Hvem var det nu der sagde, at man bare skulle gentage en løgn – så troede folk, det var sandhed?
Både hovedparten af de danske medier, store dele af fagbevægelsen og mange, mange politikere har det meget svært med følgende sandhed:
Danmarks skattetryk er uden tvivl blandt de allerhøjeste i hele verden.
Punktum.
Der er intet at diskutere. Det er en kendsgerning. Et faktum.
De undersøgelser der findes på området tegner alle samme billede. Regner man det hele med, afgifter, moms, skatter og andre tvungne bidrag - som AM-bidraget - så ligger Danmark klart i top.
Danskerne er kort sagt et af de mest beskattede folkefærd i verden.
Det undrer mig, at Pelle Dragsted har så svært ved at acceptere denne kendsgerning. Hvorfor vil denne mand medvirke til, at politikerne kan udbytte det arbejdende folk så groft?
Har han slet ikke læst Jørgen Dichs bog om den herskende klasse?
Jeg tror i virkeligheden at mange politikere - også dem på venstrefløjen - er begyndt at skamme sig en smule over at danskernes køres så hårdt.
De vil helst tro, at det er arbejdsgiverne som skummer fløden og tager fra det arbejdende folk. Realiteten, at det er staten der i dag har udbytterrollen, vil de helst ikke se i øjnene.
Fagbevægelsen vil naturligvis også helst fremmane et billede af markedet og arbejdsgiveren som en der ødelægger det for arbejderen. Men det er jo arbejdsgiveren, der er med til at - ta da! - give arbejde.
De fleste arbejdere kan godt gennemskue, at det i dag er staten og det offentlige som er den tungeste byrde på deres skuldre, så de har for længst forladt partier som SF og Enhedslisten, der ellers godt kan lide ideen om at de repræsenterer arbejdernes interesser.
Enhedslisten har gennem den seneste tid igen og igen vist sig at være et parti der siger en ting og hvor toppen i partiet selv gør noget ganske andet.
Og nu er lederne af partiet også begyndt at lyve fra Politikens spalter.
Det er useriøst og ikke et demokrati værdigt.