Slut med slaver: Danskerne tvunget til at betale de forkerte

Slaveejerne fik 50 vestindiske dalere for hvert menneske, de havde ejet. De frigivne fik ingen erstatning. Sådan gjorde Danmark regnskabet op efter slaveriet.¹

I 1853 vedtog Rigsdagen betalingen til de tidligere ejere. Kongen stadfæstede loven den 23. juli. Pengene blev som hovedregel udbetalt i statsobligationer.¹ Staten havde gjort mennesker frie. Nu anerkendte den ejernes tab i kroner og øre, eller rettere vestindiske dalere.

Friheden kunne ikke vente tolv år

Slaveriets ophævelse i Dansk Vestindien i 1848 kom efter et oprør. Året før havde Danmark besluttet en gradvis afvikling over tolv år. Nyfødte skulle være frie, mens andre måtte vente.

Nationalmuseet beskriver, hvordan frygten for aldrig at opleve friheden var med til at drive modstanden. I juli 1848 samledes slavegjorte ved Frederiksted på Sankt Croix. Generalguvernør Peter von Scholten gav efter for presset og erklærede dem frie. John Gotlieb, kendt som General Buddhoe, var en central skikkelse i forløbet.²

Den trykte proklamation dateret 3. juli 1848 bekendtgjorde friheden på både dansk og engelsk. Men allerede næste punkt gjorde dens materielle grænser synlige: Plantagernes beboere beholdt brugsretten til deres huse og dyrkningsjord i tre måneder. Fremover skulle arbejdet betales efter aftale.³

Friheden var øjeblikkelig. Sikkerheden for et sted at bo havde en udløbsdato.

Ejerne påberåbte sig grundloven

Efter ophævelsen krævede de tidligere ejere erstatning. Historikeren Rikke Lie Halberg gengiver hos Lex en klage fra Borgerrådet på Sankt Thomas: Uden betaling ville staten krænke ejendomsretten. Rådet henviste til grundlovens § 87 og hævdede ligefrem, at frigivelse uden erstatning ville være at behandle ejeren som slave.¹

Det var mennesker, der blev gjort krav på som mistet ejendom.

Folketinget valgte at betale

Den juridiske pligt var omstridt. Kirsten D. Klemmensen gennemgår i sit historiske speciale fra 1984 regeringens synspunkt: De tidligere ejere havde ikke et retskrav på erstatning, men kunne have et krav begrundet i rimelighed. Kolonialrådet protesterede og pegede på, at staten selv havde opmuntret til anskaffelse af slaver.⁴

Et folketingsudvalg fandt desuden, at den oprindelige overgangsperiode havde rummet en godtgørelse til ejerne: De skulle have haft yderligere tolv års arbejde fra de slavegjorte. Nu var friheden kommet tidligere, og udvalget fandt derfor betaling rimelig.

Ifølge Klemmensen vedtog Folketinget forslaget den 14. juli 1853 med 60 stemmer mod syv. Landstinget vedtog det derefter.⁴

Regningen til staten var altså resultatet af en politisk beslutning. Slaveejernes påstand om et juridisk krav var deres argument i striden.

Vi har tidligere fortalt om befolkningen, der stod uden for Danmarks officielle afstemning om salget af øerne. Erstatningshistorien stiller et beslægtet spørgsmål: Hvis tab talte med, da Danmark skulle gøre regnskabet op?

Dem, der havde mistet ejerskabet over andre, fik et beløb. Dem, der havde mistet år af deres eget liv, fik ingen erstatning.¹