Primære faneblade

Antal

Seneste ændring: 
13/02/2019 - 14:23

Nyttige idioter er der nok af

Artikel af Lennart Kiil

Del Nyttige idioter er der nok af
Like F

Det skrev Mogens Lykketoft og Jytte Hilden i Aktuelt efter en "studierejse" til Cuba i slutningen af firserne.

Naiviteten er chokerende. Virkeligheden på Cuba var brutal undertrykkelse af blot den mindste opposition imod eller kritik af systemet.

Titusinder af dissidenter var flygtet ud af landet eller blevet henrettet af systemet i årene op til det danske besøg på øen.

Se ogsåHvad nu, Venezuela?

De indbyggere på Cuba, der ikke flygtede eller blev slået ihjel, måtte finde sig i den ydmygende idioti og vanrøgt af samfundet, der så ofte bliver konsekvensen af planøkonomi og central styring.

Også dét forsøger Lykketoft og Hilden på tragikomisk vis at fremstille som en god ting:

"Endelig er der ofret vældige summer på et højtudviklet vejsystem, som der endnu slet ikke er køretøjer til"

Den samme evne til at vende ting på hovedet og rationalisere det vanvittige, så vi senere i perioder, hvor Hugo Chávez ikke kunne få den ellers rigelige olie op af jorden i Venezuela.

Det blev af mange på venstrefløjen udlagt som om, han med vilje ville spare på ressourcerne. På den måde kan man jo altid få udlagt tingene på en måde så de understøtter ens egen ideologi.

Også folket, mennesker som sådan, ses i bund og grund af socialister som ressourcer, som et middel til målet, som er indførelsen af det klasseløse samfund (som altid ender med at blive vældig klassedelt alligevel).

Akademiske og intellektuelle socialister gør sig store anstrengelser for at undgå at se denne dehumanisering af folket i øjnene.

Der skal et meget stort selvbedrag til for at opretholde forestillingen om socialisme og kommunisme som værende noget, der bygger på og næres af folket.

Ikke desto mindre formår ellers - må man formode - relativt intelligente mennesker som Mogens Lykketoft og Jytte Hilden igen og igen at stikke sig selv blår i øjnene.

Om det kommunistiske styres brutale regimente skrev de således:

"den cubanske revolution i sin oprindelse er cubanernes eget valg, og ikke en påtvungen model."

Det er naturligvis vrøvl fra ende til anden. Folket på Cuba blev holdt tilbage i åndelig og materiel udvikling af en stærkt hierarkisk og elitær styreform, som det altid er tilfældet i kommunistiske lande.

Et andet karakteristisk aspekt er ansvarfraskrivelsen. Hilden og Lykketoft erkender at "meningsdannelsen" er mindre fri og mere ensidig end i Danmark, men det er ikke det kommunistiske regime med Castro i spidsens skyld.

"Men vi har i grunden ikke megen tro på, at forholdene bliver friere, før følelsen af omringning kan fjernes i takt med at en stupid blokadepolitik afløses af friere udveksling af varer og menneske, og af en militær afspænding i Mellemamerika og Caribien."

Her får man lagt skylden over på USA. Som man har for vane i de kredse, når socialismens gentagne svigt skal have en forklaring, som er psykologisk spiselig.

Det er samme logik Nicolas Maduro, Chávez' efterfølger i Venezuela, benytter sig af nu, hvor han skyder skylden for Venezuelas massive problemer over på USA. Chávez mente også, at USA var ondskabens imperium og kaldte landets præsident for "Djævlen".

Det er altid de andre, der er forkert på den. Det må vi forstå. Det er aldrig de socialistiske diktatorer, planøkonomien eller kommunismen som fejler. Denne manglende evne til at gribe i egen barm og tage ansvar er en væsentlig del af forklaringen på, at socialismen igen og igen kan gøre livet surt for folk forskellige steder i verden.

Castro, som Lykketoft og Hilden var så begejstrede for, stiftede senere med Chávez samarbejdet ALBA, som Chávez kaldte det 21. århundredes socialisme.

Se ogsåHvad nu, Venezuela?

Også Chávez har venstrefløjen i Europa og Danmark forsøgt at fremstilling som en ven af folket, men sandheden er at han ikke har gjort ret meget godt for folket.

I det hele taget er forestillingen om, at en politiker - de facto diktator eller ej - skal gøre noget for folket i bund og grund fulstændig vanvittig. Folket skal ikke ledes eller styres.

Folket er sit eget. Politik er altid nedvurdering af folket. Og da ikke mindst den magtkoncentrerende og paternalistiske bedrevidende socialisme, hvor det altid bliver en politisk elite, som koncentrer magten i egne hænder og øver ubodelig skadet på det folk, den påstår at ville hjælpe.

På den måde er ALBA heller ikke noget folkeligt projekt eller nogen grasrodsbevægelse, som mange på venstrefløjen i Danmark i længere tid har forsøgt at hævde. Tværtimod.

Ideen med ALBA er at undgå fri handel og konkurrence mellem medlemslande og istedet gennem central planlægning at "supplere" hinanden og udbrede socialismen i landenes befolkninger.

Projektet har været en fiasko og i dag sulter almindelige mennesker i Venezuela, på trods af at landet er velsignet med ufattelige naturrigdomme blandt andet i form af massive olieforekomster.

Ingen af landene i ALBA har haft nogen synderlig glæde af samarbejdet, hvor en konkret målsætning har været at udbrede en række af de tiltag, som har haft katastrofale konsekvenser i Venezuela, til de øvrige lande.

I 2009 var Bolivias præsident Evo Morales sammen med Chávez i Danmark i forbindelse med klimakonferencen. Her holdte de deres eget arrangement imod kapitalismen og til fordel for socialisme og kommunisme, hvor det danske band The Savage Rose også spillede som opvarmning til de to charmerende mænds hovedtaler.

I vanlig stil holdt Chávez en af sine meget lange og kedelige taler under det såkaldte "Folkemøde" som fandt sted i Valbyhallen. Han gjorde blandt andet et stort nummer ud af at fortælle publikum, at han udover socialist også var en stor feminist, der gjorde en masse for kvinders rettigheder.

Reelt lod Chávez hånt om kvinders rettigheder i Venezuela, og mønstret er igen det samme:

Lederne taler en masse om egne fortræffeligheder i at hjælpe folk og kvinder, mens de reelt skader langt mere end de gør gavn.

Det samme mønster kender vi jo godt her fra andedammen – omend i mindre ekstrem grad.

Nu da tingene er ved at gå i opløsning i Venezuela må vi til stadighed undres over venstrefløjens evige fascination med de her frelserskikkelser, som lover paradis på jord, men hvor det hver gang ender i materiel fattigdom og undertrykkkelse af folket.

Hvorfor hopper så mange danske politikere, intellektuelle og kulturpersonligheder på den hver evig eneste gang?

I bund og grund skyldes det nok at man ikke stoler på folkets evne til selv at skabe en leveværdig tilværelse. Så trods al den snak om folket fra selvoptagede socialister, handler det altid om socialisternes egne forestillinger og ikke de virkelige konsekvenser, der rammer den almindelige indbygger i et fjernt land.

Og så er det lige prisen. For selv hvis vi antog, at socialismen virkelig skabte materiel velstand (hvilket den beviseligt ikke gør - den destruerer velstand), ville prisen være for høj.

For den frelse, socialismen tilbyder folket, kræver altid det samme offer:

Friheden.

Friheden skal ofres.

Også i Venezuela skal man have partiforholdet i orden for at nyde godt af den omfordeling i samfundet, som venstrefløjen ynder at give Chávez æren for. Det rette politiske tilhørsforhold bliver altafgørende - ja, ofte betyder det forskellen på liv og død.

Se ogsåHvad nu, Venezuela?

Skal man bukke sig for at få lov at spise af sin herres hånd, er man ikke et frit menneske.

Og sådan er det endt i Venezuela, som det altid gør når socialismen skal virkeliggøres, om man så kalder den det 21. århundredes socialisme, samba-socialisme eller noget helt tredje.

Og denne knægtelse af folk over hele verden sker til stadighed med prisning og billigelse fra priviligerede mennesker i Vesten.

Selv når lokummet brænder og der ikke er mere toiletpapir tilbage, fastholder mange socialister hårdnakket at deres system er overlegent.

I dag er det som nævnt Nicolas Maduro der har overtaget magten i Venezuela. Simpelthen fordi han var Chávez' nummer to. Og han har for kort tid siden sendt landet ud i undtagelsestilstand.

Det er ikke nemt at sige, hvor det ender på kort sigt, men over bare lidt længere tid har socialismen nok engang vist sig som den hurtigste måde at bringe en befolkning og et land i knæ på.

Selv et land med ufattelige energireserver som Venezuela har været nød til at forkorte arbejdsugen til to dage, simpelthen fordi man er løbet tør for – energi.

Er der mon nyttige idioter nok tilbage til, at der her kan ske igen i fremtiden måske et andet sted i verden?

Mon ikke.

Da den mand, der nu har kørt Venezuela helt i sænk, blev "valgt" i 2013 ønskede Enhedslisten landet tillykke med valget blandt andet i en officiel udtalelse og i en artikel på partiets hjemmeside.

Og som du kunne læse længere oppe, så er denne tendens ikke noget, der kan isoleres til den yderste venstrefløj. Den rækker langt ind i Socialdemokratiet og er ganske givet særdeles almindelig blandt unge og ældre "idealister".

Det er synd for folket i Venezuela. Og desværre er det næppe sidste gang socialismen får lov at ødelægge – ufatteligt er det at så mange oplyste politikere i Vesten bakker op om disse rædselsregimer.

/* START ONLY for PRINT */ /* END ONLY for PRINT */

Bak op og få fordele Se muligheder Bak op og få fordele Tilmeld

Ønsker du et Danmark hvor etablerede medier og partier sætter dagsorden uden hensyn til borgerne?

Nej? – Nå, men det koster penge - og meget andet - at drive et medie som går imod magthaverne. Er du villig til at betale en del af prisen?

Første mål er at balancere de direkte økonomiske udgifter ved at drive et medie som i modsætning til den etablerede presse ikke modtager offentlige penge

Se muligheder Tilmeld nu

Nu 296 abonnenter ud af 1000 nødvendige