Lennart Kiils Forunderlige Fantasifulde Verden

Lennart Kiil er gået fra koncepterne og påduttet mig holdninger jeg ikke har, på grund af en åbenbar politisk uenighed. Lennart Kiil svarer ganske kort her* Jeg skal derfor af samme grund, gøre indsigelse imod hans indlæg, som man kan finde her: http://www.folkets.dk/node/639 Det er sjovt nok ikke er op til Kiil. at forklare eller beslutte hvilke holdninger der er rigtige eller forkerte, og han har heller ikke den endegyldige definitionsret på hvad Fascisme eller højre Fascisme er. Fascisme som begreb, ideologi og politisk isme har eksisteret langt før anden verdenskrig og forbindes ikke kun med Mussolini. Derfor diskuterer man også stadig, hvad Fascismen dækker som isme. Fascismens symbol er et neg af pinde, bundet om en økse eller et økseskaft. Det er et symbol, vi ser op igennem historien i alle mulige afskygninger og forbindelser og også på Lincoln Memorial, hvor Abraham Lincoln, sidder med sine hænder hvilende på to Fasces søjler. Fasces symbolet repeteres på USA’s pengesedler, mønter og iconer der forbindes med statsapparatet i USA. http://kortlink.dk/gpuk Det er umuligt at fastlægge en endegyldig, begrænsende eller endegyldig "definition" af fascisme, idet fascismen har taget mange forskellige former, der har udviklet sig på forskellig vis, men man kan fastslå at fascisme er en form for kontrarevolutionære politik, der er i opposition til Bolsjevismen/Kommunismen og Socialdemokratiske tendenser. Flere end jeg, opfatter Fascismen som en højreekstremistisk ideologi, der bestandigt søger at aktivere "folket" imod kommunisme og socialisme, som man opfatter som undertrykkende, for den enkeltes mulighed for at bevare rigdom på egne hænder, og som sådan lever LA fuldt ud op til, at blive betegnet som et højre fascistisk parti. Fascisme er en elitær isme, der samler sig om en leder, der forsøger at samle en bevægelse omkring sig, der kan manifestere sig som Politisk magt. Lars Seir Christensen har i den forbindelse været den essentielle økonomiske faktor i oprettelsen og overlevelsen af LA som et politisk parti med en politisk agenda han har inspireret og støttet fra første færd, nøjagtig som man ser det hos Republikanerne og The Party bevægelsen i USA, hvor rigmænd køber sig til indflydelse i den Amerikanske kongres Et gennemgående tema i filmen “Født igår”. “Born Yesterday” der afslører karriere politikerens flossede moral. Billie Holliday og William Holden, der spiller sammen i filmen bliver begge blacklistet og William Holden går arbejdsløs i 2 år, før han igen dukker op i filmen Alvarez. Mange af de skuespillere der bliver blacklistet, bukker under for presset og vidner for HUAC, frem for at leve resten af deres liv som arbejdsløse og udstødte af Hollywood. Under McCarthyismen, samarbejdede Ayan Rand med HUAC og de politiske kræfter i USA, der forestillede sig at de kæmpede mod kommunismen, i et rendyrket kollektivistisk angreb på alt hvad man i ren og skær paranoia, opfattede som kommunistisk infiltration af Hollywood og samfundet i det hele taget. Ayan Rand mente at Laissez- Faire Kapitalisme, var det eneste moralsk sociale system der kunne beskytte retten til at bevare rigdom på egne hænder. Rand var som 12 årig, givetvis ikke i stand til at forstå at baggrunden for oktober revolutionen, skulle findes i de dybe modsætninger mellem den brede russiske befolkning og samfundets top, eller at Bolsjevismens afsæt og de kræfter der bakkede op om Lenin, blev afgørende for at hun og hendes familie, blev løftet fra en bedsteborgerlig økonomisk velfunderet tilværelse for efterfølgende at leve i sult og afsavn. Det kan imidlertid glimrende forklare, Rands rigide holdning og dogme, at hvis man giver af sine egne midler, til de fattige, så bliver man selv fattig, eller mister sin kraft, fordi det var Rands erfaring og livsvilkår, efter Oktober Revolutionen. Jeg mener ikke jeg har taget fejl i mit udgangspunkt, for min kritik af Ayan Rands anti velfærds ideologi. Ayan Rand mener netop ikke at man skal betale skat til andet end statens mulighed for at hindre folk i at stjæle fra dem der har, og til at opretholde lov og orden. En ideologi der stort set hører hjemme i det forrige århundrede. En ideologi der mest af alt minder om den form for elitær Liberalisme, der er formuleret i minarkismen. Så langt er LA ikke gået endnu, men at LA medlemmer, finder Rands såkaldte antivelfærds ideologi inspirerende for en politisk linie, samtidig med Joachim Olsens bestandige krav om et opgør med velfærds stagen, og at Laura Lindahl, som opstiller for LA, i en artikel på 180 grader, giver udtryk for at velfærds statem undergraver næstekærligheden. Det finder jeg bekymrende. Joachim Olsens ligegyldighed over for Ryan Airs lønpolitik, og hans hovenskab over for de arbejdsløse, mindsker ikke denne bekymring. Holdninger jeg har givet udtryk for i min tidligere artikel som man kan læse her: http://www.folkets.dk/node/636 Lennart Kiil kommenterer et afsnit i mit indlæg således: “Balkert er nemlig også meget fortørnet over, at Ayn Rand vidnede under HUAC omkring forhold i Hollywood. Hun skriver: “Konsekvensen af Ayan Rands samarbejde med Mc Carthy og CIA, blev at flere af tidens mest fantastiske manuskripforfattere til samfundskritiske film, blev forhindret i at fortsætte deres arbejde. hvilket betød at den kritisk socialrealistiske genre, stort set blev lagt på hylden i Hollywood.” Og det vil jeg da holde fast i. Under McCarthyismen blev flere hundrede dygtige filmkunstnere, manuskriptforfattere og komponister, der var knyttet til filmindustrien, fyret og gjort midlertidigt eller permanent arbejdsløse, på grund af anklager der siden viste sig at være fuldkommen grundløse. Konsekvensen var at mange af de bedste film kunstnere, enten gled helt ud af filmindustrien, eller at de blev brugt så sparsomt når de blev taget til nåde, at deres karriere reelt var ødelagt eller umuliggjort i USA, mens andre som f.eks. Ronald Reagan, pludselig kom i vælten på mere end en måde, efter at have vidnet tilfredsstillende under HUAC. USA har senere måttet undskylde til Charlie Chaplin, der blev kaldt tilbage til USA, for at få en æres Oscar, for de holdninger han bl.a. giver udtryk for i de film han tidligere måtte forlade USA for, som påstået kommunist. http://kortlink.dk/gpvf Hanns Eisler, som Charlie Chaplin forsøgte at hjælpe, blev, som en af første kunstnere der blev blacklisted, og under to HUAC høringer beskyldt for Un-American Activities, Karl Marx musik, og for at være sovjetiske agent i Hollywood. På trods af hjælp fra vennen Charlie Chaplin, komponisterne Igor Stravinsky, Aaron Copland og Leonard Bernstein blev Eisler deporteret i begyndelsen af ​​1948. http://www.solopassion.com/no… Jeg har ikke, som Kiil påstår, undladt at fortælle, at en lang række "fantastiske manuskripforfattere" agerede nyttige idioter i forhold til Stalins massemord på millioner og atter millioner af mennesker, fordi jeg ikke er af samme opfattelse som Lennart Kiil. Det jeg kalder "samfundskritiske film" var og er samfundskritiske film, og ikke som Kiil påstår: “slet skjult Sovjet-propaganda, som skulle undergrave USA indefra og skjule sandheden om kommunismens rædsler.” Jeg opfatter Lennart Kiils påstand som det rene kommunistforskrækkede paranoia og helt i tråd med HUAC høringerne og Rands dogmagtisk, paranoide, anti kommunistiske besættelse. Kommunismens rædsler har aldrig været en hemmelighed i USA, og de fleste Amerikanere afskyr kommunismen. Jeg er ikke enig med Lennart Kiil i at Rand, havde førstehånds kendskab til kommunistisk propaganda. Man bliver ikke automatisk ekspert i kommunistisk propaganda, fordi man lever i sovjetunionen. Ayan Rand var 12 år under Februar Revolutionen. Familien var økonomiske ofre for oktober revolutionen, men hun fortsatte sin skolegang, gik på Universitetet i Petrograd/Skt. Petersborg og tog efterfølgene en etårig uddannelse, der var knyttet til filmindustrien. Rand havde imidlertid ikke selv success som manuskriptforfatter i Hollywood. Hendes første filmmanuskript, Red Pawn, blev aldrig produceret. Man bør sætte sig ind i hvor mange mennesker der blev ramt af HUAC og kommunist forskrækkelsen og kikke på Hollywoods Blacklist, det består af flere hundrede af de mest kendte og elskede skuespillere og kunstnere. Ikke et øjeblik tror jeg på, at de var Sovjets nyttige idioter, og eftertiden har da også efterfølgende konkluderet, at påstandene var uden substans eller beviser og en sort periode i USA’s historie. http://kortlink.dk/gpvh Jeg har ikke fortrængt eller nægtet at forholde mig til noget som helst, jeg er bare ikke enig med Kiil i hans opfattelse af Rand som et ekspertvidne i en heksejagt på påståede kommunister i USA, og hun var heller ikke ekspertvidne i anden verdenskrig. Filmen Song of Rusland, som Lennart Kiil nævner, er en amerikansk krigsfilm fra 1944, hvor den amerikanske filmhelt, kort før den nazistiske invasion af Sovjetunionen, forelsker sig i en smuk sovjetiske pianist. Ayan Rand opfatter den, fejlagtigt, som pro-sovjetisk propaganda, men den positive skildring af Sovjetunionen i filmen, er klart forbundet med krigstidens alliance af Sovjetunionen og USA. Alliancen mellem England, USA og Sovjetunionen, var en bitter pille, Roosevelt og Churchiil måtte sluge, i håb om at vinde krigen mod Nazisterne. Ruslands deltagelse i krigen mod Hitler Tyskland viste sig også at blive en afgørende faktor. At HUAC, House of Un-American Activities Committee, efter afslutningen af ​​Anden Verdenskrig og udbruddet af den kolde krig, fandt at Song of Rusland, var en af de tre bemærkelsesværdige eksempler på "pro-sovjetiske propagandafilm" lavet af Hollywood, sammen med Warner Brothers 'Mission til Moskva og RKO s The North Star, og at denne påstand blev støttet af Rand, finder jeg absurd og rent ud sagt vanvittig. At Ayn Rand, i hendes 1947 vidneudsagn før HUAC, har nævnt Song of Rusland som et eksempel på kommunistisk propaganda, fordi man i Hollywood film-industrien ikke lever op til virkelighedens Rusland, er ikke bevis for noget som helst. Hvornår har Hollywood levet op til virkeligheden i sine film? Sjældent! Jeg mener at Rands rolle i HUAC høringerne, som HUAC’s “ekspertvidne” gjorde, at Rand blev medvirkende til, i en mørk periode i USA’s historie, og at hun medvirkende til at udvikle og etablere den samme form for “Berufsverbot” i USA, som hun selv og mange andre, var flygtet fra Rusland og Nazityskland, for at undgå. At Lennart Kiil finder at det er forfriskende at Rand idoliserer iværksætteren, og finder at alt er indrettet på lønmodtagernes præmisser, på et tidspunkt hvor EU, Schengen og den arbejdstagernes frie bevægelighed, har skabt løndumping og arbejdsløshed blandt danskerne, gør at jeg må konkludere, at jeg er dybt uenig med Lennart Kiil. Jeg har ikke skrevet at LA vil fratage arbejdsløse deres stemmeret eller andre rettigheder! Lennart Kiil! Hvad jeg har skrevet er: “hvor man i stadig stigende grad dæmoniserer den arbejdsløse, mener den arbejdsløse ikke skal have stemmeret, og finder at arbejdstagere ikke bør have rettigheder af nogen art.” I stadig stigende grad! Lennart Kiil! Årsagen til at jeg skriver det, ligger i det faktum at LA tilhængerne, på LA’s onlineavis 180 grader, giver udtryk for den slags holdninger, i stadig stigende grad. Jeg har ikke påstået at det står i LA’s valgprogram eller at Anders Samuelsen har givet udtryk for at de arbejdsløse ikke skal have stemmeret. Jeg finder at Kiil har læst mit indlæg som fanden læser biblen og at han helt uden grund, har gisnet om mine motiver, for at skrive mit indlæg, med anklager om skjulte agendaer og bevidste udeladelser. Kiil har endog forestillet sig, at jeg er unødigt påvirket af Mainstream-pressens dæmonisering af LA - Hvilket jeg vil tage helt afstand fra. Jeg kan ikke følge Lennart Kiil i hans påstand om at Anders Samuelsen og LA, er ensidigt forfulgt eller dæmoniseret af mainstream pressen. Tværtimod. Jeg finder i stedet, at det er online avisen 180 grader, der med flid dæmoniserer alle former for kritik af LA og de debattører der kritiserer LA på 180 grader. Efter Kiils svada over mit indlæg, er det derfor også svært for mig, at være i tvivl om hvor Kiils egne politiske præferencer hører hjemme, og hvorfor han ikke kan forholde sig objektivt til mit indlæg, giver sig til at spekulere i mine motiver for at formulere en kritik af LA. Jeg har ikke givet udtryk for min støtte til verdens næststørste offentlige sektor, overhældt LA med galde, eller rettet mit angreb, mod hvad Kiil opfatter som reformvenlige kræfter. Jeg opfatter bare ikke LA,s reformkrævende kræfter som positive. Jeg forholder mig rent faktisk overhovedet ikke, i mit indlæg, til det fantasifulde og temmelig paranoide sludder, Lennart Kiil stamper op af jorden. Kiil er båret afsted af sine egne politiske præferancer. Lennart Kiil har præsenteret sig selv, og han taler om sig selv. Jeg vil konstatere at vi i spørgsmålet LA, stort set, er uenige.