"Vi skal gøre alle til fremtidens vindere."
Jo mere man tænker over den sætning, jo mere meningsløs fremstår den.
Hvem er "vi" og hvordan kan dette 'vi' gøre "alle" til fremtidens vindere?
Ja, sætningen er meningsløs, men blev gentaget hele tre gange i nytårstalen.
- Vi skal gøre alle til fremtidens vindere. Det er mit budskab i aften.
- Vi skal gøre alle til fremtidens vindere. Det har vi en historisk chance for lige nu, hvor vi er helt ude af den økonomiske krise.
- Vi skal gøre alle til fremtidens vindere. Godt nytår!
Det virker næsten som om Lars Løkke tror, at dette underlige "vi" kan gøre alle til vindere, bare vi gentager ordene ofte nok.
Men ord rækker ikke.
Den hygge, Lars Løkke taler om, rækker heller ikke.
At bruge sin tid foran TV på at se Matador for tyvende gang, som Lars Løkke Rasmussen siger, han har gjort, rækker nok heller ikke for de fleste.
Det rækker ikke til at skabe en vinder.
At vinde kræver ofre. Det kræver afsavn. Det kræver rå vilje og styrke.
Det er ikke noget "vi", der kan gøre os til vindere.
Der er ikke noget "vi", som kan gøre Folkets Avis til en succes.
Jeg ved, at jeg skal bruge al min tid, alle mine evner og al min viljestyrke, hvis jeg skal blive en vinder med den her avis.
Først skal jeg betale 25 procent moms på alt, jeg tjener ind. Så skal jeg betale 40-50 procent i AM-bidrag og indkomstskatter, og så skal jeg betale 25 procent i moms igen, hvis jeg går ud og køber mad til min familie for pengene.
Mens nogle andre medier, mine konkurrenter, med bedre forbindelser kan få pengene i mediestøtte og slippe for selv at betale moms.
Hvad er det for et "vi", der skal gøre mig til fremtidens vinder, Lars Løkke?
Skal jeg sætte mig hen og vente på, der kommer nogen andre og gør mig til en vinder, Lars Løkke?
Der er ikke noget "vi", der skaber mig. Der er ikke noget "vi", der hjælper mig med at skabe en succes.
Og der er i særdeleshed ikke noget "vi", der kan gøre os alle til fremtidens vindere.
I politikere kan være med til at skabe nogle rammer, inden for hvilke den enkelte med vilje og evner kan udfolde sine talenter.
Og det gør I bedst ved at flytte jer og ikke stå for meget i vejen.
Du siger, at vi er rigere i dag end i gamle dage.
Det er rigtigt.
Men det er ikke på grund af noget "vi".
Vi er blevet rigere på trods af og ikke i kraft af politikere, bureaukrater og den overdimensionerede offentlige sektor her i landet.
Vi er blevet rigere fordi dygtige landmænd, industrifolk og købmand på trods at tiltagende bureaukrati har formået at skabe velstand.
Og det har de gjort som individer med vilje og flid.
Vi kunne have været meget rigere.
Det "vi", du taler om, gør ikke os alle til vindere.
Kun den enkelte selv kan gøre sig til vinder.