registrere vores adresser i Sverige.

Jeg ringede ca. til SKAT en gang om ugen, for at få ændret mit fradrag, idet de havde spærret min adgang til at rette det. Dette, trods det forhold, at jeg havde sendt dokumentation for benzin forbrug og BroBizz. Hvergang var svaret ”jamen det er jo et højt fradrag, og det kan vi skam ikke lige godkende”. Så kontaktede jeg ministeriet og brokkede mig højlydt, og truede med presse. Dette hjalp. En morgen omkring 8-tiden, blev jeg ringet op af en medarbejder fra SKAT, som indledte samtalen med: ”Nå, det er dig, der har bedt om et forskud”. Jeg gjorde den pågældende medarbejder opmærksom på, at det ikke var et ”forskud”, men et spørgsmål om at blive bestjålet mindre, hvilket jeg anså for helt legitimt, eftersom jeg jo boede i andet land, og meget mod min egen vilje.

Den dybere logik i, at jeg ikke må være i Danmark med min kone/familie, men mine penge vil staten godt have, er svær at få øje på, når man sidder i Sverige, og samtidigt ser, at f. eks. familien Levakovic går rundt i Danmark og i princippet også bruger af mine penge. Man føler sig faktisk straffet og mere kriminel, end dem, fordi staten ikke bryder sig om ens valg af ægtefælle.

Oveni hatten måtte jeg efterfølgende tage en kamp med de svenske myndigheder for at få den rigtige flyttedato registreret, idet de registrerede flyttedatoen, som den dag, hvor de selv valgte at registrere os i det svenske folkeregister. Det lykkedes dog efter 14 dage. Problemet var, at man ikke bliver fjernet fra det danske folkeregister, før svenskerne registrerer en. Derudover, kunne jeg forudse problemer med SKAT. Efterfølgende gik turen til Middelfart kommune for at dokumentere, at den flyttedato, som de havde fået oplyst af de svenske myndigheder skulle ændres. Selvsagt, gav det også udfordringer og tog tid, men lykkedes dog.

Jeg kan berette en hel del om de svenske myndigheder, men det indtryk det har efterladt, er at de er ret trætte af danske tilflyttere med vores problem, så man får hurtigt oplevelsen af, at man er en slags paria. Oplevelsen af konstant at være på jagt efter det næste stykke papir, ID-kort, ny bankkonto osv., er stressende oveni mange timers kørsel og møder med svenske myndigheder, som faktisk skal have alt, og faktisk næsten samme dokumentation, som man giver til danske myndigheder sidenhen ved tilbagekomst til Danmark (Det vender jeg tilbage til).

Da vi langt om længe havde fået vores papirer på plads, kunne vi faktisk søge tilbage til Danmark, efter de selvsamme EU-regler. Vi blev dog enige om, at vi gerne ville have Jacqueline’s søn til Sverige. Den største kamp her, var dog at få ham ud af Colombia og en del skriveri og telefonopkald til den svenske ambassade i Bogota, og det lykkedes da også. Efterfølgende var den bureaukratiske rutine i Sverige velkendt.

Som en ”lille detalje”, skal det nævnes, at Sverige stort set ikke godtager private sygeforsikringer, hvorfor jeg iflg. EU-regler først skal have udstedt et blåt sygesikringsbevis i min fraflytningskommune, og en såkaldt E106-attest, som overfor de svenske myndigheder bekræfter, at Danmark betaler i tilfælde af sygdom (dette skyldes, at de følger mig som EU-borger). Jeg vil sige, at det trak tænder at overbevise borgerservice i Middelfart kommune om, at min kone og hendes søn havde ret til disse kort. Ikke så sært, eftersom der er tale om tredjelands statsborgere uden CPR og ophold i Danmark. Havde jeg ikke gjort det, var sagen standset i Sverige. Man kan så tænke lidt over, at årsagen til at vi givet bliver jaget ud i første omgang, skyldes, at min hustru ikke skulle kunne ligge nogen til last, men at vi blev tvunget til det, og pengene på en privat sygeforsikring var spildte.

Vi valgte nu at søge tilbage til Danmark, og afleverede 9. september 2,5 kg. papir til Statsforvaltningen gennem vores advokat, mens vi stadigvæk opholdte os i Sverige. Den store mængde papir skyldes primært, at man skal kunne dokumentere ”et faktisk og reelt ophold i et andet EU-land”. En spidsfindighed, som den tidligere regering fik smidt ind som en administrativ ordning for at dæmme op for, et på daværende tidspunkt stigende antal danskere, som benyttede sig af denne ret. Der findes ikke en eksakt liste over dokumentation, udover et nogle forældede ”almindeligheder”, som er listet op på udlændingestyrelsens hjemmeside. Hvem opretter f. eks. et svensk telefon abonnement, når man kan ringe over landegrænserne med dansk ”3 abonnement” til lokal takst?

På forespørgsel hos Statsforvaltningen, hvor man i øvrigt skal bevæbne sig med tålmodighed, idet standard ventetiden er ca. 25 min., får man heller noget tilfredsstillende svar, og det er i øvrigt min opfattelse, at denne myndighed bemandes af folk, som ikke selv kender reglerne, eller endsige, ved hvad begrebet ”et faktisk og reelt ophold” dækker over? Som eksempel har jeg ringet et utal af gange til Statsforvaltningen, uden at komme længere til omstillingen, og en løfte om, at den pågældende sagsbehandler (som det endnu ikke er lykkedes mig at komme i kontakt med) nok skulle ringe tilbage.

Det følger af EU-retten, at Jacqueline og Camilo kan rejse med mig ind i Danmark. Hende som medfølgende hustru, og Camilo, som søn til medfølgende hustru. Det er en konstitutionel ret, jeg som EU-borger har, fordi jeg udnytter min ret til at bevæge mig frit over landegrænser og tage arbejde, eller bo i det pågældende land – og her følger familien altså med.

Det er et grundlæggende princip i EU, og princippet står derfor over medlemslandenes nationale lovgivning. Det lyder enkelt, men det er det bestemt ikke når det skal formidles til danske myndigheder. For det eneste man kan sige er, at de har processuelt ophold indtil Statsforvaltningen har godkendt eller afvist min dokumentation for et ”faktisk og reelt ophold” i Sverige.

Vi valgte at slå os ned i Faaborg-Midtfyns kommune, og den første hindring vi mødte var da også, at kommunen krævede et opholdskort og CPR for at registrere dem på adressen, hvilket vi naturligvis ikke havde. Det er faktisk en generel ting, at alle myndigheder kræver et opholdskort og CPR ved henvendelse, og det er på trods af, at det det følger af:

”artikel 25 i Rådets direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 om unionsborgeres og deres familie-medlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område (opholdsdirektivet), at besiddelse af et registreringsbevis eller et opholdskort ikke kan stilles som betingelse for udøvelse af en rettighed eller gennemførelse af en administrativ handling, idet den pågældende udlænding med en hvilken som helst anden type dokumentation kan godtgøre at være omfattet af de pågældende rettigheder. Hvis borgeren gennem anden form for egnet dokumentation kan godtgøre at være omfattet af retten til fri bevægelighed og ophold efter opholdsdirektivet, udgør dette et tilstrækkeligt grundlag for at indrømme en rettighed”

Som eksempel, er det først nu, at det er lykkedes mig at overbevise kommunen om, at Jacqueline har ret til at deltage i dansk undervisning. På forespørgsel om, hvorfor det har taget dem så lang tid at indse dette, har jeg fået det svar, at man ikke er vant til at arbejde med EU-lovgivning, og at man desuden næsten udelukkende beskæftiger sig med asylansøgere, som optager det meste af tiden. Da vi efter en times diskussion med Folkeregisteret i kommunen, havde afleveret alverdens dokumentation (som også er afleveret til Statsforvaltningen), fik vi dem noteret på adressen. Jeg bad dernæst om et telefonnummer på en person i kommunen, som kunne være behjælpelig at få Camilo i skole. Jeg ringede derfor den pågældende konsulent op umiddelbart efter, at vi havde forladt kommunen.

Forinden havde jeg studeret mulighederne i Fredericia, idet det ville være nemmere for mig at tage Camilo med om morgenen, når jeg kørte på arbejde. Jeg sagde derfor til den pågældende konsulent, at det var mit ønske, og at jeg egentlig bare skulle have et tilsagn fra hende, efter aftale med Fredericia kommune. Dette fik hende til at sige, at kommunens tilbud skam var fine, og om jeg ”kun tænkte på mig selv, og ikke barnets tarv?”…. Og i øvrigt fortsatte hun med, at jeg skam ikke havde det frie folkeskolevalg, eftersom ”der var tale om et specialtilbud, dersom de jo ikke havde opholdstilladelse”. Udover det blev jeg faktisk belært om, at jeg overtrådte folkeskoleloven, hvis han ikke omgående stillede i Ringe, hvor de havde et tilbud. Jeg måtte derfor kontakte undervisningsministeriet for at afklare mine rettigheder, og fik jeg da også at vide, at der skam er noget der hedder ”Bekendtgørelse for kommunal mellemafregning”, og at jeg bare kunne informere Fredericia kommune om det. Herefter var der ingen problemer, og hjemkommunen betalte.

Status er nu, at Camilo er ved at komme godt efter det danske, men at min kone først og bedste fald kan starte om ca. 2-3 uger. Derudover er der også gået ca. 5,5 måned siden vi afleverede dokumentation til Statsforvaltningen. For 3 uger siden kontaktede jeg min advokat, fordi vi i brev af 19. september 2014 blev oplyst om, at sagsbehandlingstiden var 4 mdr., og jeg bad ham derfor rykke for svar. Derudover har min kone et par jobtilbud på hånden, og det var faktisk planlagt udfra, at der max. skulle gå 6 mdr. med sagsbehandlingen.

Den 23. januar modtager vi så det svar, at Statsforvaltningen agter at lægge 4 mdr. oveni sagsbehandlingstiden, fordi de har problemer et IT-system og store sagsdynger. Af "Rådets direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 fremgår det bla. af artikel 10, stk. 1, at: opholdskortet skal udstedes senest seks måneder efter indgivelse af ansøgningen. Tidsfristen skal fortolkes i lyset af EF-traktatens artikel 10, og fristen på seks måneder er kun berettiget i tilfælde, hvor behandlingen af ansøgningen trækker ud på grund af hensyn til den offentlige orden”

Med andre ord, er man altså ligeglade med, at man overtræder et EU-direktiv, og at vi krænkes på vores rettigheder og faktisk påfører os et indkomsttab, fordi Jacqueline ikke kan tage et arbejde, som aftalt alligevel. Ved henvendelse får man da også bekræftet deres ligegyldighed. F. eks. mener Statsforvaltningen ikke, at den skal vedlægge en klagevejledning ifb. med en sådan afgørelse, fordi de ikke mener, at det er en afgørelse, og end ikke ænser, at de overtræder de regler, som de sidder og forvalter. I dette tilfælde både forvaltningsloven og EU-direktivet.

Jeg forventer selvfølgelig, at vi har dokumenteret vores ret til at bo sammen, men jeg må også sige, at hvis det ikke lykkes os at få opholdstilladelsen, så vil det for vores vedkommende betyde et endegyldigt farvel til Danmark.

Jeg ser det ikke som en mulighed at forblive tro imod en stat, hvor man krænker simple rettigheder gennem syge administrative procedurer, og hvor det er blevet en umulighed at få lov til at passe sig selv pga. kafskaske systemer, som forventer, at man er til for dem, og hvor man konstant føler sig mistænkeliggjort, og skal være parat til at bevise sin uskyld – men hvad er man egentlig anklaget for? Kontakten med div. myndigheder vidner om regler, som er så blevet så rigide og bureaukratiske at administrere, at selv dem som er sat til at administrere dem, end ikke kender dem.

Standardreaktionen er et ”nej”, når de ikke ved noget, og konsekvent at nægte at læse, eller høre efter, når et møde med en myndighedsperson ændrer sig til instruktionsniveau og ”højt læsning for dværge”. Endnu værre er det, at mange af dem jeg har været i kontakt, end ikke aner noget og forvaltningsloven, eller bevidst tilsidesætter den, ”for at undgå at blive stillet ansvar”. Så sent som i dag, har jeg talt med en, som har samme problem med en anden kommune. Her var svaret, at vedkommende ikke kunne udnytte sin ret, fordi den pågældende kommunale medarbejder ”ikke havde lyst til at miste sit job”!

Skulle jeg forholde mig konstruktivt til dette område, og vende det blinde øje til de mange særrettigheder, som en asylansøgerfamilie tildeles i form af adgang til og krav på familiesammenføring, pension, et årligt forsørgelsesgrundlag på 454.000 kr pr familie (penge, som jeg ikke engang tjener), danskundervisning osv. – sådan bare for en sammenlignings skyld, så vil jeg foreslå en model, som man også bruger i Australien. Man indgår en kontrakt med staten om, at man forsørger sin ægtefælle, eller at hun/ han er selvforsørgende i en given periode. Fejler vedkommende for så vidt angår forsørgelsesgrundlag, eller er kriminel, sendes vedkommende ud af landet. Denne model skal selvfølgelig finpudses, men jeg ville klart have været glad sådan en model, fremfor den terror, som staten har udsat mig for det seneste års tid.

Alternativt, kunne man "genbruge" et svensk opholdskort, udstedt efter EU-reglerne. Svenskerne er nemlig ligeså nidkære med at indsamle stort set den samme dokumentation, som de danske myndigheder, for det er jo de samme EU-regler. Det ville faktisk ikke kræve meget andet et samarbejde henover Øresund, at spare ressourcer i Statsforvaltningen, men det kommer jo nok ikke til at ske, for man kan jo ikke spare i det offentlige, hvor det væsentlige arbejde efterhånden, og hovedsageligt, består i at kontrollere andre mennesker, og i dette tilfælde – åbenbart også - andre landes myndigheder, som følger samme EU-direktiver.

Og så lad mig afslutningsvist stille et helt grundlæggende spørgsmål. Hvad rager det egentlig andre mennesker, hvem man gifter sig med og bor sammen med, så længe at man ikke at lægge det offentlige til last, eller er kriminel?

Lars Christensen er kandidat for Liberal Alliance
Meta
Seneste ændring: 
21/03/2019 - 11:57