Gå til hovedindhold

Drupal 8 er ude og Folkets Avis gør klar til at give skribenter og læsere en bedre oplevelse

Af Lennart

Efter godt fem års udvikling er Drupal 8 klar.

Drupal er et open source indholdsstyringssystem som benyttes af mange, mange hundredetusinde sider på internettet verden over - heriblandt Folkets Avis.

Den nye version af Drupal indeholder en lang række forbedringer, som vil komme alle brugere af Folkets Avis til gavns. Her skal blot nævnes tre, som vil gøre umiddelbar gavn:

  • Vi skal have mange flere til at bidrage med indhold på Folkets Avis, og med Drupal 8 under motorhjelmen bliver dette også nemmere og sjovere – Drupals "back end" er blevet meget mere brugervenlig

  • Vi skal have engageret den enkelte læser meget mere, og det er også blevet nemmere og mere realistisk med Drupal 8 på grund af muligheder for personalisering, som ikke gør tingene mærkbart langsommere

  • Endelig er skabelsen af indhold på avisen nu helt klart og tydeligt afkoblet fra opsætningen af sitet – det betyder, at der kan laves forbedringer løbende samtidig med, at avisen kører videre som var intet hændt

Vi glæder os meget til at give vores skribenter og læsere en bedre oplevelse på Drupal 8.

Fordi Folkets Avis stadig er en relativt lille og ukompliceret avis, burde vi kunne opgradere fra Drupal 7 til Drupal 8 ret hurtigt.

Planen er at komme på Drupal 8 inden for tre måneder.

Det ser ud til at 2016 bliver et fremragende år for Folkets Avis!

Her kan du læse mere om Drupal 8

Lennart Kiil er stifter af FOLKETS og redaktør på Folkets Avis. Han mener godt man kan oplyse og underholde på samme tid.