Starfighteren skulle levere atombomben - piloten skulle nå væk fra sin egen eksplosion

Europæiske Starfighter-piloter øvede sig på at levere amerikanske atombomber. En af de vanskeligste opgaver begyndte i det øjeblik, bomben forlod flyet: Piloten skulle skabe afstand til sin egen eksplosion.

Den canadiske pilot Bob Hyndman havde et lille øvelsesvåben under sin CF-104, da han trænede angreb ved det franske øvelsesområde Suippes. Han fløj for 427 Strike Squadron i Vesttyskland. I sin senere beretning beskriver han, hvordan opmærksomheden snævrede sig ind omkring målet, og hvordan øvelsesbomben kvitterede med en røgpuf på jorden.¹

Det var en prøve på en opgave, som i krig kunne have fået en ganske anden afslutning.

I vores historie om Starfighter og Teslas Roadster optræder flyfamilien som forsøgsmaskine på kanten af rummet. I Europas atomberedskab havde slægtningene en opgave tættere på jorden. De skulle kunne føre atomkrigen ind over fjendens territorium.

Piloten var europæisk. Bomben var amerikansk

Militærhistorikeren Robert Frank Futrell beskriver, hvordan Belgien, Vesttyskland, Italien, Nederlandene og Tyrkiet anskaffede Starfighter med kapacitet til atomangreb. Canada gjorde det samme og stationerede fly i Europa. Dermed blev NATO’s atomare slagkraft også fordelt på fly fra lande uden egne atomarsenaler.²

Der er en afgørende forskel mellem at have et fly, som kan bære en atombombe, og selv at kunne beslutte at bruge bomben. Ordningen byggede på amerikanske våben og allierede leveringsfly. USA beholdt kontrollen over sine bomber. NATO beskriver fortsat amerikansk kontrol og bevogtning som grundlaget for alliancens nukleare delingsordning.³

For den europæiske pilot kunne det betyde, at han var uddannet til at gennemføre et atomangreb, mens hans land fortsat var en stat uden sit eget atomarsenal. Den militære opgave var delt mellem allierede; den politiske suverænitet over våbnet fulgte ikke automatisk med flyet.

Nederlandene viser, hvor konkret arbejdsdelingen var. Militærhistorikeren Dirk Starink skriver, at eskadrillerne 311 og 312 på Volkel oprindelig udelukkende havde den nukleare angrebsopgave. Andre nederlandske Starfighter-eskadriller arbejdede med luftforsvar eller rekognoscering.⁴

Samme flytype kunne altså dække meget forskellige forberedelser til krig.

Problemet med at slippe sin egen bombe

Et hurtigt fly kunne bringe et atomvåben frem. Det løste ikke automatisk problemet med at overleve leveringen.

Lav indflyvning kunne gøre det vanskeligere for fjendens radar og luftforsvar at opdage angriberen i tide. Men den gav også kortere afstand mellem fly og bombe, når våbnet blev sluppet. Derfor blev bombens bane og flyets flugt en del af samme tekniske problem.⁵

En løsning var kastbombning, på engelsk toss bombing eller loft bombing. Bomben overtog flyets bevægelse og kunne ved frigivelse under en opadgående bevægelse fortsætte i en bue, mens flyet søgte væk. Den ekstra tid og adskillelse skulle give piloten en mulighed for at undslippe virkningerne.⁵

Det var et princip, der blev udviklet til flere af den kolde krigs flytyper. Det kan derfor ikke uden videre bruges som beskrivelse af én fælles angrebsprofil for samtlige Starfightere.

En anden mulighed var at bremse bomben med en faldskærm. Sandia National Laboratories daterer udviklingen af stødsikre komponenter og faldskærmssystemer, som muliggjorde såkaldt laydown-levering af atombomber, til 1958. Her kunne et våben bringes ned på jorden før detonationen. Også det skulle skabe tid til, at leveringsflyet kunne komme væk.⁶

Faldskærmen var dermed en del af forsøget på at beskytte den, der havde sluppet bomben. Den gjorde ikke atomangrebet ufarligt for dem, der befandt sig nedenunder.

Image

link

Wikimedia Commons

licens

Mosbatho, Wikimedia Commons, CC BY 4.0. CC BY 4.0. Wikimedia Commons.

Piloten huskede en særlig metode

Hyndmans beretning viser, at metoderne også kunne kombineres. Han beskriver en angrebsform til dårligt vejr kaldet LADD, Low Altitude Drogue Delivery: Flyets bevægelse gav våbnet en kastet bane, hvorefter en faldskærm bremsede det. Han fortæller, at de trænede denne metode ved øvelsesområder blandt andet på Sardinien.¹

Der fandtes flere måder at løse opgaven på, og udstyr og procedurer ændrede sig undervejs.

Det fremgår også af en samtidig rapport fra den canadiske luftdivision. For perioden december 1962 til maj 1963 noterede den, at CF-104’s Bomb Toss Computer skulle fjernes, fordi den ikke længere opfyldte de operative krav. Rapporten dokumenterer en ændring af udstyret; den beviser ikke, at alle former for kastet bombeaflevering dermed forsvandt.⁷

I en rapport fra 1965 optræder både Mk43- og Mk57-bomber i arbejdet med at godkende våbenlast på CF-104. Atomrollen bestod af bestemte kombinationer af fly, våben og udstyr, som skulle afprøves og godkendes.⁸

Danmark havde samme flyfamilie og en anden opgave

De danske Starfightere havde først og fremmest luftforsvar som opgave. Flyvematerielkommandoens historie beskriver deres primære rolle som at afskære fjendtlige fly fra dansk luftrum.⁹

Man kan derfor ikke se et dansk F-104 på et gammelt foto og slutte, at det stod klar til samme atommission som et fly fra Volkel eller en canadisk eskadrille i Vesttyskland. Flyets slægtskab fortæller kun en del af historien. Landets opgaver og politiske beslutninger fortæller resten.

Opgaverne ændrede sig også med tiden. Ifølge Starink fik de to nederlandske atomeskadriller efter NATO’s strategiskifte i 1967 desuden til opgave at kunne angribe med konventionelle våben. Canadas forsvarstidsskrift beskrev ved Starfighterens pensionering, hvordan de tre tilbageværende canadiske NATO-eskadriller i 1972 blev omlagt til konventionelle angreb.⁴¹⁰

Det taktiske atomvåbens store paradoks

NATO’s planlægning rummede forestillingen om, at atomvåben kunne bruges som led i kampene i Europa. Bundesarchiv beskriver, hvordan alliancens strategi om fleksibel reaktion skulle give flere svarmuligheder end massiv atomar gengældelse, men fortsat omfattede muligheden for nuklear optrapning.¹¹

Ordet »taktisk« kunne få atomkrigen til at lyde som et militært arbejdsredskab blandt andre. Det gjorde ikke følgerne overskuelige. En bombe kunne være tænkt til en opgave ved fronten og samtidig udløse en langt større krig.

Piloten havde et konkret problem at øve på: at få våbnet frem og selv komme væk. For dem, der planlagde krigen, stod det større spørgsmål tilbage: Hvordan skulle en atomkrig i Europa holdes inden for de grænser, planerne forudsatte?