Elmas Berke: Tavshedens Pris, 279s., DreamLitt, 2015
”Tavshedens Pris” er en temmelig rystende oplevelse at læse. Ikke fordi der er smurt for tykt på i beskrivelsen af bogens hovedpersoners oplevelser. Snarere fordi man sidder tilbage med forståelsen af, at der netop ikke er. At dette er den gruopvækkende virkelighed for nogen.
Det var ret naturligt for mig at sige ja til at læse og anmelde Elmas Berkes bog, Tavshedens Pris, fordi jeg har beskæftiget mig noget med emnet. Fordi jeg har savnet denne bog.
Bogen er baseret på 7 kvinders liv – berettet af dem selv til Elmas Berke – samlet i hovedpersonerne Donya og Dorrit.
Donya og Dorrit er med to forskellige baggrunde begge vokset op i patriarkalsk dominerede hjem med troen – den ene indremissionsk, den anden muslimsk - som en afgørende faktor i særdeleshed i deres udviklingsår. Der ligger godt to generationer imellem dem, men deres liv bliver forbundet ved skæbnens tilskikkelse.
Donya har kendt Dorrit, også kaldet Fru Gjessing, fra hun er ganske lille. Dorrit tilhører her voksengenerationen for Donya, hvor Dorrit er den rare dame i hendes opvækst, men deres veje skilles. Ved et møde mange år senere fortæller de hinanden deres livshistorier. Hvad ingen andre ved. Hvilke uhyrligheder, der er overgået dem begge. De har begge betalt Tavshedens Pris. Overfor deres børn. Overfor deres omgivelser.
De to kvinders historie i bogen er ret forskellige, men dog med lighedspunkter. Lighedspunkter nok til, at de kan tale med hinanden uden at få den anden til at føle sig mindre. Nok til at de hos hinanden kan møde en forståelse, som samfundet ikke umiddelbart byder dem.
Donyas historie er klart den stærkeste og også den, der er fortalt med størst indlevelse. Og størst gru.
Til trods for at Dorrits opvækst og ungdomsår i lighed med Donyas er præget af troen, skammen og begreber som ære, så slipper hun dog ud og lever sit – omend hårde – eget liv. Et liv, hvor hun selv bestemmer, selvom også hun er påvirket af sit nærsamfunds tanker og fordømmelse. Men Dorrits historie har ikke den altafgørende betydning i bogen. Den tjener mere som relief for Donyas historie. Måske fordi den tager sit udgangspunkt for næsten 100 år siden. Måske fordi Elmas Berke er mere hjemme i historien om Donya. Når man fornemmer Berkes tårer for Dorrit, så føler man vandfaldet for Donya.
Når man læser i dagspressen om skæbner som Ghazala Khans, så efterlades man altid med spørgsmålet: Hvorfor?
Donyas historie er fortalt på en måde, der selvom den er rædselsvækkende, så dog bibringer læseren en forståelse af netop hvorfor. Hvorfor ære får en betydning i en familie, der på andre måder er ret velintegreret i Danmark, hvor især børnene har taget det danske samfund til sig. Elmas Berke fremkommer med sine personer med en ret afgørende forklaring på, hvorfor æresbegrebet overhovedet er i spil i Danmark anno 2015 - en pointe, der er vanvittig vigtigt og helt central. Hvorfor der er så stor forskel på æresrelateret vold og ikke-ærerelateret vold, selvom de blå mærker på overfladen ser ganske ens ud. En forståelse som nok mangen en samfundsforsker vil have glæde af at forstå.
Elmas Berke skyder her i nogen grad med skarpt overfor de ret forskellige faktorer, der i deres samspil fremdriver kulturelle handlingsmønstre, der måske ikke ville have samme grobund, hvis de havde været enkeltstående.
Årsagen og skylden skal ikke placeres ét sted. Den skal placeres mange steder. Hvilket dog også bibringer læseren en forståelse af komplikationsgraden. Nogle vil måske føle sig stødt af det ene, andre måske af det andet.
Konflikten imellem tidligere tilflyttere og nyere tilflyttere. Konflikten imellem generationerne. Konflikter, der har eksisteret i mange år og stadig er aktuelle. Konflikter, der er af nyere dato. Ikke mange sten forbliver uvendte i Elmas Berkes bog.
Elmas Berke gør det med en kærlighed til disse kvinder, og samtidig med en forståelse for, hvad det er, der sætter mekanismerne i spil.
Der er mange stærke dialoger i bogen, men bogen er samtidig sine steder meget forklarende, når Elmas Berke gerne vil have det hele med. For hun har så enormt meget på hjerte, fornemmer man tydeligt. Mere end hvad hun måske har syntes, at hun kunne få med, ved at lade personerne handle, kommunikere og interagere. Det er lidt synd, men budskabet har haft større betydning end dramaet og fortællingen, hvilket gør det tilgiveligt.
Denne bog er nok en af de vigtigste stykker litteratur på området. Den kan læses af alle og ikke kun fagfolk og specialister. Elmas Berke har forsøgt at gå på knivsæggen med denne bog, fordi hendes budskab er vigtigt. Og hun er lykkedes med denne balancegang.
Bogen kan i den grad bibringe alle en vigtig viden, og selv med dens svagere sider, der måske nok kunne have pillet en stjerne væk, så får bogens essentielle betydning mig til at give den 6 stjerner.
Såvel Dorrit som Donya har betalt tavshedens pris for samfundets manglende vilje til at ville beskæftige sig med dette emne. Spørgsmålet til læseren er nu, om fremtidige generationer skal betale samme pris. Mange betaler den, imens du læser.
.