Det er synd og skam - og temmelig dumt - at bruge den manglende hjemlige anerkendelse af Inge Lehmann som argument for diskrimination mod mandlige forskere her næsten hundrede år efter hendes store opdagelse.
Inge Lehmann opdagede, at jorden har en fast kerne. En af de største opdagelser gjort af en dansk forsker i det 20. århundrede.
For et par uger siden åbnede jeg facebook og blev mødt af en sponsoreret opdatering fra oplevelsescentret Experimentarium med et link til en artikel på det populærvidenskabelige site Videnskab.dk.
Titlen lød:
"Inge Lehmann og de usynlige danske videnskabskvinder"
Så skulle man tro, man kunne lære noget nyt. Få pudset sin videnskabshistorie lidt af.
Men, ak. Artiklen nævnte faktisk ikke rigtigt andre eksempler på "usynlige danske videnskabskvinder". I stedet brugte skribenten, den forsker-studerende Gunver Lystbæk Vestergård, pladsen på at argumentere for positiv særbehandling af kvindelige forskere – den dag i dag!
Så fordi Inge Lehmann ulykkeligvis mange generationer tilbage blev forbigået i Danmark, skal vi i dag diskriminere mod mandlige forskere. Det er jo en mageløs argumentation.
Gunver Lystbæk Vestergård hævder, at vi stadig lider under de "strukturer", der holdt Inge Lehmann tilbage i Danmark. Men det forbliver en påstand, og mange undersøgelser har ikke kunnet eftervise den.
Vestergård henviser her til, at andre lande har en relativt større andel kvinder i naturvidenskabelig forskning. Men det beviser på ingen måde, at der er systematisk diskrimination mod kvinder i Danmark. Faktisk er det almindelig kendt, at der er flere kvinder i de naturvidenskabelige fag i Sydeuropa end herhjemme, selvom vi ellers har en højere grad af ligestilling.
Det skyldes måske, at vi i Danmark vælger mere efter interesser, hvorimod forældrenes tilskyndelse og de større forskelle i indtægter i udlandet gør, at flere der vælger efter, hvad der kan betale sig økonomisk, i stedet for efter hvad man lige har mest lyst til. Dette "problem" har jeg tidligere skrevet om, som Bryggers paradoks.
Kort sagt er der ikke noget stort bevismateriale, der underbygger påstanden om diskrimination mod kvindelige forskere i dagens Danmark.
Helt sikkert er det derimod, at direkte institutionel særbehandling, af den type Gunver Lystbæk Vestergård argumenterer for, medfører netop særbehandling og diskrimination mod mænd. Håndgribelig diskrimination. Ikke en påstået usynlig "strukturel" diskrimination.
Mærkværdige udfald mod Niels Bohr
Men der blev ikke kun plads til "argumentation" i indlægget. Plads blev der også til at skrive ringeagtende om Niels Bohr:
Mens den jævnaldrende Niels Bohr fik brolagt vejen til akademisk succes med rygklap, mentorer, forbindelser til samfundsspidser og en støttende kone, så måtte Inge Lehmann løbe forhindringsløb.
Det kommer jo nærmest til at lyde, som om Niels Bohr blev båret frem på andres skuldre. Men det er langt fra sandheden. Han udviste selv fra en meget ung alder et initiativ og en virkelyst i særklasse. Han stiftede et institut og skabte nærmest en ny forskningstradition i Danmark.
Da man på et tidspunkt manglede noget udstyr til eksperimenter, byggede Bohr simpelthen bare det udstyr selv. Han skabte selv sin karriere fra dag et.
Niels Bohr blev desuden jaget af nazister, fordi hans mor var jøde. Og han måtte til sidst flygte ud af landet. Den kendsgerning stemmer ikke helt overens med den karikatur, Gunver Lystbæk Vestergård tegner af ham som en forkælet overklasseunge, der fik alt serveret på et sølvfad.
Anerkendelse og omtale
Indlægget indeholder også passager, hvor man må trække lidt på smilebåndet. Og det giver et godt indblik i den måde, der bliver "tænkt" over tingene rundt omkring på læreanstalter og andre institutioner i Danmark.
Tag som eksempel denne lille passage:
Den største skam er ikke, at der er få kvindelige professorer i Danmark. Den største skam er, at vi ikke taler om det som et problem, der skal løses af samfundet.
Det er da postmodernisme, der vil noget! Det egentlige problem er da selvfølgelig, at vi ikke snakker nok om det!
Så giver det også bedre mening, at man gør en stor sag ud af, at Inge Lehmann blev overset herhjemme, selvom hun blev anerkendt i udlandet. Og selvom hendes store opdagelse står uberørt af, hvorvidt hun blev anerkendt i andedammen.
De fleste mennesker vil nok stadig mene, at den videnskabelige opdagelse er det væsentlige. Men for mange professionelle af i dag, er det åbenbart vigtigere at tale om manglende anerkendelse. Det lyder meget pædagogisk.
Tror videnskabsjournalisten, for det er Vestergård vist nok også, at det vigtigste i videnskab er omtale og anerkendelse?
Og når der tales om, at "samfundet" skal løse noget, handler det næsten altid om, at skatteborgerne skal grave dybere i lommerne. Men som skatteyder vil jeg gerne have mig frabedt at skulle bidrage økonomisk til positiv særbehandling og den diskrimination, der uundgåeligt følger med.
Vestergård kritiserer også ironisk, det hun kalder biologisk determinisme. Men hendes citat stammer Norge og er fra 1892. Så er det jo ingen sag, at få mennesker, der tror på at biologien spiller en rolle, til at tage sig tåbelige ud. I virkeligheden er der dog sket temmelig meget med den biologiske forståelse af kønsforskelle siden dengang.
Men hvis man er bange for biologi, er der jo slet ingen grund til at give sig i kast med at undersøge den slags. Heller ikke hvis man er videnskabsjournalist på Experimentarium.
Politiker eller forsker-aspirant?
Efter over et par afsnit at have argumenteret for programmer, der positivt særbehandler kvindelige forskere, slutter Vestergård af med følgende velkendte trick:
Hvis vi skal leve af viden og innovation i fremtiden, må vi død og pine sørge for at udnytte alt det åndelige råmateriale, vi har.
At pakke sine egen-interesser ind som noget, der er til alles bedste. En kvindelige forskere-studerende, der argumenterer for flere kvindelige professorer, men det er skam for alle andres skyld!
Vi ser den slags retorisk manipulation hver evig eneste dag.
Men positiv særbehandling af kvindelige forskere er naturligvis ikke til alles bedste. Det er kun til de kvindelige forskeres eget bedste.
Synd at Inge Lehmann på så tarvelig vis skal misbruges til at fremme diskrimination mod mandlige forskere. Hendes eftermæle fortjener bedre.
Og vi kan sagtens hylde hende uden at straffe mænd af i dag. Man kunne hædre hende med en statue, en plads eller noget andet konkret. I hvert fald noget der er bedre end diskrimination mod mænd. Hun har fortjent bedre end det.
Vælger man vejen med den positive særbehandling af kvinder, som den unge forsker-studerende fra Experimentarium plæderer for i artiklen, bliver det fremover mandlige forskere, der med rette vil kunne sige om kvinder, hvad Inge Lehmann kunne sige om mænd:
Du skulle bare vide, hvor mange inkompetente mænd jeg har skullet konkurrere med – forgæves