Vi skal bruge 331 betalende brugere mere for at "breake even" - vil du være en af dem?


FOLKETS kan kun eksistere i kraft af direkte opbakning fra brugerne

Se hvordan DU hjælper

Primære faneblade

De sundeste er de dyreste

Antal

Uddrag fra bogen Forbandede Sunddom:

Tag rygning: De (uomtvistelige) ekstra udgifter, som rygere statistisk set pålægger sundhedsvæsenet i form af rygerelaterede sygdomme bliver ”...mere end kompenserede for i og med, at de dør tidligere” *

Med hensyn til de overvægtige gennemgår van Baal otte forskellige scenarier (med forskellige parametre for omkostninger, levealder osv.) og finder, at de sunde koster mellem tre procent og op til gigantiske 60 procent mere end de overvægtige.

Som om disse tal ikke var rystende nok, så læg mærke til, at de udelukkende går på udgifter for sundhedsvæsenet. Altså: Udgifter til pensioner, plejehjem osv. er ikke indregnet i disse tal.

Ganske vist kan man regne med et marginalt tab (igen alt efter hvilken bundlinje, man antager) i form af tabt arbejdsfortjeneste for dem, der bliver tidligt syge.

På den anden side er det faktisk langt fra givet, at det samlet er en omkostning, samfundsøkonomisk. I og med det i forvejen er de dårligst stillede, der bliver tidligst syge og dør tidligst, kan vi regne med en stor overrepræsentation af personer, der er på offentlig forsørgelse. De bidrager i forvejen ikke – og hvis vi, set med strengt økonomiske briller, er så heldige, at de dør tidligt, så er det jo yderligere sparede penge.

Endvidere er provenu fra afgifter på tobak, alkohol og så videre heller ikke indregnet.

Under alle omstændigheder kan man jo spørge sig selv, hvor mange dages sygefravær eller inaktivitet på arbejdsmarkedet der skal til for at komme op på samme udgiftsniveau som en pensionist på plejehjem koster. Men hvor den lille håndfuld dage, som en storryger i gennemsnit ”koster” i form af ekstra sygedage ofte gøres til et enormt samfundsøkonomisk problem, er der ingen, der tør tale om, hvilken udgift pensionisten på plejehjemmet udgør.

Men set med økonomiske briller turde der ikke være en forskel. Den eneste forklaring er, at rygerens sygefravær er moraliseret af den somatiske etik, medens vi nærmest skal klappe i hænderne af begejstring over, at vi bliver gamle nok til at sidde og mimre på plejehjem, for så har vi vel nok opført os flinkt. Det giver ingen mening.

Præmissen for den foregående diskussion har været, at vi skal se på de samlede udgifter, en person påfører statskassen over hele livet for at få et sagligt bud på, om de usunde koster mere end de sunde. Det lader til ikke at være tilfældet; tværtimod er der gode grunde til at antage, at det forholder sig omvendt: De sunde koster mere end de usunde. Now, put that in your pipe and smoke it!

Hvis det er rigtigt, hvordan kan det så være, at store og vigtige organisationer og institutioner, som for eksempel EU, igen og igen fremfører, at forhold som overvægt eller rygning koster fantastisk meget?

Det er fordi, de ikke indregner de kontrafaktiske omkostninger (hvad ville eksempelvis en overvægtig blive syg af og koste, hvis vedkommende ikke var overvægtig), fordi der sjældent tales om udgifter over hele livet, da sundhedsøkonomer indregner en diskontering på fem procent pro anno (således at fremtidige sygdomme bliver langt billigere end nutidige), og fordi der ikke indregnes samlede udgifter, altså for eksempel plejehjemspladser, pensioner osv.

Det kan derimod ikke undre, at en svært overvægtig, storrygende 40-årige statistisk set kommer til at koste betydeligt mere end en sund 40-årig de næste par år.

En anden ting, der kan undre, når man ser på den idelige snak om ”livsstilssygdommenes” store økonomiske omkostninger, er, at spørgsmålet om psykiske lidelser spiller så lille en rolle. Psykiske lidelser sætter typisk ind langt tidligere end ”livsstilssygdomme”, hvilket påfører samfundsøkonomien et kolossalt tab, da personer med psykiske lidelser tidligt eller slet ikke træder ind på arbejdsmarkedet eller i hvert fald mister arbejdsår i den mere produktive alder.

Men bekæmpelse af psykisk sygdom kan ikke gøres til et moralistisk projekt på samme måde som ”livsstilssygdomme”, da de ikke kan adresseres med KRAM-formaninger eller gøres til genstand for den samme form for statusjagt, som det gør sig gældende med den fitte krop. Det er nogle af grundene til, at fokus er så lille på psykiske sygdomme – uanset, at der sikkert ville være langt større samfundsøkonomiske gevinster ved at forebygge disse.

Forbandede Sunddom af Morten Ebbe Juul Nielsen er netop udgivet på DreamLitt.

Se også: Anmeldelse: Forbandede Sunddom

* Kilde findes i Forbandede Sunddom

Meta
Seneste ændring: 
13/02/2019 - 14:23
Udgivet i: