I dag bragte Folkets Avis en artikel der omhandlede honorarer som politikeren Mattias Tesfaye fik for to foredrag, han holdt for en sluttet gruppe af ansatte i Allerød Kommune.
Artiklen har medført en helt udsædvanlig grad af kritik rettet mod Folkets Avis.
Ikke mindst har en række borgerlige debattører været heftige i noget, der nærmer sig en decideret fordømmelse af artiklen.
Skal en politiker da ikke have honorar for foredrag?
Skal en forfatter ikke?
Sådan har spørgsmålene lydt. Og de sædvanlige anklager om jantelov har været fremme.
Både anklagen om jantelov og spørgsmålene rammer dog helt ved siden af skiven.
Hvis publikum til foredraget selv havde betalt ved indgangen, så havde der ikke været noget at skrive om på Folkets Avis.
Problemet er, at regningen blev sendt videre til skatteyderne.
Det var altså en meget stor gruppe af borgere, som var tvunget til at betale for en meget lille gruppes underholdning og oplysning.
Når man bruger offentlige penge på noget - og når man modtager offentlige penge for noget - så må man forvente en vis bevågenhed fra pressens side.
Skulle pressen blot se den anden vej?
Er det ikke netop pressens opgave at være med til at kaste lys over, hvordan skattekronerne forvaltes?
Hvis skattekronerne bruges på hvad der i manges øjne må siges at være høje vis ikke decideret ublu honorarer - ja, så har det offentlighedens interesse.
Ganske enkelt.
Og hvis ikke man ønsker at offentligheden skal have kendskab til de høje honorarer man modtager, så kan man jo afslå at modtage disse høje honorarer fra det offentlige. Længere er den sådan set ikke.
Folk skal vide, hvad deres skattekroner går til.
PUNKTUM.
Og det er Folkets Avis med til at sikre, at de får mulighed for at følge med i.
Hvis der så sidder nogen og siger, "jamen, det er da fedt nok, at kommunen brugte alle de penge på de foredrag" - jamen, det er fair nok at mene det.
Andre har så også retten til at have en anden holdning til det spørgsmål.
Men at nogen modsætter sig at den information overhovedet kommer ud til de skatteborgere, som betaler gildet.
– Det forstår jeg simpelthen ikke.
Prøv lige at forestille jer, hvad alternativet er til en fri presse som skriver om de her ting.
Tænk hvis ingen turde afsløre det.
Så ville omfanget af misbrug af skatteydernes midler blot vokse og vokse.
Lovgivningen giver mulighed for aktindsigt præcist sådan at pressen og borgerne har mulighed for at gå politikerne efter i sømmene og holde øje med hvad midlerne i fælleskassen bruges på.
Når borgerne har mulighed for at se hvad politikerne gør - og ikke bare hvad de siger - så har borgerne ovenikøbet et bedre vurderingsgrundlag i forhold til at deltage i den demokratiske proces som vælgere.
Det er også værd at huske på, at politikere - ikke mindst dem på venstrefløjen - ofte fortæller os at vi skal bidrage mere til fællesskabet. Eller at den og den gruppe skal bidrage mere til fællesskabet.
Men hvorfor så selv trække så meget ud af fællesskabet og over til sig selv som muligt? Det hænger ikke helt sammen.
Er det bare "de andre" der skal bidrage mere til fællesskabet, mens man selv hiver mere ud?
Hykleriet kan ikke adskilles fra misbruget af skatteydermidler.
Så igen må jeg sige, at jeg har svært ved at se problemet i at den her form for - i mine øjne - misbrug af skatteydermidler kommer for dagens lys.
De 400 kommunalt ansatte skulle have betalt 40 kroner hver for at deltage, hvis de selv skulle dække udgiften. Det burde være muligt. Så dårligt lønnede er kommunalt ansatte altså heller ikke.
Men selvfølgelig er det nemmere at sende regningen videre til de værgeløse skatteydere. De kan ikke sige nej. De er tvunget til at betale. Og de betaler for alt for meget tant og fjas nu om stunder.